For omverdenen lignede det bare dårlig opdragelse

Det kan være svært at erkende, at dit barn har ADHD. For Birgitte var problemet det omvendte. Ingen ville give hendes datter en diagnose. Oplever du selv, at dit barn viser tegn på ADHD, er der 10 gode råd, du kan følge. Her får du historien om Caroline, der måtte vente 17 år på at få en forklaring på, hvad der gjorde hende anderledes.

− Sjov. Umiddelbar. Kærlig. Fordomsfri. Birgitte sidder i sofaen med blikket rettet mod vinduet, mens hun tænker over, hvordan hun bedst beskriver sin datter, Caroline. Ude fra gangen kan man høre døren smække, fordi Andreas, den yngste, kommer hjem fra skole, og familiens rundmavede Bichon Havanais, der kan føde når som helst, vimser frem og tilbage inde i stuen. Der er stadig liv i den nordsjællandske villa, selvom familiens mest højlydte medlem er flyttet hjemmefra. I barndomsårene var Caroline vild, sjov og impulsiv sammenlignet med andre børn. I teenageårene var hun til tider ustyrlig og fik bølgerne til at gå højt i hjemmet og lærerne til at ryste på hovederne i skolen. Først da hun var 17 år, fik hun en diagnose og var pludselig en pige, der reagerede og opførte sig anderledes og havde gjort det hele sit liv, fordi hun har ADHD.

Det tog 17 år, fordi Caroline ikke passede ind i den forestilling, man har om ADHD-børn, der farer rundt, slår og sparker eller hænger i gardinerne.

− Det er egentlig sværere at finde de negative ord, fortsætter Birgitte og holder en kort pause.

− Utålelig, når hun er i dårligt humør. Vild. Uforudsigelig. Insisterende. Hvad hedder det, når man kan virke snotforkælet uden at være det? ...Provokerende!

I klæd-ud-kassen

"I dag hedder jeg Jytte fra Jylland," sagde Caroline med forvrænget stemme. Birgitte så på sin 11-årige datter, der i løbet af morgenen havde taget en gammel, brun pageparyk og sygekassebriller på. Lettere flov kørte Birgitte sin datter i skole, og i fire dage lystrede Caroline kun på navnet Jytte.

Da Caroline var barn, fandt hun ustandseligt på skøre ideer, men hun var sjov, og folk elskede hende, så der var ikke de store problemer. I skolen var hun både velbegavet og socialt fungerende. Også som teenager skilte hun sig ud, og på Øregård Gymnasium mødte hun op i et prangende, lyserødt tylskørt, lyserøde gummistøvler og en gammel, brun sweater. Og så er hun altid gået til mennesker med åbne arme, uanset hvem de er. Kassedamen i Netto får en krammer, pigen på gaden en kompliment for den flotte kjole og den hjemløse en lille sludder, når Caroline har sat sig ned ved siden af ham.

− I starten troede jeg, det var min opdragelsesform, der var skyld i hendes åbenhed. Jeg har opdraget hende til altid at lægge mærke til, hvis nogen har det skidt, men pludselig blev det næsten for meget. Vi kunne efterhånden ikke gå forbi nogen, uden hun lige skulle give dem en kommentar med på vejen. Det er jo enormt kærligt og sødt, men hun kendte ikke helt grænsen.

Caroline var et anderledes, uroligt barn lige fra første færd. Da hun som spæd skulle ammes, var Carolines far, Henrik, nødt til at cykle med hendes ben, så hun kunne koncentrere sig om at tage fat. Ellers spiste hun næsten ingenting. Tre måneder gammel lå hun i narkose på Rigshospitalet, så lægerne kunne finde ud af, om der var noget i vejen med hendes mave-tarm-system, for mælk var der rigeligt af. Men prøverne viste intet unormalt.

− Der var så meget, der tydede på, at Caroline var anderledes, men vi anede bare ikke, hvad der var i vejen. Hun var jo vores første barn, så vi havde ikke noget sammenligningsgrundlag.

Og netop fordi det var Birgittes og Henriks første barn, følte både de og alle omkring dem, at de ikke kunne finde ud af at styre hende. Spørgsmålene regnede ned over Birgitte, jo ældre Caroline blev. "Hvorfor møder Caroline ikke til tiden?" "Hvorfor er Caroline ikke dukket op til fransk?" "Caroline skylder mig 200 kroner!" "Du må da kunne få hende til at give besked, om hun kommer eller ikke kommer!"

− Jeg blev ekstremt irriteret over andres bebrejdelser, for den faldt altid tilbage på mig. Hvad vil I have, jeg skal gøre, tænkte jeg. Jeg kunne ikke fjernstyre et barn, der var impulsstyret. Vi manglede at kunne sige, "Caroline har altså en lidelse, der gør, at hun har svært ved at holde fokus." Hun havde brug for at få tingene forklaret på en anden måde, end andre børn havde.

