Caroline Henderson

Caroline Henderson: "Moderskabet forsvinder jo aldrig"

Caroline Henderson har lige rundet de 60, og det har hverken forhindret hende i at træde speederen i bund i sit arbejdsliv eller at gå forrest i kampen for mere diversitet i mediebilledet. Dog er hun alligevel kommet til et sted i sit liv, hvor hun skal lære at acceptere forandringer. Både acceptere livets hast, børnenes løsrivelse og det endegyldige farvel til sin mor.

Caroline Henderson har travlt for tiden. Det er dog ikke noget nyt, siger hun med et grin, da hun møder ALT for damerne på Hotel Sanders en onsdag formiddag. Lige nu er hun aktuel i den nye danske film 'Viften', som giver et historisk indblik i Danmarks rolle som koloniherre i det tidligere Dansk Vestindien. Men filmprojektet er langt fra hendes eneste jern i ilden.

Hun har denne vinter sunget en lang række udsolgte julekoncerter i landets kirker for 13. år i træk, og nu til foråret drager hun igen afsted på turné sammen med pianisten Nikolaj Hess, hvor hun har en intention om at finde helt ind til sin egen kerne som musiker. Desuden skal hun til sommer medvirke i en ny musicalopsætning om sangerinden Natasja, som finder sted i Operaen i København. Og selvom mange nok ville tabe pusten over så fyldt en kalender, så samler Caroline Henderson i starten af 2024 tropperne igen og går på scenen med projektet 'Black Voices', sammen med fire andre kvindelige musikere.

"Der, hvor jeg er nu, har jeg altid drømt om at være. Jeg nyder at være kreativ indenfor både tv, teater og musik."

Da Caroline Henderson indspillede filmen 'Viften', var hun sideløbende i gang med optagelser til den trecifrede millionserie på Netflix 'Vikings: Valhalla'. I serien spiller hun karakteren Jarl Estrid Haakon, som er en indflydelsesrig og mægtig leder, højt til hest. En fuldstændig anderledes rolle end karakteren Gudrun i 'Viften'.

"I begge kvinder har jeg følt, at det har noget med mig at gøre, fordi jeg på en eller anden måde spiller to versioner af mig selv i fortiden. På den ene side er jeg jo en svensk pige, som har en skandinavisk slægt med store landejendomme og skove, og på den anden side har jeg mine amerikanske familierødder, som kan føres tilbage til den groteske fortid med slaveri. Det har været fantastisk at få lov til at afspejle to så forskellige urkraftstærke kvinder i hver sin tid. Det var næsten en spirituel oplevelse for mig."

I filmen spiller Caroline Henderson den frikøbte slave Gudrun, som opfordrer en af de andre slaver til at kæmpe for hendes frihed. Hun er dog samtidig også et produkt af det barske system, hun selv har levet under hele sit liv. At spille den rolle har ikke været uden følelsesmæssige udfordringer for Caroline.

"Jeg synes virkelig, at filmen var hård at indspille på et følelsesmæssigt plan. Det syntes vi alle sammen. I de seneste år har man snakket en del om noget, der hedder genetisk hukommelse, som betyder, at erindringer og følelser nedarves fra tidligere generationer.

Kroppen kan altså huske noget, som ikke er sket i ens egen levetid, men som er sket for andre i ens blodlinje. I rollen som Gudrun oplevede jeg en stor sorg, fordi jeg portrætterede det, som var en realitet for mine amerikanske forfædre. Det var hjerteskærende."

Fortiden hænger sammen med nutiden

Tiden efter indspilningen var derfor følelsesmæssigt hård, men hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun havde gjort det rette ved at medvirke i filmen. Det driver hende at medvirke i projekter, som sætter fokus på den fortid, vi alle er formet af. En fortid, som vi også skal lære af.

Hendes medvirken i serien 'Vikings: Valhalla' skubbede også til seernes indbyggede forestillinger om fortiden. Hendes karakter som høvding mødte nemlig ikke kun stor ros, men også en del undren. Nogle mennesker stillede nemlig spørgsmålstegn ved castingen af Caroline Henderson, fordi en vikingeleder i fortiden ikke kunne være en kvinde – og slet ikke en sort kvinde.

"Folk sætter ikke spørgsmålstegn ved, at jeg spiller en slave. Men nogle mennesker synes måske, det er mærkeligt, at jeg spiller en magtfuld kvinde i en vikingeserie. Vi har nogle meget fastlåste forestillinger om, hvordan tingene skal se ud, og det er vi simpelthen nødt til at ændre."

