"Kikset" og "gammeldags" ferieform hitter blandt unge: Har du også prøvet den?
Fra at være lidt kikset og gammeldags er det blevet mega attraktivt at tage på campingferie, og de fleste af landets campingpladser meldte udsolgt allerede i marts. Vi spørger trendforsker Julia Lahme, om det kun er en coronatendens, eller om trenden kan vare ved.
Campingpladsens fastliggere med flisegange og fortelt har fået selskab af den kreative, frihedssøgende nye generation af campister. Det særlige ved den nye generation er, at camping er for alle. Ikke kun familien Jensen i matchende joggingtøj, men alle – unge som ældre, par som børnefamilier.
Julia Lahme er trendforsker og ejer af kommunikationsbureauet Lahme. Hun beskæftiger sig med tidens trends og forklarer, hvorfor camping er blevet så in de seneste år.
– Camping er flyttet ind i en ny generation, og campister kan nu være alle typer. Tidligere var det en form for familiesport. Mange begyndte først at tage på camping, efter de havde fået børn, men nu er det både par og barnløse, der tager afsted på camping – nogle tager sågar afsted helt alene. Camping er gået fra at være en smule kikset og gammeldags til at være en tendens.
Artiklen fortsætter under videoen...
– Engang var det familien Danmark, men nu er omfatter det alle – og camping er jo også mange ting. Jeg har set alt fra par i 70-års alderen, der sælger alt, hvad de ejer, for at rejse Europa rundt til helt unge vanlifers – ofte par, der sætter et folkevognsrugbrød i stand og rejser rundt i det. Det er nærmest alle grupper, der synes, camping er interessant nu, forklarer Julia Lahme.
Hvad er der sket?
– Der er hovedsageligt fire årsager. Den første er coronarestriktionerne, der har tvunget mange til at rejse på en anderledes måde, end de plejer. Corona har klart forstærket de tre andre årsager og skubbet til noget, der allerede var i gang.
– Den anden årsag er, at mange oplever, at naturen omkring os er ved at forsvinde. Når folk har en oplevelse af, at de er ved at miste noget, så dyrker de det i højere grad, end de ellers ville have gjort. Selvom det gælder om at komme ud og være i naturen, skal det stadig være på deres præmisser, og der er camping jo genial.
– Derudover er vi i høj grad begyndt at interessere os meget mere for vores nærområder – Europa og Skandinavien. At rejse er ikke længere nødvendigvis noget med at flyve i 12 timer for at opleve noget eksotisk. Interessen i nærområderne styrkes af det store miljøhensyn, der også præger mange af vores valg.
– Den fjerde årsag handler om frihed. Vi vil ikke længere følge for mange planer, når vi holder fri. Vi lever i et ekstremt planlagt samfund. Vi vil gerne ud og opleve noget på egen hånd, der ikke er planlagt. Tidligere har man skullet nå nogle ting i livet på nogle bestemte tidspunkter, og det er der mange, der gør oprør imod i disse år. Det betyder også, at en rejse ikke længere behøver at vare en uge eller ti dage, men sagtens kan vare et halvt år. Folk vil gerne tage tiden ud af kalenderen til at opleve frihed, der står i kontrast til deres planlagte hverdag. Den frihed findes i camping, for du skal ikke være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.
LÆS OGSÅ: Se Danmarks 12 bedste campingpladser – ifølge campingverdens svar på ”Michelin Guiden”
Men gør det ikke ferien mere besværlig og mindre luksus?
– De her projekter, som vi ser nogle campere kaster sig ud i med f.eks. at renovere en autocamper eller et folkevognsrugbrød, handler om, at kreativitet er steget i værdi for mange. Det handler om at finde sin egen løsning og gøre tingene selv. Der er en høj status i at være kreativ i dag.
– Men det handler også om fællesskab. Folk søger i større og større grad fællesskaber, som de kan være en del af og trække på. Et fællesskab på en campingplads er nemt tilgængeligt. Man behøver ikke tage langt væk eller planlægge alverden. Det er et uforpligtende fællesskab sammen med andre børnefamilier, og det er noget som mange vil være ekstremt opsøgende efter, fordi vi har været så alene under corona-pandemien.