Hun kunne ikke koncentrere sig om sine lektier eller holde styr på sine ting. Hun havde svært ved at tage imod beskeder og ved at holde styr på sine aftaler. Men hun blev overset, fordi ADHD dengang ikke var så kendt, som det er i dag. Slet ikke hos piger.

Caroline var utrolig charmerende og velfungerende, og det kunne hun skjule sig bag. Selvom hun indimellem havde Pippi Langstrømpe-manerer, var hun opdraget til at sige "tak for mad" og rejse sig for folk i bussen, og så gik hun lige ind i hjerterne på folk med sit åbne og umiddelbare sind. I skolen var hun meget vellidt og havde mange veninder, men hun var også filterløs og vidste ikke, hvornår hun sårede andre mennesker. Det har hun i årenes løb mistet nogle tætte veninder på, fordi de ikke forstod hendes ligefremme adfærd. Til forældremøderne var Caroline ofte på dagsordenen.

− Det var svært at se på, fordi det var enormt synd for hende, men Henrik og jeg kunne ikke blive ved med at feje foran hende. Hun fik nogle seriøse hak, og så måtte hun danne sig sine egne erfaringer og komme videre.

Ved spisebordet

"Jeg kan ikke holde ud at høre på jer!" Caroline holdt hænderne for ørerne for enden af spisebordet, hvor hun altid sad, når familien skulle spise. Hendes ben trampede hårdt i gulvet for at overdøve synkelydene. Caroline begyndte at tænde og slukke lyset og lukkede opvaskemaskinen og køkkenskuffer til. Hun viste tydelige tegn på OCD, der ofte er en følgelidelse til ADHD. Birgitte kontaktede skolepsykologen, men blev afvist. "Er det dit første barn?" spurgte psykologen i telefonen og sagde, at Carolines opførsel ikke ville have indflydelse på hendes skolegang. Birgitte blev endnu engang bekræftet i, at det bare var hende, der havde svært ved at styre sin datter.

I 5. klasse viste tegnene sig for alvor, og med dem kom modstanden mod forældrenes indflydelse.

Da Caroline blev 11, tog de kontakt til endnu en psykolog, som talte til hende i babysprog, og Caroline havde ikke lyst til at komme tilbage. Caroline nægtede at tage med til skole-hjem-samtaler, fordi hun vidste, hvad de ville sige: "Caroline kan godt, hun gider bare ikke."

− Men hun gad rigtig godt. De formåede bare ikke at møde hende, fordi indlæringsformen var for traditionel. Vi har været rigtigt meget oppe imod, at systemet havde svært ved at møde et barn med udfordringer.

I hjemmet begyndte bølgerne at gå højt, og familien var stressramt. Birgitte og Caroline har altid haft et særligt bånd, men netop fordi de var så tætte, var det også Birgitte, Carolines frustrationer gik ud over.

− Jeg gik på deltid, da Caroline var 11, så jeg kunne være noget mere hjemme, fordi familien havde svært ved at hænge sammen. Jeg var så tyndslidt af at møde mure omkring mig, og jeg begyndte efterhånden at tro, at det var mig, der var helt galt på den. Jeg brugte så meget energi på at kæmpe for, at Caroline skulle få et godt liv.

Når man ikke kunne finde nogen grund til Carolines adfærd, lignede det bare dårlig opdragelse, og Birgitte lærte hurtigt at dække over Caroline.

− Jeg reklamerede ikke med, at hun havde smidt endnu en cykel væk, og jeg gav mig selv skylden, når hun ikke overholdt sine aftaler, og sagde, at det var mig, der havde glemt at give hende besked. Jeg var nødt til at komme med undskyldninger på mit arbejde, hver gang Caroline havde glemt sine nøgler, så jeg kunne komme hjem og låse hende ind. Det gjorde det hele kompliceret, at jeg ikke kunne sige, at der faktisk var en grund til, at Caroline opførte sig, som hun gjorde.

På et efterskoleophold fik Caroline og hendes forældre at vide af forstanderen, at hun skulle tage hjem og blive undersøgt endnu en gang. To uafhængige psykiatere gav hende diagnosen ADHD. Selvom tanken havde strejfet Birgitte, var hun kommet fra den igen, fordi Caroline ikke var motorisk urolig, og hun kunne sagtens holde fokus, hvis bare det var noget, der interesserede hende.

− Jeg var lettet. Helt egoistisk vidste jeg, at der nu var mulighed for at få en form for hjælp, så vi havde noget at arbejde videre med som familie. Jeg fik pludselig en forståelse for alle de konflikter, der før var så meningsløse.

Birgitte og Henrik meldte sig ind i ADHD-foreningen, hvor de mødte andre familier, der havde samme problemer med deres barn. De fik det pusterum, de havde manglet, hvor der ikke var nogen, der dømte dem som dårlige forældre.

