"Jeg er nok den eneste chefredaktør, der bor i en lille toværelsers"

I kan jo nok alle sammen se, at flaget er på halv i dag. Og det er, fordi Karens far er død", sagde min lærer, da jeg var kommet ind i klassen. Det hele forsvandt under mig. Jeg sad bagerst i klassen og kunne bare mærke, hvordan alle havde lyst til at vende sig om og glo på mig, men de turde ikke. Jeg hadede min lærer i årevis for det. Hun har selvfølgelig gjort det i bedste mening, men det var frygteligt!

Den slags var jo forfærdeligt tabubelagt dengang, og hun valgte da om ikke andet at håndtere det. Men jeg ville jo bare gerne have det på min måde. Det er ikke uden grund, at mit kæle-/øgenavn er Kontronella! Jeg vil helst have fat om det hele. Og jeg tror da også, det kommer af det, der skete dengang. For når du oplever, at det hele eksploderer under dig, bliver du meget kontrollerende.

LÆS OGSÅ: Erik fik en ny kæreste 1 måned efter sin kones død

Rødhårede Karen Bro er en af de højest placerede kvinder i den danske mediebranche. I 2011 blev hun udnævnt til chefredaktør for Ekstra Bladet – som den første kvinde nogensinde. Og selv mener hun, at farens død af cancer, da hun var 13 år, har været med til at forme hendes vej i tilværelsen.

– Den første tid efter min fars død stod jeg foran vinduet og kiggede efter min mor for at være sikker på, at hun kom hjem igen. Du får noget paranoia. Af bevidstheden om, at alt kan ske – også alt dårligt. Det sidder da stadig i mig. Det kan man vende og bruge til noget positivt – at det gælder om at få noget ud af det, mens du er her. Det har jeg også gjort. Til dels. Det kan være der, mit mod kommer fra. Måske.

– Dengang var der ikke noget med sorggrupper for børn og den slags. Men det skulle jeg selvfølgelig have haft. Det er jo et kæmpe chok. Tæppet bliver revet væk under en. I mange år efter tænkte jeg, "det her kommer til at gøre et eller andet ved dig – det bliver bygget ind i din personlighed, men du ved ikke hvordan". Det har fyldt rigtig meget. Det fylder.

– Og selvfølgelig følger det en på flere måder – hvad mon han ville sige til, at hans datter blev chef på Ekstra Bladet? Ville han sige: "Hold da op, hvad laver du på dén avis?!", eller ville han synes, det var cool? Ligesom jeg har sådan noget langt-ude-noget med, at hvis jeg er ude i krise i mit liv, og det pludselig vender og går godt, så har jeg tænkt, om han sidder og holder øje med mig et sted. Det sidder i knoglerne og bliver en del af din personlighed. På godt og ondt.

– Jeg har aldrig været forbi en psykolog med det. Jeg har snakket en del med folk tæt på mig, og jeg bruger meget tid på at tænke over det selv.

– Begge mine forældre kommer fra bondeslægter. Man piver ikke. Det er også på godt og ondt. Jeg håndterede det ikke rigtig fedt som 13-årig. Jeg ville ikke have, at folk så, at jeg græd. Og troede, jeg kunne gå i skole og lade som ingenting, da han døde, selvom hele byen selvfølgelig vidste det.

– Vi vidste, at han var dødeligt syg, og et eller andet sted er det også en lettelse, når det sker. En kæmpe sorg, men også en lettelse. At man kan komme videre.

Jeg havde ikke fortalt nogen, at han var syg – hvilket viser alt om, at jeg ikke kunne deale med det.

LÆS OGSÅ: Forelsket, nygift, gravid... og enke 

Indremission og dårligt selvværd

Karen Bro er vokset op i Haslev, en lille flække på Sydsjælland. I sin tid indremissionsk højborg – og det var sikkert også derfor, at forældrene kom dertil, mener hun, eftersom moren kom fra et indremissionsk hjem i Jylland, men altid joker med, at det ikke var helt så radikalt: "Vi måtte da både danse og spille kort"! Faren var fra et kristent hjem på Fyn, hvor man gik i kirke og bad bordbøn. Og Karens forældre gik da også i kirke hver søndag. Som barn var Karen selvfølgelig med.

– ...indtil jeg blev stor nok til at sige, at jeg kedede mig. Så fik jeg lov til at blive hjemme. Vi har aldrig bedt bordbøn hjemme, men jeg skulle bede aftenbøn hver aften. Jeg var 15 år, før jeg turde lade være. Jeg var bange for, at noget ondt ville ramme mig, når jeg holdt op.

