Cille Hald Egholm Kommunalvalg

ALT for damernes kandidatstafet: Mød Cille Hald Egholm

ALT for damerne sætter fokus på de kvindelige kandidater til kommunalvalget. Derfor har vi lavet en kandidatstafet, hvor kvindelige kandidater får lov til at svare på tre spørgsmål og give stafetten videre til en anden kvindelig kandidat, de har respekt for.

Helene Fagerhøj, Konservative, Frederiksberg Kommune har sendt stafetten videre til...

Cille Hald Egholm, Venstre, Københavns Kommune

Hvad er din mærkesag?

Min aller vigtigste mærkesag er, at København skal blive markant bedre til at passe på sine udsatte borgere. Det skal være nemmere at få den hjælp man har brug for, og det kræver at vi bl.a. bruger flere private aktører til at løse velfærdsopgaver. I sidste ende mener jeg ikke at vi kan tillade os at bruge ressourcer på tant og fjas, før vi kan tage ordentlig hånd om de borgere med brug for en ekstra hånd.

Hvad betyder det konkret for borgerne i kommunen, at der er kvindelig repræsentation i byrådet? 

Jeg tror på, at kvindelige forbilleder har en enorm betydning, og her spiller kvinder i Borgerrepræsentationen altså en særlig rolle. For mig har beskæftigelses-og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, været et stort forbillede der har givet mig modet til at stille op, og det er det kvindelig repræsentation skal bidrage til. Forbilleder og mod, så flere unge kvinder som mig selv tør stille op.

Hvad betyder det for dig at have andre kvinder omkring dig i kommunalpolitik?

Uden mine veninder, både i eget parti, men især også fra de andre partier, havde valgkampen været meget meget tungere. Vi er en del unge kvindelige kandidater i København som har formået at hjælpe og bakke hinanden op under valgkampen, og jeg tror på at vi - på trods af politiske uenigheder - kan komme rigtig langt sammen hvis vi bliver valgt ind d. 16. november.

Hvem giver du stafetten videre til – og hvorfor?

Jeg giver stafetten videre til Lea Friedberg, som stiller op i København for Socialdemokratiet. Hun har, ligesom mig selv, været en aktiv del af kampen mod sexisme i politik, og så er hun en ung kvinde med ben i næsen, der undervejs i valgkampen også har rakt ud og hjulpet mig. Lea er for mig at se symbolet på den ny politisk kultur, hvor unge kvinder støtter og hjælper hinanden på tværs af holdninger, baggrunde og partier.

Læs med videre i stafetten her.

Kend din kvinde, før du stemmer

ALT for damerne Kandidattest.jpg

ALT for damerne og ALT.dk har i anledning af kommunalvalget den 16. november 2021 fået udviklet vores egen kandidattest – med kun kvindelige kandidater.

Det gør vi for at sætte fokus på den skæve repræsentation i kommunalpolitik, hvor kun hver tredje er kvinde.

Vi kalder testen Kend din kvinde, før du stemmer, og her kan du finde den kvindelige kandidat i din kommune, som matcher dig bedst. 

Læs vores overvejelser om testen her.

Spørgsmålene centrerer sig om de 10 emner, som danske kvinder ifølge en rundspørge, ALT for damerne har foretaget i samarbejde med Norstat, ser som de vigtigste i kommunalvalget.

Tag testen her