Bodil Jørgensen: "Man skal ville noget med kærligheden"

Bodil Jørgensen er forældreløs. Hun står på højen ved Stenderup Kirke og ser ud over landskabet. Solen skinner og sender lysende refleksioner gennem det sneklædte Jylland. Det er en smuk dag, tænker hun. En perfekt dag for den sidste afsked med hendes mor, Rigmor. Kniber hun øjnene sammen, kan hun skimte moderens barndomshjem. Ringen er sluttet. I dag bliver Rigmor forenet med sit livs kærlighed. Efter begravelsen skal gæsterne drikke gravkaffe i det forsamlingshus, hvor den generte Rigmor mødte Frede i starten af 1950'erne. Dengang hun var lovet væk til en landmand med en stor gård. Et godt tilbud for en ung pige. Men Frede kunne noget andet. Han var en følsom og omfavnende mand, kunne skrive breve og spurgte, om Rigmor ville med ud og se lærken. Det ville hun, selvom det sneede. Om lærken virkelig var der, er gået tabt i historien, men Rigmor og Frede blev gift og rundede sidste år bryllupsdag nr. 59.

Bodils sønner på 16 og 11 år er med til at bære kisten ud af kirken. Helt hen til hullet i jorden. Der er ingen sten ved gravstedet. Den har de ikke nået at få færdig efter Fredes begravelse for en måned siden. Det er som om, den praktisk anlagte Rigmor har tænkt på dét. At så kunne hun nå at komme med på stenen, så børnene da ikke skulle bøvle med det. Hun holdt op med at spise kort efter Fredes blodprop i hjernen. Hun ville ikke mere. Ville ikke leve uden Fredes daglige besøg på plejehjemmet, hvor hun havde boet i syv år.

− Det er det største, jeg har oplevet med kærligheden. At de tog døden sammen. Vi havde alle sammen troet, at mor skulle først af sted. Det troede far også, fordi hun var dement. Min ældste søn, Johannes, har sagt, at han tror, at hendes hjerte skrumpede, da min far døde. Til sidst kunne det ikke slå længere.

Bodil fanger en tåre i øjenkrogen og tager en dyb indånding. Hendes luftfyldte stemme bliver svagere og blidere, når hun taler om sine forældre. Det er stadig tæt på. Fredes blodprop ramte uden forvarsel i november. På køkkenbordet i hans andelslejlighed stod en halv øl, og der var sat frem, så han kunne smøre sig en mad. I et døgn lå han på gulvet. Det har forfulgt Bodil siden, at han skulle ligge der så længe, inden naboen undrede sig over, at gardinerne var trukket for, og lyset tændt. Han blev indlagt på Vejle Sygehus, og Bodil besøgte ham en tirsdag. De knugede hinandens hænder, og hun fik sagt alle de ting, der skulle siges. At hun elskede ham, og at de nok skulle tage sig af Rigmor. Torsdag døde han. Halvanden måned efter døde Rigmor.

For enden af eventyrtunnelen

Tre dage efter Bodils mors begravelse har isvinteren lagt en kold dæmper på Nørrebro. Det er lørdag eftermiddag, og de, der har trodset frostgraderne, er viklet ind i metervis af tørklæder og misser med øjnene mod det klare januarlys. Mængden af bordeaux tophuer understreger hipsternes indtog i den bydel, som ville være Danmarks fattigste kommune – hvis den altså var en kommune. Men her er plads til alle slags mennesker, og derfor har Bodil Jørgensen adresse lige her. I to andelslejligheder gjort til én af en lille improviseret gang – en eventyrlig tunnel, hugget ind i muren. Da lille Rigmor, opkaldt efter sin mormor, kom til verden for fire år siden, havde familien på nu fem personer kun den ene 2-værelses lejlighed. Bodil, hendes mand filmfotografen Morten og Rigmor havde soveværelse i køkkenet. Bag en skydedør, som kunne lukke af til en smule privatsfære. Men da ghaneserne i nabolejligheden blev verfet ud på grund af ubetalte regninger og misvedligehold, sprang Bodil og Morten til, og nu er det slut med den ultimative campingnærhed. Nu har Rigmor sit eget lyserøde og lilla prinsesseværelse for enden af eventyrtunnelen. Hun er en benhård lille pige, løftet op af at bære sin nu afdøde mormors navn og fuldstændig til stede i livet.

