"Vi tør ikke sige vores mening af angst for at træde hinanden over tæerne"

DEBAT: Jeg var til en fødselsdagsfest for nylig. Skøn fest med smukke, sjove og småfulde kvinder midt i livet. Den slags kan man ikke få for meget af. Efter en del vin skulle vi lege en selskabsleg, hvor man skulle sige sine ærlige meninger om hinanden. Afslørende – ikke mindst fordi det blev klart, at de af kvinderne, som ikke kendte mig, men alene kendte til mig, havde en vis frygt for mig.

Dagen efter evaluerede fødselaren og jeg denne side af sagen i fælles undren, og kom frem til, at det er en lidt ensom position at være den, der siger ting offentligt. For en del af hyggen her i det danske samfund er, at vi ikke træder hinanden over tæerne.

LÆS OGSÅ: "Vi taler til hinanden som hulemænd"

Vi træder gerne de andre over tæerne. Det er der næsten gået sport i. De såkaldte Muhammed-tegninger er blevet lige så synonyme med staten Danmark som Dannebrog og kongefamilien. Men at stille sig selv ud på forposten og konfrontere løgne, usandheder, fordrejninger, inkompetence og andre ondskaber blandt os selv, det er meget mindre ligetil. Når vi selv har noget på spil, bliver det farligt.

Det er det naturligvis i det meste af verden. At udfordre magthavere kan for eksempel betyde en kugle for panden mange steder på jorden. Men her har vi jo netop ytringsfriheden og kan deltage uden frygt i samfundsdebatten. På papiret i hvert fald. For hvor mange af jer har det reelt?

Når det kommer til at sige, hvad I mener om jeres arbejdsforhold, om ledelsen på jobbet og deres prioriteringer, om de politiske rammer, der er lagt ned over de offentlige stillinger, mange af os kvinder bestrider, så er sagen jo, at jeres ytringsfrihed enten ikke eksisterer reelt og/eller skal betales konkret ved kasse et i form af fyring, disciplinærsager, manglende forfremmelse eller direkte nedgradering.

Eller bare i form af at blive kendt som de brokkehoveder og kværulanter, som ingen kan holde ud, og ingen derfor gider ansætte.

LÆS OGSÅ: ”Min datter spørger, om hun bliver lige så tyk som mig, når hun bliver voksen” 

Lige netop jobbet er et af de områder, mange af os føler stærkt for og har holdninger til, men hvor mange skolelærere for eksempel har egentlig frihed til offentligt at sige, hvad de mener om skolereformen eller inklusion? Stort set ingen. Men er deres erfaring og viden vigtig i samfundsdebatten om skolevæsnet? Enormt vigtig.

Og det er her, at jahatten, som de fleste forventes at bære professionelt, har slagsider i form af manglende trivsel og mangel på udvikling.

I det politiske liv betyder partiers top- og budskabsstyring, at der er mindre ytrings- og meningsfrihed i dag end måske på noget tidspunkt før i dansk politik. Det er særligt ironisk, at dem, vi ansætter til at have meninger, kun må have dem, som deres partitop har udstukket.

Uden for politik er der så få, der tør mene noget, at Politiken for nogle år siden måtte etablere en såkaldt debattør- og kritikerskole – 40 år efter, skolevæsnet fik som hovedopgave at gøre dansken til selvstændigt tænkende, kritiske individer. Holdninger er der jo som bekendt nok af blandt os, men at stille sig op med dem, er en helt anden sag.

LÆS OGSÅ: Derfor opfører mange voksne sig som teenagere

Og diskretionen rækker langt videre i det danske samfund. I familie- og vennerelationer slæber vi rundt på en protestantisk tradition for at vende den anden kind til, indtil mavesurheden har omdannet grobunden for venskabet eller familierelationen til ørkenterræn. Hver femte dansker har brudt kontakten med et nært familiemedlem.

Vi bor alle sammen i små byer, hvor vi hele tiden støder ind i hinanden. Ja, københavnerne bor også i en lille by, skulle jeg hilse og sige frisk hjemvendt fra Madrid. Vores personlige og professionelle liv er vævet ind i hinanden, vi netværker og plejer vores forbindelser. Vi drikker øl sammen, kaffe sammen og griner af hinandens vittigheder, også når de ikke er sjove.

Og i faren for ikke at kunne betale vores dyre liv herhjemme, i faren for at falde ud af den cirkel af god vilje, vi plejer med hinanden, så fletter vi næbbet, særligt om de vigtige ting. Der er for meget Nuuk og for lidt rock'n'roll over den danske ytringsfrihed. Og derfor er det egentlig ret fjollet, at det præcis er vores lille nation, der spæner rundt i verden med den gule førertrøje i ytringsfrihedens navn.

LÆS OGSÅ: Ingen vidste, hvor utrygt der var i Lotus Turèlls barndomshjem

Måske ville det danske samfund faktisk have godt af at indføre en månedlig selskabsleg, hvor man skulle sige sandheden om hinanden og hinandens beslutninger. Det generøse samfund burde være interesseret i forskelligartede bidrag. Dygtig ledelse lytter.

Magt er ikke det samme som ret, og magten skal altid konfronteres for ikke at blive rigid – uanset om det er i familien, blandt mennesker, på jobbet eller i samfundet.

Sig det • Skriv det • Del det

Vil du kommentere dette debatindlæg, så gå ind på ALTfordamerne.dk/debat, og skriv din kommentar nederst på siden. Vil du skrive et nyt debatindlæg til disse sider? Send det til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde cirka 900 ord.

LÆS OGSÅ: 9 oversete tegn på stress

LÆS OGSÅ: Se, hvilken frisure der passer bedst til din ansigtsform

LÆS OGSÅ: 11 problemer du har med din krop - og hvordan du løser dem