På mobilen

"Mor, jeg gider ikke mere. Jeg vil ikke mere". Birgitte var på arbejde, da hun en formiddag fik en sms fra Caroline. Tele-fonen var altid tændt, netop fordi hun hele tiden frygtede, der ville ske noget slemt. Det var næsten de værste perioder, når hun gik og var nervøs. Caroline burde være på gymnasiet, men i stedet sad hun på et trappetrin i en øde opgang og havde skåret i sit håndled. Få minutter efter havde Birgitte samlet Caroline op og kørt hende på psykiatrisk skadestue. En anden gang blev Birgitte ringet op midt om natten, fordi Caroline var indlagt. Hun havde taget for mange ritalin-tabletter, som er hendes ADHD-medicin.

− Jeg har været rigtigt bange for at miste hende, og hun har haft flere episoder, hvor hun har skåret i sig selv. Hun gjorde det ikke for at dø, men for at få uroen væk. Puberteten var ubetinget hård, og Caroline havde nogle frygtelig år. Nogle unge er måske meget vilde i puberteten, men Carolines adfærd var mere ekstrem. Hvor andre stille og roligt falder mere til ro, lærte hun ikke af sine fejltagelser, men blev i samme cirkel.

Hun blev i samme periode gravid to gange på tre måneder, og begge gange fik hun foretaget en abort. Hun havde ikke overskud til at holde styr på sine p-piller. ADHD blandet med medicin, drenge, sprut og en masse følelser gjorde det til en hektisk tid for Caroline og hendes familie. I takt med at Caroline i gymnasiet mødte nederlag på nederlag, blev hun tyndere og tyndere.

− Det var hårdt at se Caroline være så ked af det og samtidig vide, at jeg havde en boblende, livssprudlende datter. Jeg kalder hende mit hjertebarn, fordi hun er så tæt på mig, og heldigvis er jeg så privilegeret, at hun ringer til mig, når der er noget. I den periode smed jeg alt, jeg havde i hænderne. Jeg var til rådighed døgnet rundt, mens jeg tænkte, hvordan jeg kunne forebygge, at der ville ske hende noget. Men jeg kunne ikke forebygge, jeg måtte bare være der og redde hendes røv, når det var allerværst.

Birgitte følte sig i en overgang halvtidsansat til at strukturere medicin, lægeaftaler og kommunale møder. Caroline var for ustruktureret til selv at huske på sin medicin og sine lektier, og Birgitte følte, at hun slog hovedet mod en mur i børne- og ungeafdelingen i kommunen.

– Kommunen troede, jeg kom og bad om penge. Det var det eneste, jeg ikke gjorde. Jeg kom for at få råd og vejledning til den der balancegang mellem at hjælpe Caroline og lade hende danne sine egne erfaringer. Jeg havde nærmest smidt håndkædet i ringen. Vores familie kunne ikke magte det, og jeg følte mig virkelig som et nummer i køen.

Da Caroline fyldte 18, blev hun flyttet over i et voksenregi i det kommunale system, hvilket betød, at samarbejdsklimaet blev langt bedre, men først og fremmest, at Caroline blev tildelt en bostøtte, Jesper. Han blev blandt andet familiens vendepunkt.

På rette vej

Tre måneder før studentereksamen besluttede Caroline sig for at gå ud af gymnasiet. En beslutning, hun havde truffet i samarbejde med Jesper. Jesper tog sig af det praktiske som håndtering af medicin og piller og hjalp med at få struktur på tingene, når det hele spidsede til. Caroline startede senere på HF, hvor han var med på sidelinjen og hjalp til med anderledes læringsformer. Da der blev udskrevet folketingsvalg i 2011, satte de sig sammen på Dronning Louises Bro og så, at valgplakaterne blev sat op. Det var en form for undervisning, Caroline kunne forstå.

− Jeg kunne endelig give mere slip, og vi kunne hygge os som familie uden en masse praktiske problemer på dagsordenen. Det var blevet enormt anstrengende at have den rolle, hvor jeg hele tiden skulle agere den praktiske huskeseddel.

I dag lever Caroline et godt liv med ADHD. For Birgitte har samtaler, viden om ADHD og medicinen været helt afgørende for, at Caroline er der, hvor hun er i dag. Telefonen er dog stadig tændt 24 timer i døgnet. Måske er det en gammel vane.

− Jeg spekulerer ikke så meget over fremtiden, som jeg gjorde tidligere, hvor jeg hele tiden var på forkant med, hvad der kunne ske. Det er noget andet at se tilbage på det værste.

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha: "Min mors død var grunden til, at Marian og jeg blev gift"

LÆS OGSÅ: Barnløshed skyldes manglen på den rette mand 

LÆS OGSÅ: Marie Tourell Søderborg: "Min krop kunne ikke følge med"