Bodil Jørgensen var 47 år og troede, at hun oplevede de første tegn på overgangsalderen. Det viste sig, at hun var tre måneder henne. Men på trods af den – vil nogen måske mene – fremskredne alder, var hun aldrig i tvivl. Hun ville have barnet.

− Det var fuldstændig mindblowing. Selvfølgelig er det en risikabel forretning, jeg har lavet ved at få Rigmor så sent, men det skete jo. Og det havde jeg egentlig ikke lyst til at tage en lang beslutning om. Jeg tænkte meget over min alder, mens jeg var gravid. Hvad nu hvis jeg skulle dø, mens hun var lille? Nu tænker jeg ikke over det længere, og man glemmer så let, hvilken alder man har. Hun er et nyt batteri, jeg har fået.

LÆS OGSÅ: Peter Lund Madsen: "Jeg var bange for at blive sindssyg"

Et lille bitte hus i Italien

Når børnene i gården spørger, hvorfor hun har så mange streger i ansigtet, bliver hun stolt af sine rynker, og når de spørger, om hun er Rigmors mormor, smiler hun bare.

− Jeg er stolt af at kunne sige: "Nej, det er altså min datter". Jeg håber, at jeg kan blive ved med at være med og følge med. Lige nu tager vi en dag ad gangen. Så oplever jeg mere og får det hele med. Jeg ved godt, at jeg er 60, når hun skal konfirmeres, men så holder vi en stor fest!

Hun slår en rungende og pludselig latter op. En fuldstændig uventet kraft fra hendes ellers stilfærdige og milde væsen. Hun fejer et par imaginære krummer ned af det rå køkkenbord og ser mig lige i øjnene. Døden er bare blevet mere nærværende med forældrenes begravelser.

− Historiens hjul er faldet i næste hak. Nu skal jeg vise, hvem jeg er. Det er et ansvar, men det er også genialt udtænkt, at man får lov at være barn først i livet, så ung og så bliver man voksen og får selv børn og får lov at genopleve sin egen barndom gennem dem. Det at ældes er jo helt... At få lov at blive gammel og kigge tilbage på sit liv, dét må være fantastisk. Det er tit sådan, at døden minder os om, hvor stort livet er, og hvor langt vi kan nå, inden vi skal dø.

Hun synes, at hendes forældre nåede langt. Og hun er også selv sådan et menneske, som kan nå meget hver dag. Hver morgen serverer hun te og morgenmad på sengen for sine to drenge. Man behøver ikke bruge mange minutter i familiens anarkistisk indrettede lejlighed – der er ikke meget finish, som Bodil smilende konstaterer – før hendes kærlighed til børnene er åbenlys og allestedsværende. Hun skal hele tiden sikre, at de har det godt. At de hygger sig, nu hvor en journalist har invaderet hjemmet på en lørdag, og Morten er i Sverige for at optage en ny sæson af tv-serien "Broen".

− Vi er meget væk fra hinanden. Han arbejder ofte i udlandet. Men hvis jeg tænker på, at han render der med kameraet, kan jeg sagtens blive forelsket i ham igen. Han er meget overraskende. Ikke sådan noget med buketter og den slags. Slet ikke! Mere sådan noget med at købe et lille bitte hus i Italien, hvor man skal igennem et stort krat og over en romersk bro for at komme til. Vi fik det billigt, fordi man ikke kan køre dertil i bil. Han har rejst meget og været på indlandsisen. Han ved, hvilke strømper man skal have på for ikke at fryse. Og så bestiller han dem på nettet til hele familien.

Død og kærlighed

Bodil Jørgensens første forelskelse var Kim med de smalle, lyseblå øjne. Han blev som ung mand slået ihjel i en bilulykke. Det var flere år efter forelskelsen i 1. og 2. klasse. Bodil syntes, at han var sej, fordi han bed negle og havde et lidt forpint udtryk. De var ikke rigtige kærester, men der florerede nogle kærestebreve.

− Vi sad begge to og vippede bagover på stolene, og så kunne vi sidde og kigge på hinanden bag de andre. Han var fortabt på en eller anden måde. Et adopteret enebarn, højt elsket af sine forældre, men han kunne godt lide at køre stærkt.