Caroline Henderson lader dog ikke kritikken påvirke hende negativt. Hun er bare meget stolt over at være del af en vigtig kamp om at skabe mere diversitet i mediebilledet.

"Med begge karakterer piller vi ved noget, som har set ensartet ud i mange år. Slaver er blevet fremstillet på én måde, og det samme er høvdinger eller ledere i historiske produktioner. I dag ved man jo, at vikingerne var enormt berejste, så det er da fuldstændig plausibelt, at nogen har taget en hustru med hjem fra et andet sted i verden. I film og serier må vi gerne pille lidt ved den forestilling, vi har i vores hoveder om, hvordan tingene er."

Ved at lave en film som 'Viften' kommer vi altså et skridt nærmere på at forstå vores fortid. Noget, som ifølge Caroline er ekstremt betydningsfuldt for vores egen selvforståelse.

"Sådan en film er vigtig at lave i 2023, fordi vi ikke er kommet længere. I min generation har vi en eller anden form for fornægtelse omkring verdenshistorien. Der er jeg stor fortaler for, at hvis du ikke kan forstå din fortid, så kan du heller ikke forstå din nutid og din fremtid. Det hænger sammen.

Da jeg var ung, slyngede folk omkring sig med n-ordet, i hvad de troede var en positiv form, og insisterede på deres ret til at bruge det, selvom jeg fortalte dem, at det var dybt racistisk. Med en film som 'Viften' håber jeg, at folk får et bedre indblik i vores grumme fortid, så vi bedre kan forstå hinanden i nutiden, og hvordan vi skal behandle hinanden."

Hylder de musikalske rødder

I efteråret 2021 stod Caroline Henderson for første gang på scenen med sit projekt Black Voices. Et koncertformat, der hædrer sorte kvindelige musikere gennem tiden, lige fra Billie Holliday til Beyoncé. Ved sin side på scenen har hun sangerinderne Karen Mukupa, Iris Gold, Barbara Moleko og Nabiha.

Caroline Henderson er idémageren og initiativtageren bag projektet, og hun har længe drømt om at lave en hyldest til de sorte kvinder i musikbranchen, hun gennem sit liv har spejlet sig i og er blevet inspireret af.

"Jeg har tænkt på at starte sådan et projekt, siden jeg var helt ung. Da jeg var yngre, spejlede jeg mig i deres historier, fordi de ligesom jeg selv er blevet stigmatiseret eller gjort eksotiske på grund af deres hudfarve. Jeg oplevede ofte, at jeg blev anskuet som en del af en gruppe, frem for mig som individ. Nogle gange oplever jeg stadig, at folk klumper sorte kvinder sammen til én person, fordi ”vi ligner hinanden” eller at ”folk ikke kan se forskel”.

Vi bliver sammenlignet helt ekstremt, så derfor var det også vigtigt for mig, at vi fem afronordiske sangerinder er meget forskellige, både i alder, stemme og udtryk. Vi repræsenterer hver vores ting."

Selvom idéen til projektet er vokset i Caroline, siden hun var helt ung, har hun ikke tidligere set sit snit til at føre det ud i livet. Det var først for nogle år siden, hun følte, at der endelig var en åbning.

"Jeg tror ikke, et projekt som Black Voices havde været muligt at lave, før Black Lives Matter-bevægelsen begyndte, men nu tror jeg, at tiden er her. Folk er mere lydhøre og åbne overfor forandring. Min tanke har aldrig været at lave et pege-fingre-projekt, men derimod et inkluderingsprojekt. Det er så enormt vigtigt, at vi skaber nogle platforme, der inkluderer alle, så alle har nogen at spejle sig i."

Hvem er Caroline Henderson?

  • Svensk-amerikansk sangerinde og skuespiller.
  • Fik sit gennembrud med popgruppen 'Ray Dee Ohh' og har siden udgivet en række soloalbums samt medvirket i teater og film.
  • Hun er 61 år.
  • Gift med Martin Gylling og mor til tre sønner.

Caroline Henderson mærker en helt speciel energi i de fyldte koncertsale, når hun og de andre kvinder træder op på scenen. Blandt publikum er ikke kun sorte kvinder, men derimod et væld af forskelligartede ansigter, som alle er enige om, at man her i lokalet favner alle. Derfor er kvinderne også blevet enige om at samle tropperne igen til næste januar, hvor de drager ud på Black Voices-turne igen.