I mange år drev forældrene en gård, der leverede mælk og æg og anden proviant til byens kostskole. Karen var efternøler og "sikkert en lille, forkælet møgunge". Og fordi forældrene arbejdede hjemmefra, var hun ikke i institution. Det betød også, at der ikke rigtigt var nogen legekammerater. Ud over hendes bror og søster, henholdsvis ti og ni år ældre, som hun så hang om benene på.

– Jeg kedede mig, fordi jeg ikke havde nogen at lege med, indtil jeg kom i skole. Så jeg plagede dem og så samtidig enormt meget op til dem. De var rollemodeller for mig – min bror med sin interesse for musik og min søster særligt i forhold til at lære andre sprog. Jeg elskede at læse – og at få læst højt, før jeg selv kunne læse. Gå på biblioteket med min far.

– Jeg elskede min far. At sidde og læse sammen med ham var superfedt. Desværre troede han ikke så meget på sig selv. Han havde ikke så stort selvværd. Og et sortsyn. Det havde jeg en meget tidlig fornemmelse af. Han havde lidt den der, at "vi var ikke rigtigt noget, vi kunne ikke noget" – den syrede i hvert fald så meget igennem, at jeg mærkede den meget tydeligt, selvom jeg ikke var særlig gammel. Jeg talte med min søster om det, og jeg husker bare, at det virkelig var en stor lettelse at tale med hende om det, for hun oplevede det på samme måde. Det er noget, jeg har været enormt vred på ham over, for det synes jeg, at jeg har skullet slås meget med. Men omvendt kan jeg også vælge at være glad for det – for så kan du komme ud på den anden side og sige, "nej, fandeme nej – vi kan også noget!".

Kvinder kan alt!

Farens død vendte op og ned på det hele. For Karens mor betød det, at hun i ét hug mistede sin mand, sin bolig og sit job. Alt var bundet op omkring farens arbejde. På det tidspunkt boede de nemlig i en bolig, der hørte til den skole, hvor faren havde taget arbejde som pedel, og moren lavede kaffe til lærerne og gjorde rent på skolen. I stedet fik hun job som hjemmehjælper

– 12 dage arbejde, 2 dage fri – og et hus via kommunen. Socialt boligbyggeri.

– Der bor hun stadig. 88 år gammel i et 100-kvadratmeters hus med have og klarer det hele selv. Hun er stærk som en bjørn og et fantastisk forbillede for mig. Der er ikke noget, kvinder ikke kan!

Karen Bro retter på de sorte divasolbriller med ovale glas fra Prada. Vi sidder på en rå træbænk midt i den herlige kombination af eftermiddagssol, vejarbejde og vesterbrosk leben uden for vinbaren Bevi Bevi. Karen Bros favorit. Hendes lille private "Sams Bar", som hun siger. Det er her, hun ofte hænger ud, får sig en sludder med Phillip, der ejer stedet, mødes med sine venner over en italiensk øl, eller bare puster ud efter en hektisk

dag på jobbet.

LÆS OGSÅ: Søren Østergaard: "Jeg valgte kærligheden frem for barnet" 

Nyskilt

Kvinder kan alt. Ja, det er hun jo selv beviset på. Via stillinger på BT, Berlingske Tidende, 24 Timer, DR og nu Ekstra Bladet har hun bevæget sig støt op ad karrierestigen. Og også prioriteret det. Alligevel har Karen Bro måttet sande, at karrieren kan kræve sin pris. I starten af året blev hun nemlig skilt fra sin mand gennem 15 år, journalisten Michael Krusell.

– Nu bor jeg lige deroppe, siger hun og peger på ejendommen overfor. I en fremleje. Jeg er nok den eneste chefredaktør, der bor i en lille toværelsers på Vesterbro. Med brusekabine i soveværelset!

– Det er jo aldrig planen at blive skilt. Men heldigvis taler vi godt sammen og har en god konneksion. Jeg flyttede ud for at finde ud af, hvad jeg ville. Det er jo ikke noget, man gør lige pludselig, men jeg havde... ja, en stor rastløshed og enorm lyst til at være mig selv og var i tvivl om, hvor jeg var i det forhold. Så jeg flyttede ud, foranlediget af gode venner.

