Erik Bjørn interview - her får du hele historien

9. august 1997

Taarbæk Kirke er tæt pakket. Glade gæster i festtøj. Og et nyslået ægtepar. Maj og Erik, som netop har modtaget Guds velsignelse af deres allerede ti år gamle og bundsolide kærlighed. Hun i lang, råhvid kjole, og han i smoking. Da de træder ud i solskinnet, til en regn af riskorn og jubelråb, og med deres lille nye søn, Magnus, på armen, kan de kalde sig hr. og fru Bjørn.

Selvom det mest var Majs ønske med det småpompøse kirkehalløj, føles det godt at fejre kærligheden til den kvinde, man elsker, tænker Erik. Livet er smukt, og at kærligheden skal vare ved og plejes, ”indtil døden jer skiller”, som præsten, Thorkild Grosbøll, har sagt, føles helt naturligt. Et løfte om at holde sammen og ikke løbe fra hinanden, hvis nu en af dem skulle blive syge, eller tilværelsen på anden vis skulle udfordre dem. Maj er den kvinde i hele verden, han allerhelst vil tilbringe livet og blive gammel sammen med.

3. maj 2013

Uden for Taarbæk Kirke hænger Dannebrog fladt ned ad stangen. På halvt. Solen skinner fra en klar, blå himmel, og ikke en vind rører sig. Indenfor er kirken fyldt til randen. De, der har fundet vej hertil i dag, er klædt i mørkt tøj. Midt i kirken står en hvid kiste, dekoreret med blomster i hvide nuancer. Og fra et mindre, interimistisk anlæg lyder tonerne fra Leonard Cohens ”Anthem”.

”Til døden jer skiller” er alt for tidligt blevet en realitet for Maj og Erik. De forudgående fire og et halvt år har Maj kæmpet en tapper kamp mod kræften, men måtte til sidst opgive. 48 år gammel.

1. juli 2013

”Erik er i et forhold med Cathrine Palm Axel”. Sådan lyder den statusopdatering, Erik Bjørn deler med sine venner på Facebook denne mandag. Lige siden han tilfældigt mødte Cathrine, har forvirrede sommerfuglene basket rundt i maven på ham. Han er forelsket. Ganske enkelt.

Nogle har kigget – og været ved at køre galt af samme årsag – på gaderne i Taarbæk, når han er kommet gående hånd i hånd med sin nye kæreste.

– Det ville jeg sikkert også selv gøre, siger Erik Bjørn.

– Taarbæk er et lille samfund, og jeg valgte altså fra dag ét, at jeg ikke ville snige mig langs panelerne hverken i mit eget hus eller i mit lokalmiljø. Jeg kunne lige så godt få proppen af flasken og få det spredt så hurtigt som muligt. Og jeg ville gerne kommunikere det ud. Jeg elsker sgu da Cathrine, og jeg vil gerne sige det højt. Jeg har intet at være flov over.

– Jeg har elsket og æret Maj. Jeg har gjort alt for hende, og det vidste hun også godt. Og så er der altså ikke nogen, der skal pege fingre ad mig, fordi jeg prøver at leve mit liv videre. Hvis Majs sygdom har lært mig noget, så er det, at man skal leve livet, mens man er her. Der er bare ingen garanti for, at vi alle bliver 90 år!

– Efter Majs død befandt jeg mig i et totalt tomrum. I det sidste forløb, det sidste halve år af hendes liv, ændrede vores liv og vores forhold sig helt naturligt. Vi var stadig meget tætte og fortrolige, men fra at være meget elskende og sensuelle, fysisk tætte, blev det mere et patient/plejerforhold, eftersom det i høj grad var mig, der passede hende her i vores hjem. Der var selvfølgelig ikke overskud til noget intimt. Ingen havde nusset mig i nakken eller holdt mig i hånden. Jeg havde holdt i hånden…

– Efter Majs død havde jeg pludselig ingen at sige godnat til – ud over børnene selvfølgelig. Ingen at dele en flaske rødvin med, at fortælle om din dag til… Maj var min soulmate – igennem knap 30 år – og pludselig var hun væk.