"Vi har jo startet det her projekt, for at ingen skal føle sig forkerte eller fremmedgjorte længere. Jeg har selv kæmpet meget med at finde mit ståsted og min eksistensberettigelse i et samfund, som ikke altid favner mig. Det har gjort sig gældende i både Sverige, Frankrig og USA, hvor jeg har tilbragt dele af min opvækst. Som barn, da jeg voksede op, var der jo ikke små piger, som lignede mig, i hverken børnebøger eller Disneyfilm.

Folk, som ikke kendte mig, udtalte også Caroline med en anderledes trykfordeling eller accent, fordi de ikke tænkte, at en kvinde som mig bare kunne hedde Caroline. Vi skal kæmpe for, at fremtidens unge ikke skal føle den samme utilstrækkelighed."

Hun er sikker på, at vi kun når målet, hvis vi fokuserer på at være mere inkluderende i musikbranchen, i mediebilledet og i samfundet generelt. Vi skal sørge for, at vi aldrig glemmer at have diversitet for øje. Ifølge Caroline Henderson er vi faktisk også godt på vej.

"For nogle uger siden gik jeg forbi en stor reklame for barnevogne. Der er en sort kvinde på plakaten, som kigger ned på sin brune baby. Jeg bliver så lykkelig, når jeg ser den reklame, for det ville aldrig være sket for bare 7 år siden. Aldrig nogensinde. Jeg tror, man undervurderer, hvor meget identifikation betyder for folk. Vi må tage ansvaret og kampen op for de næste generationer, så de føler sig set og hørt."

At være både mor og datter

Caroline Henderson er selv mor til drenge, som er en del af næste generation. Da hun var 22 år gammel, fik hun sin første søn, og siden er der kommet to sønner mere til. Nu er det kun den yngste på 20 år, som stadig bor hjemme, og snart kommer en tid, hvor han også skal flytte hjemmefra.

"Jeg har altid haft nogen, jeg skulle passe på, lave madpakke til, køre til sport eller ligge vågen hele natten og være bekymret for, fordi de ikke var kommet hjem fra byen endnu. Når ens børn når en alder, hvor de snart skal flytte hjemmefra, er det ikke kun børnene, som skal finde sig selv.

Det skal forældrene jo på en måde også. Langt størstedelen af mit liv har været et liv i forældreskab, og nu skal jeg pludselig finde ud af, hvem jeg er, når jeg ikke længere har børn, jeg skal værne om i hverdagen."

Hun holder en kort pause og ændrer så sit svar med et grin.

"Okay, jeg stopper nok aldrig med at bekymre mig om mine sønner. Selvom min yngste flytter hjemmefra snart, så forsvinder moderskabet jo aldrig."

Caroline Henderson har altid været en karrierekvinde, men det har aldrig stået i vejen for, at hun har været meget nærværende i sine børns liv.

"Jeg tror, jeg er en rimelig omklamrende og irriterende løvemor, som bekymrer sig om alt. Og det er virkelig et paradoks, fordi jeg selv flyttede hjemmefra, da jeg kun var 16 år gammel og 100% klarede mig selv derfra.

Jeg har aldrig fået særlig meget hjælp fra mine forældre på den front, og derfor er det sjovt, at jeg selv er blevet den slags mor, som involverer sig meget i mine børns liv.

Jeg er dog blevet bedre til at give slip og forstå, at de skal deres egen vej, for det er en del af moderskabet. Men som jeg plejer at sige, så stod det ikke i pamfletten dengang på barselsgangen, at de skal finde deres egen vej."

Under coronakrisen fik Caroline Hendersons mor konstateret kræft. Moderen boede i Sverige og Caroline i Danmark, og på grund af Carolines svenske statsborgerskab fik hun lov til at rejse over grænsen og være hos sin mor i den sidste tid. Efter hendes død er der opstået en form for tomrum inde i Caroline, som hun skal lære at håndtere. Hun skal lære at lade sin egen mor gå.

"Jeg vil ikke kalde det en eksistentiel krise, men jeg har været lang tid om at bearbejde hendes død. Jeg er også stadigvæk i processen, kan jeg mærke. Vi havde et ret omtumlet liv sammen, og det var ikke altid lige ud ad landevejen. Hun var en svensk pige fra det bedre borgerskab, som flyttede til USA med mig under armen, uden en krone på lommen og uden at tænke videre over det. Det var en bumpet vej, fordi hun på mange måder var dybt uansvarlig og levede fra dag til dag. På den anden side var hun også sjov, intelligent og fantasifuld, så der var også mange modsætninger i hende."

Modsætningerne i moderen var især noget af det, som Caroline Henderson i den sidste tid tænkte en del over. Hvem var hendes mor egentligt? Selvom hun var tæt på hende hele livet, var der stadig facetter af hende, som Caroline havde svært ved at regne ud.

