Mor til Pia: "Jeg vil ønske, at min datter dør før mig"

I løbet af bare tre år fik Celine Geneviève Marcoux Skovgaard fire børn. Først tre drenge, som alle blev født på Rigshospitalet. Og i 1955 kom Pia til. Men i modsætning til de andre børn blev hun født hjemme. Og i modsætning til fødslerne på det store hospital i hovedstaden foregik fødslen på sofaen hjemme i Brøndby stille og roligt, uden stress, jag eller dramatik. Sådan forløb Pias første leveår også. Den lille pige udviklede sig, som hun skulle. Det troede forældrene i hvert fald.

– Da Pia var omkring et år, begyndte jeg at fornemme, at hun ikke var som alle andre. Hun sagde intet; hun kunne kun fremstamme små lyde, fortæller Celiné, der siden sin barndom altid er blevet kaldt Guittou.

Guittou sidder i sofaen i sit hjem i Illebølle på Langeland og fortæller om Pias første leveår. Hun er omgivet af de to hunde, som altid kun er ganske få skridt fra hende. Sådan er det også med Pia. For selv om alt i begyndelsen virkede normalt, skulle det vise sig, at det at blive mor til Pia ændrede Guittous liv fundamentalt.

Bliver aldrig voksen

Pia og hendes mor er uadskillelige. Sådan har det været lige siden, hun blev født i Brøndby. Og sådan er det i hjemmet på Langeland. Pias værelse ligger lige ved siden af Guittous soveværelse, kun adskilt af en dør og et vindue i væggen, så mor og datter altid kan kigge ind til hinanden. For selv om Pia i dag er 62 år, så er hun pigen, der aldrig bliver voksen. Det fandt lægerne dog først ud af, da Pia fyldte ti år. Inden da havde Guittou og Pias far flere gange forsøgt at få datteren undersøgt, for hun led også af hjerteproblemer.

– Først da Pia blev ti år, bankede jeg på døren hos åndsvageforsorgen og fik hende undersøgt af en psykiater, som sagde det ligeud: "Hun er ikke udviklet normalt", fortæller Guittou.

– Selv om jeg inderst inde vidste, at der var noget galt med Pia, troede jeg ikke, det var så slemt. Jeg stoppede med at tænke. Jeg måtte bare i gang med at gøre det, der skulle gøres. At tage mig hundrede procent af Pia.

Lever godt i nuet

Pia er udviklingshæmmet og har gået på forskellige specialskoler, hvor hun har været tilknyttet væresteder og værksteder, men hun har altid boet sammen med sin mor, også efter at Guittou og Pias far blev skilt. Og sådan ville Guittou ønske, at det kunne være altid. Men den 85-årige franskfødte dame er klar over, at sandsynligheden for det er ganske lille.

– Pia ved, at hun skal vaske sig. Hun ved, hun skal skifte tøj og hjælpe mig med at passe godt på vores hunde, kat og gås, siger Guittou.

– Men Pia er åndssvag, og der er ikke meget, der siver ind. Hun reflekterer ikke. Pia lever i nuet, og der lever hun godt. Det er min trøst. Men derfor er det stadig svært for mig, for jeg har passet og plejet hende hele mit liv.

Guittou fortsætter:

– Jeg er ikke glad for, at hun skal på en institution, når jeg dør. Hun har brug for én ved sin side, og det er der ikke overskud til de steder.

LÆS OGSÅ: Hvad er det for en sorg, vi oplever, når forældre dør?

Ro til at dø

Guittou lægger ikke skjul på, at dette er et emne, hun har haft meget svært ved at tale med sin datter om. Faktisk var det først for et lille års tids siden, da hun sammen med Pia skulle spille hovedrollerne i biograffilmen At elske Pia, at hun for alvor fik sat ord på noget af det, der gennem årene har bekymret hende allermest: Hvordan det skal gå Pia, når Guittou en dag ikke er her mere.

– Men jeg tror ikke, hun kan forholde sig til det. Hun forstår det ikke helt. Derfor ønsker jeg faktisk det, som ingen andre forældre ønsker: At min datter dør før mig. Som det er nu, kan jeg ikke forlade Pia, siger Guittou, som har sat huset på Langeland til salg for anden gang.

Hun vil gerne tættere på byen Rudkøbing, hvor Pia også fire gange om ugen er tilknyttet et værested.

– Men jeg får det aldrig solgt. Der har ikke været én eneste sjæl for at kigge på det.

Kampen for Pia

Pia har altid været omdrejningspunktet for Guittou. Det lægger hun ikke skjul på. Og selv om det til tider har været hårdt, er der ikke noget, Guittou fortryder.

– Jeg synes, det er svært at gøre sit liv op på den måde. Jeg kan ikke læne mig tilbage og sige, at der er noget, jeg fortryder eller er gået glip af. Der vil altid være nogle, som har haft det bedre end mig. Men der vil også være nogle, som har haft det dårligere, siger hun.

– Jeg har haft en masse at kæmpe for. Og da lægerne på et tidspunkt sagde til mig, at Pia ikke ville blive meget mere end ti år, havde jeg endnu mere at kæmpe for. I dag er Pia 62. Det betyder alt for mig.