– Det kommer nok aldrig helt bag på nogen. Sikkert heller ikke på min eksmand. Men jeg har da gjort et menneske, jeg godt kunne lide, ked af det, og det synes jeg ikke er fedt. Men jeg ved, jeg har gjort det rigtige. Og det er på en eller anden måde en frisætning. Ikke fordi Michael holdt mig tilbage i forhold til mit arbejde, det gjorde han ikke. Vi vidste begge to, at mit job ville komme til at fylde meget, men vi har kunnet rumme det. Ingen har lagt bånd på mig, men i et forhold lægger man måske selv nogle bånd. Måske putter man sig selv ind i nogle rammer, hvor man regner med, at der er nogle forventninger. Så det er også et spørgsmål om at sætte sig selv fri. Fra sig selv, hvis du forstår, siger hun og lægger solbrillerne på bordet.

– Og jeg kan i hvert fald mærke, at jeg rent arbejdsmæssigt aldrig har haft det bedre. Jeg kan flette arbejde og fritid ind i hinanden, præcis som det passer mig.

50-årskrisen

– Det vidunderlige er, at jeg aldrig kommer til at synes dårligt om de 15 år, vi har haft. Og jeg er meget lykkelig over, at vi stadig taler sammen og kan ses. Det betyder alting. Vi deler samme enorme interesse for rockmusik og kan stadig gå til koncerter sammen, og vi elsker også kunst. Så venskabet forbliver. Men selvfølgelig er det da vemodigt.

– Det er klart, at når der bliver bygget et job af den her art oven på et forhold – et job, der fylder så meget, og hvor du mentalt også kan forsvinde indimellem – så gør det altså noget ved forbindelsen til hinanden. Det er ikke noget, han har klaget over, men måske mest noget, jeg har følt. Det er præcis det, jeg mener med, at man skal sætte sig selv fri.

– Det er sgu nok 50-årskrisen!

Hun griner højt og roder op i de ildrøde lokker.

– Jeg føler mig også som en omvandrende kliche. Ha, ha. Men det er klart nemmere at være 51, end det er at være 25. Man hviler mere i sig selv. Nu ved man, at det er det, man kommer fra og er bygget op af, der har spillet en rolle i forhold til de ting, der er sket i ens liv. Man udvikler sig jo hele tiden og er nødt til at mærke efter, hvad der sker løbende. Det hele er jo ikke bare noget, du styrer benhårdt oppe fra hjernen. Det kommer hernede fra, siger hun og lægger en hånd på maven.

– Og så bliver man bare nødt til at reagere fornuftigt på det.

– Det var ligesom dengang, jeg var på Berlingske Tidende – det var mit drømmejob, alt var godt, og så begyndte der bare at komme den her uro nedefra. Og på et tidspunkt bliver du nødt til at stoppe op og lytte til, hvad det er. Noget inde i en selv, som ingen kan gøre for, men som bare skal et andet sted hen. Det er klart, at det har nogle større omkostninger, når der er mennesker involveret. Min eksmand har desuden en søn på 18, Kasper, som har været i mit liv, siden han var to og et halvt, så det er da mærkeligt. Men heldigvis er Kasper og jeg venner, og jeg holder meget af at invitere ham ud at spise eller i biffen, så jeg kan høre om hans liv. Jeg har aldrig selv villet have børn. Det er en af de ting, jeg har været helt sikker på altid. Selvom de da kan være søde nok. Haha. På lang afstand. Kasper har jo været en slags barn for mig – og ham kan jeg faktisk rigtig godt lide.

– Men hele det der familiebillede eksploderede jo for mig, da jeg mistede min far. Det, man ikke troede, kunne ske, skete. Fuldstændig chokerende. Og tabte jeg så troen på, at jeg kunne skabe en familie selv en dag dér? Måske. Måske ikke.

Nobody likes you

Arbejdsmæssigt stortrives Karen Bro i orkanens øje, som jo meget ofte er der, Ekstra Bladet placerer sig som Danmarks måske nok mest udskældte medie med rekordmange sager i Pressenævnet. Avisen er vigtig, siger hun. For "det er vigtigt, at nogen holder magthaverne i ørerne og ikke går bagover af respekt for autoriterne. Som har en vis portion respektløshed i forhold til det samfund, der omgiver os". "Nobody likes you" står der med dryppende bogstaver på et indrammet silketryk, hun har hængende på sit kontor.

LÆS OGSÅ: Ingen vidste, hvor utrygt der var i Lotus Turélls barndomshjem  

– Jeg synes, det er passende hver morgen at blive mindet om, at vi ikke er venner

med nogen her på Ekstra Bladet, griner hun og tænder sig en Manitou – en øko-cigaret, som hendes egen avis, med henvisning til den brune pakke af genbrugslignende papir, har kaldt "et kræftfremkaldende produkt, markedsført med øko-salgsgas".

