Dårlig økonomi

Dårlig økonomi gør os asociale

Det er særligt én post i budgettet, der bliver ramt, når vi skal spare, viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført for Nordea.

Den viser, at lavvande i skatkisten i høj grad medfører en reduktion i vores kontakt med andre mennesker. Sociale aktiviteter er nemlig det første sted, mange af os vælger at skære, hvis vi er nødsaget til at begrænse vores forbrug.

Der er især udgifterne til hyggelige stunder omkring middagsbordet, der bliver reduceret. Mere end hver femte svarer, at de det seneste halve år har undladt at invitere venner og familie til middag eller gå ud med dem af økonomiske årsager.

Undersøgelsen, som gennemføres for anden gang, bekræfter således, at når økonomien skranter, er det vores sociale engagement og relationer med andre mennesker, der nedprioriteres som det første. Det forklarer forbrugerøkonom hos Nordea og fast klummeskribent på ALTfordamerne.dk, Ann Lehmann Erichsen og synes ikke, resultatet er overraskende.

- Det er nemmere for os at sige nej end at forklare, at vi måske ikke har råd til den helt store omgang med middag og vin. For et nej er ikke nødvendigvis et nej. Det er til debat, og så skal man måske til at besvare spørgsmål om, hvorfor man ikke har råd, og hvordan man generelt håndterer sin økonomi. Og det er der ikke mange, der har lyst til, siger hun.

Undersøgelsen viser yderligere, at hver tiende har droppet at gå til en sportsaktivitet i eksempelvis en klub. Det er altså to punkter, der vedrører kontakten med andre mennesker. Og begge steder skærer kvinder lidt oftere end mænd.

Mænd og kvinder prioriterer forskelligt

Men det er der tilsyneladende en grund til. Undersøgelsen, der sammenligner tal fra andet halvår af 2012 med tal fra andet halvår 2011, dokumenterer nu for andet år i træk, at når kvinder sætter deres udgifter under lup, prioriterer de huslejen og andre faste udgifter benhårdt, og faktisk hårdere end mænd gør. Huslejen er altså mere øremærket i kvindens budget end i mandens.

- Det sidste kvinder vil spare på er huslejen. Hjemmet er helligt for kvinder, og vi ser generelt, at de har behov for at have kontrol over tingene og tager sorgerne mere på forskud end mænd, når det kommer til økonomien. Mændene er måske mere tilbøjelige til at tænke "det går nok" og så måske lige låne lidt fra budgetkontoen i stedet for at skulle takke nej til et arrangement, siger Ann Lehmann Erichsen og understreger, at det ikke er et dårligt valg at prioritere faste udgifter frem for fester.

- Det er jo ingen skam, hvis man ikke har penge nok. Jeg synes, vi skal blive bedre til at acceptere, hvis andre måske ikke har penge nok til det hele. Der kan jo være mange årsager. Måske har man fået en flot uddannelse, men er ikke lige lykkedes med at få et job endnu. Og det må man jo så tage højde for og respektere, siger hun.