To mænd har hun elsket højt som voksen. Den første, Henrik Sartou, mødte hun første gang på teaterskolen i 1986. Det blev en stor kærlighedshistorie med ulykkelig udgang. Henrik var teaterinstruktør og opflammet af sit arbejdet. De blev gift, fik sønnen Johannes og blev skilt. Fem år efter i 2005 døde Henrik af kræft.

− Henrik levede ikke et almindeligt liv. Han var utrolig hengiven over for det, han lavede. Også over for mig. Jeg blev sådan helt...

Bodil strækker armen højt op i luften. Ofte løber hun tør for ord, som om hun er bange for, at man ikke forstår meningen, hvis hun ikke finder den helt rigtige beskrivelse. Jeg foreslår "sat op på en piedestal", og hun griber ordene og fortsætter:

− Det var ikke noget, han ville. Det skete bare. Det var ikke en måde at leve på, som jeg var vant til fra mit liv og min barndom. Jeg ville hellere færdes i halvmørket og så lave mit teater i lyset og så tilbage, men med Henrik skulle jeg skinne over det hele. Der var stor kærlighed, men så fik vi Johannes, og det at få et barn kan være voldsomt for nogle mennesker. Jeg elsker ham utrolig meget stadigvæk og tænker på ham hver dag. At han skulle dø som 40-årig var fuldstændig vanvittig absurd.

Så kærlighed og død hænger måske lidt sammen i dit liv?

− Ja, det har jeg ikke tænkt så meget over. Jeg håber bare, at det er slut nu... Men det hænger jo også sammen i de store historier og på teatret.

LÆS OGSÅ: Lærke Winther: Der var ikke nok kærlighed tilbage

Læs resten af interviewet på næste side...Bekæmp det hæslige

Bodil var stadig gift med Henrik, da hun i 2000 spillede Bente i filmen "Fruen på Hamre". Under optagelserne blev hun særlig opmærksom på manden bag kameraet. Selvom hun kun kunne se hans ene øje. Han hed Morten Søborg, var fire år yngre end hende, udadvendt og en mand, der "lukkede lys ind overalt".

− Det var meget turbulent at tage beslutningen om at blive skilt. Jeg elskede Henrik og kunne ikke forklare. Der var ligesom ikke mere at sige. Ikke noget at gøre. Det var skrækkeligt, at jeg ikke kunne hjælpe ham i den situation. Det kunne jeg jo ikke. Det var mig, der var forbryderen.

Hun holder en pause, suger luft ind og lader tankerne hvirvle. Kærligheden til Morten var mere end bare en fristelse, tilføjer hun. Den var mere grundlæggende. Forelskelsen er egoistisk og selvoptaget. Hun ryster svagt på hovedet og siger, at hun jo også måtte vende blikket indad. Var der noget, hun kunne have gjort anderledes. Havde hun gjort noget forkert?

− Jeg har altid haft svært ved at sige fra. Men der er måske nogle gange, hvor jeg skulle have gjort det. Men hvis ikke jeg kan det eller gør det, så er det jo mit lod. Man må stå ved sin egen flyvskhed og det, man vælger i livet. Jeg ved, at Henrik tilgav mig. Det talte vi om. Og det var også nødvendigt, for at vi kunne komme videre. Men det var svært at tilgive mig selv. Også da han blev syg, tænkte jeg, at det var min skyld. Men på den måde er vi jo ikke skyld i hinandens liv og død.

Med Johannes imellem sig besluttede Bodil og Henrik, at skilsmissen ikke tillod dem at aflevere sønnen nede i døren, fordi man ikke lige ville gå op af trappen der, hvor den anden boede. De holdt også jul sammen. Alle sammen. Også Morten og Henriks nye kone Mette var med.

− Det må man give videre til skilsmisseramte. At man må forsone sig. Kærligheden er så rummelig, og man skal ville noget med kærligheden, ellers er den ligegyldig. Kun ved at gøre fremskridt i det gode, kan man bekæmpe det onde og hæslige. Jeg er med på, at det er svært, hvis man føler sig såret eller forrådt. Men man må gøre en indsats i stedet for at skabe sig helt åndssvagt i Statsamtet. Man må tage sig af dem, det handler om, og det er ofte børnene.

Et åbent sår

Da Henrik døde, mistede Bodil en mand, hun elskede. Mens hendes ældste søn, Johannes på bare otte år mistede sin far. Nu hvor Bodil med egne ord selv er blevet forældreløs, og ikke længere har det sted at ringe hen og læne sig op ad, imponeres hun kun mere af den styrke, Johannes har vist.