"Det tog mig lang tid at forsøge at finde ud af, hvem hun var. Da det pludselig gik hurtigt med hendes sygdom, vidste jeg, at der snart kom en tid, hvor hun ikke ville være her længere, og derfor var der også så mange ting, jeg gerne ville nå at spørge hende om. Men der er også noget smukt i at slippe et menneske og acceptere, at det ikke er alt, man skal vide. Det var hendes vej i livet, og jeg har min egen."

Selvom Caroline Henderson er ovre den hårdeste del af sorgbearbejdelsen, er der stadig ting, som fortsat er svære. Især de små ting i hverdagen, som moderen førhen var en del af.

"Jeg har stadigvæk hendes telefonnummer indkodet i min telefon under navnet Mamma. Det kan jeg ikke få mig selv til at slette. Det er egentligt sjovt, fordi det kunne irritere mig grænseløst, når hun ringede.

Hun formåede altid at fange mig midt i noget, hvor jeg slet ikke havde tid til at snakke. Så kunne hun sige sådan nogle typiske morting, som at jeg lød forkølet, og at jeg skulle huske at sove ordentligt om natten. Nu kan jeg helt savne, at hun ringer og siger de ting."

At miste sin mor betød også et farvel til en af de sidste personer i Carolines liv, som har været der helt fra start.

"Jeg kan virkelig savne dem, som tidligere var en del af mit liv, men som jeg nu har mistet. Især mine bedsteforældre. Det, jeg kan savne, er måden, de så mig på gennem deres øjne i min barndom og ungdom. Den måde er der aldrig nogen, som komme til at se mig på. Nu er der ikke længere nogen, som kigger på mig og stadig ser lille Caroline."

Klogere med alderen

Selvom der ikke længere er øjne udefra, der ser Carolines barnlige sjæl, som hun stadig gemmer på indeni, mærker hun den stadig selv. Især i hendes kreative arbejdsliv kan hun finde ind til sit barndoms-jeg, som altid havde gang i højtflyvende og fantasifulde projekter.

"Da jeg var barn, var der ingen, som kunne lave fantasiverdener og lege som mig. Jeg kunne være væk i flere timer, hvor jeg snakkede med mig selv og opfandt byer, lande, karakterer og eventyr, som jeg blev helt opslugt af. Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af det. Det var helt fantastisk. Selvom jeg ikke har helt de samme egenskaber længere, kan jeg kreere små bidder af det i musikken eller skuespillet. Der får mit barnlige jeg lov til at slå sig løs."

Selvom hun stadig gemmer på den barnlige sjæl indeni, kan hun ikke løbe fra, at hun sidste år rundede en aldersmæssig milepæl. En alder, der markerer, at man som menneske har en del bagage med sig i rygsækken, både på godt og ondt.

"Det føles jo som et svimlende højt tal at blive 60," siger Caroline med et grin.

"Men en af mine veninder har fortalt mig, at nu har jeg nået dronningealderen, og så føles det faktisk ret godt. Min alder giver mig carte blanche til alt muligt og også noget patina. Hvis jeg kan holde mig rask og glad, så er det måske faktisk en af de bedste aldre, jeg har prøvet."

Alder er alligevel aldrig noget, som Caroline Henderson har bidt sig specielt fast i. Det har mere været tidens hast, der har tynget hende, frem for et specifikt tal.

"Jeg har aldrig haft et problem med alderen som sådan. Alder er jo bare et tal. Det er mere tiden, jeg synes, går alt for hurtigt, og det kan godt være angstprovokerende for mig. Da jeg fyldte 30, tænkte jeg nej, nej nej, og da jeg blev 40, tænkte jeg fuck!

Der er så meget, jeg gerne vil nå, og når man laver så mange ting, som jeg gør, så flyver tiden bare afsted. Jeg vil gerne være bedre til at være i nuet og nyde det, men det er svært, når jeg altid har været typen, som har set fremad."

Selvom Caroline fortsat ser fremad, nyder hun også der, hvor hun er lige nu. Karrieremæssigt har det sjældent gået bedre, og privat er hun ved at lære sig selv at kende på ny i det kapitel, hun er på vej ind i. Hvis noget går galt i hendes liv, er hun også blidere mod sig selv, end hun var førhen. Med årene har hun nemlig lært at acceptere, at livet både kan byde på op- og nedture, og at det ikke ændrer på hendes værd.

"Jeg er nok blevet bedre til at håndtere livet, fordi jeg har haft længere tid til at øve mig. Jeg er blevet mere tryg i min kerne, og er det ikke det, som livet går ud på?"