– Man skal ikke være næsegrus over for autoriteter. Vi stiller spørgsmålene på vegne af folk. Hvis de for eksempel er blevet uretfærdigt behandlet. Vi har altid været et kontroversielt medie, så selvfølgelig er der også mange, der bliver sure på os. Det skal man kunne tage. Man skal ikke være konfliktsky, hvis man sidder i min stol. Man skal tro på projektet og synes, at det, man laver, er vigtigt. Og det synes jeg.

– Jeg er ikke for fin til at vide, at jeg er til det hele. Vi laver afsløringer, som giver genlyd, vi underholder, vi er frække, vi skriver om sport, kendte mennesker og store kriminalsager, som belyser, hvad der foregår i underverdenen – alt sammen side om side. Vi vil alle sammen godt have det alvorlige, det, der betyder noget, og det, der indignerer os. Men vi vil også gerne slappe af, underholdes og grine lidt. Og alle mennesker kan godt lide en god historie – den, man lige tager over hækken. Som alle snakker om

– også dem, der læser Berlingske og Politiken – selvom de ikke vil indrømme officielt, at de synes, det er interessant. Og dét er noget hykleri. Det er det, jeg godt kan lide ved vores avis. Der er ikke noget hykleri fra vores side. Vi er der, hvor de fleste mennesker er.

Følelsesporno

– Vi fortæller om mennesker og følelser. Og så kalder folk det "følelsesporno". Det er igen noget hykleri. For der er jo ingen, der ikke bliver berørt af en historie om noget, der kan ske for os alle sammen på et splitsekund. At du kører derudad på motorvejen med din familie, og pludselig er der en, der kører i den forkerte side, og så er det hele slut. Det kan ske for alle. Og det rammer alle på følelserne. Derfor fortæller vi historien med følelser i.

– Det, der driver mig, er journalistik. Og jeg har aldrig diskuteret så meget journalistik før, som jeg gør nu. Vi laver journalistik, der går til kanten, og når du gør det, bliver du nødt til hele tiden at være super spids på, hvad du laver. Vi har hele tiden diskussioner på redaktionen om, hvad vi kan bringe – kan vi bringe de her billeder? Er de vigtige for historien? Kan vi tillade os at gå så voldsomt til den her person? Og prøver nogen at undgå os, konfronterer vi dem. Vi har voldsomme diskussioner på redaktionen, for der er jo aldrig noget facit.

– Jeg er selv i tvivl masser af gange. Men så må man turde tage en beslutning – vel vidende, at den kan være forkert. Og jeg tror, jeg er rimelig modig. Det kræver det her job. I første omgang overhovedet at sige ja til det. Men da Poul Madsen, som er avisens ansvarshavende og en god ven af mig, lagde det frem for mig, og jeg lidt tøvende fik sagt, "det tror jeg ikke, jeg kan – eller tør", var det bare, som om han ikke lyttede. Det er en særlig evne, han har. Så kigger han bare ud af vinduet og siger, "ja, ja". Han hører slet ikke efter, når man giver udtryk for sin angst eller tvivl. Poul er virkelig god til at give et los bagi. Han har betydet meget i forhold til, at jeg har turdet tage nogle vigtige valg i livet.

Udfordringen som chef er i hvert fald til at tage at føle på. Ekstra Bladets oplag styrtdykker. Og hvordan har hun det egentlig med det – at stå i spidsen for en avis i frit fald?

– Ekstra Bladet er dagligt i kontakt med omkring en million danskere i kraft af Eb.dk og vores web-tv, så på den måde står vi stærkere end nogensinde. Avisens oplag er ganske rigtigt i voldsomt fald – det er jo desværre virkeligheden for papirmediet verden over. Det har jeg da været trist over i perioder, men man kan ikke sætte sig ned og tude over det. Man må kæmpe for at finde andre holdbare forretningsmodeller, og det gør vi – i al beskedenhed – ganske godt. Det er både enormt hårdt, men også enormt privilegeret at være med i disse brydningsår, som bliver afgørende for mediernes fremtid. 

LÆS OGSÅ: "Jeg var 100 procent sikker på, at jeg skulle dø"

LÆS OGSÅ: 7 sundhedsråd du absolut ikke skal følge

LÆS OGSÅ: Peter har været død. Når man ikke har puls, er man død