− Han er lavet af noget særligt. Han lever så smukt med sin fars død og har integreret det i sit liv. Han siger: "Tænk, at jeg fik lov at kende far. At jeg kan huske ham". Han kan også huske, hvor syg Henrik var, og at hans krop ikke kunne mere. Men det har ikke rystet hans tro. Han kunne have valgt at lade det blive til et åbent sår, som var svært at lukke igen. Men i stedet er han blevet hypersocial, sød og kærlig.

Troen spiller en stor rolle i Bodils liv. Derfor blev hun og Morten ikke gift i kirken. Det var hun jo blevet med Henrik. De tog på rådhuset en iskold novemberdag samme år, som Henrik døde.

− Vi strittede hurtigt ind og ud. Det var ligeså meget for at have orden i papirerne og på grund af Johannes. Hvis nu der skulle ske noget.

Hun søger trøst i, at både Henrik og forældrene er hos Gud. De er ikke forsvundet. Hun kan stadig nå dem og tale med dem, siger hun. Selvom hun er god til at rejse sig, og sorgen ikke føles kronisk, men er en tilstand, til det bliver forår igen, har forældrenes død skudt skibet lidt ud af kurs.

− Jeg kan nogle gange miste grebet om roret. Hvad er det nu lige, jeg skal? Hvad er det, det hele drejer sig om? Hvor er det nu, jeg skal styre fra? Men jeg sørger for at fylde mit liv op med børnene. Der er ikke noget som dem, der holder mig oppe. Og så mit arbejde, som er noget særligt. Det er et af de råd, jeg fik af min mor: Du skal altid sørge for at have noget mellem hænderne eller i tanken. Det hjælper dig på vej, hvis det hele roder. For jeg vil ikke derud, hvor der er allerdybest, og jeg ikke kan finde ud af noget.

LÆS OGSÅ: "Jeg tænkte meget over min alder, mens jeg var gravid"

Komisk kønsbehåring

Teen er blevet kold i de musselmalede krus, og skæret fra gadelamperne har afløst solens vinterkolde stråler. Et kort ring fra dørklokken afbryder et sidespring om humor. Om hvordan Bodils far som barn pakkede kolort ind i fint papir og lagde pakkerne ud på vejen. Så sad han i skjul, gnækkede og ventede på, at der kom nogen forbi og åbnede pakkerne. Som voksen kunne han finde på at gemme sig, når Jørgensen-familien inviterede til middag. Så måtte gæsterne i gang med gemmeleg af den gamle skole for at finde aftenens vært. Dét er humor for Bodil. Det absurde, pinagtige og uforudsigelige. Sidste år blev hun nomineret som årets komiker til Zulu Comedy Galla. Også det er absurd, mener hun selv. På trods af sine roller i Rytteriet som den på alle måder upassende mor til stakkels Trine, som skal forholde sig til sin mors intimiderende synspunkter om kønsbehåring. Og som kvinden bag "Dialektservice" – en brovtende sønderjysk fornøjelse på størrelse med kaffebordet.

Bodils tre unger er tilbage fra legepladsen og kommer pustende og rødkindede op ad trappen. Det er de gode til, drengene. At underholde og passe Rigmor. Det er vigtigt for Bodil, at børnene tager sig af hinanden og holder sammen. Det er en form for forpligtethed, som hun har fået med hjemmefra. Noget som hun er kommet til at holde mere af med alderen.

− Som ung synes man, at det strammer, men for os mennesker, som ikke kan udføre mirakler, er det, at vi kan gøre noget for hinanden, ret stærkt. At man kan holde fast i hinanden trods modstand. Netop fordi vi lever i en kultur, hvor vi dyrker os selv rigtig meget. En ensom kultur, hvor vi sidder og Facebooker. Men vi kan mere sammen, end man kan alene. Man må øve sig i at brede kærligheden ud til flere. Ligeså meget som man øver sig på et løbebånd og træner sine kropsmuskler.

Drengene har smidt sig foran fjernsynet og lader sig opsluge af Homer Simpsons idioti. Rigmor forsvinder ind på værelset med prinsessedrømme og en legekammerat fra opgangen. Imens tager jeg afsked med skuespilleren og satirikeren Bodil Jørgensen. Forældreløs og med ubegrænsede mængder af kærlighed.