Anna Grue: "Jeg har et enormt behov for ensomhed"

Hvad ville du være, da du var barn?

– Zoolog. Det var min største drøm at studere dyreadfærd – allerhelst løver i naturen. Og så ville jeg skrive bøger om dem ligesom klassikeren ”Født til frihed”, som jeg læste så mange gange, at den til sidst faldt fra hinanden. Jeg opgav først, da jeg i 2.g (lidt sent) opdagede, at man skulle være matematiker for at komme ind på biologistudiet. Som sproglig skulle man tage separat eksamen i mine hadefag: fysik, kemi og matematik. Det satte en effektiv stopper for planerne – men ikke for dyreinteressen.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

– Beslutningen om at blive fuldtidsforfatter efter 26 års arbejde i magasinbranchen er den bedste, jeg har taget – hvis man ser bort fra det med at få børn. Da jeg afleverede opsigelsen, sagde jeg samtidig farvel til firmabil, pension, fast løn og glæden ved at arbejde sammen med en masse dejlige kolleger, men jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Det var ganske enkelt en nødvendighed.

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen om kæresten: Vi bor hver for sig

– Hvilken bog betyder mest for dig og hvorfor?

Der er mindst ti bøger, der har betydet utroligt meget for mig. Måske 20. Fra Dickens og Henry James til John Irving og Tom Wolfe. Men skal jeg vælge én, må det blive Jane Austens ”Stolthed og Fordom”, som jeg læser med jævne mellemrum for dens knivskarpe vid, den flydende dialog og det veloplagte sprog. Læser jeg den mellem to tunge bøger, er det ligesom at få champagnesorbet som mellemret.

Hvad er den største selverkendelse, du er kommet til?

– At jeg har et enormt behov for ensomhed. Det har været undertrykt i næsten hele mit liv, hvor jeg konstant var omgivet af mennesker både på arbejde og derhjemme. Nu nyder jeg at kunne lukke helt af for omverdenen i lange perioder og begrave mig i skriveriet.

LÆS OGSÅ: "Jeg har det samme udseende som alle andre"

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?

– At jeg er vildt udadvendt døgnet rundt. Og jeg kan egentlig godt forstå, hvorfor de tror det. Jeg elsker at være sammen med andre mennesker, griner meget og snakker som et vandfald. Men kun en gang imellem og kun i nogle få timer ad gangen. Fortsætter den sociale gymnastik ret meget længere end det, bliver jeg stresset og utidig – og det er der faktisk ikke så mange, der ved.

Hvad er det mærkeligste, en mand har sagt til dig?

 – Det var faktisk ikke en mand, men en dreng. I fjerde klasse skældte min lærer mig huden fuld – sikkert med rette. Så rejste min gode ven Palle sig op, pegede på læreren og råbte med en stemme, der dirrede af forargelse: ”Sådan skal du ikke tale til Anna! Hun er klassens stærkeste dreng!” Det er ganske enkelt den største – og mærkeligste – kompliment, jeg nogensinde har fået.

Hvad er din største succesoplevelse indtil nu?

– Det lyder meget prægtigt, men: mit liv som helhed. Jeg har indtil videre haft den store lykke at få nærmest alt, hvad jeg ønskede mig. Tre kloge, kærlige børn, fire vidunderlige børnebørn, 36 år med en mand, jeg er tæt forbundet med, et langt arbejdsliv i en stimulerende branche med masser af udfordringer. Og nu glæden ved at kunne leve af noget så sjovt som at skrive romaner. Nogle gange kan jeg godt komme til at glemme, hvor privilegeret jeg egentlig er, men heldigvis kommer jeg altid i tanker om det igen.

LÆS OGSÅ: "Jeg er stolt af min hjerne"