Cathrine er 43 år, har været fraskilt i 12 år og har, ligesom Erik, to teenagebørn – faktisk på præcis samme alder som Eriks: 14 og 16, og som Eriks: pigen yngst, drengen ældst. Det kunne ikke passe meget bedre. Og heldigvis syntes Eriks to børn, Laura og Magnus da også, at det bare var ”superfedt”, at deres far havde mødt en ny kvinde. Det fortalte han dem nemlig allerede dagen efter, han havde mødt Cathrine, og hun og Erik spontant havde tilbragt tre timer med vin og snak på restauranten Saint Jacques på Østerbro. De to teenagebørn ville hellere se deres far smile end have, at han sad og kiggede på gamle billeder af deres mor og græd, som Magnus sagde.

LÆS OGSÅ: Michelle Hviid: "Forladt for tredje gang på et år"

Men det faldt tydeligvis nogen for brystet, at Erik så hurtigt efter Majs død havde ladet sig indfange af en ny kvinde. Det gjaldt nu ikke Eriks meget gode ven, blærerøven Mads Christensen, som ironisk kommenterede det med vanlig humor: ”Arrh, Erik, nu må du fandeme også lige være lidt på græs – du er eddermame en nem kunde i butikken!”. Andre reagerede mere ud fra normer og fordomme om, hvordan man ”bør” tackle en sorgproces. Og satte spørgsmålstegn ved, om Erik nu også mødte Cathrine efter Majs død.

– Flere har brugt den med, at ”nogen har sagt” i stedet for at sige ”jeg mener”. For eksempel ringede en og sagde, at nogen i omgangskredsen – mest kvinderne – er helt sikre på, at du har haft et forhold til Cathrine, før Maj døde. Og der må jeg bare sige, at jeg synes, folk er utroligt dumme. Hvis ikke jeg har haft en kone, der skulle plejes i hjemmet, har jeg pendlet frem og tilbage til hospitalet flere gange om dagen ind imellem arbejde og børn og indkøb og madlavning – samtidig med at jeg skulle passe både Majs og mit eget job på studiet… Hvornår skulle jeg have haft tid til at have en affære! Jeg kan slet ikke forstå, hvordan de kan få det over deres læber. 

Men hvorfor skal jeg egentlig stå til regnskab for det? Som Mads har sagt: ”Erik, ingen skal bestemme, hvor længe du skal gå i sort skjorte”. De færreste har prøvet at være i et sygdomsforløb, der strækker sig over fire og et halvt år. Og jeg vil bare sige: I aner ikke, hvordan det er at pleje sin elskede, døende kone igennem et halvt år. Og nej, ingen skal fortælle mig, at jeg skal gå i sort skjorte i hverken syv måneder eller syv år. Det bestemmer jeg selv. Havde jeg mødt Cathrine efter et halvt år, havde de alligevel syntes, det var tidligt. Nu valgte jeg at være 100 procent ærlig, så da Cathrine og jeg havde kendt hinanden i knap en måned, valgte jeg at offentliggøre det på Facebook, så ingen skulle sige, ”nåå, jeg har hørt…”. – Man kan sagtens sørge og savne, selvom man er i et nyt forhold. Cathrine og jeg taler meget om Maj – ja, faktisk hver dag. Det er på ingen måde tabu, og jeg tænker på Maj mindst en gang i timen. Jeg elsker stadig Maj, og jeg elsker Cathrine. Det er ligesom med børn – man holder jo heller ikke op med at elske nummer et, fordi man får nummer to. Cathrine er et ekstremt rummeligt menneske, og hun siger, ”Erik, jeg ved jo godt, at hvis Maj trådte ind ad den dør nu, så var jeg her ikke mere”. Pyh, det er jeg lige ved at tude over…

Forud for mødet med Cathrine er gået et langt og godt familieliv med Maj og deres to børn. Med passioneret kærlighed og en meget sammensmeltet tilværelse. Maj var den, Erik allerhelst ville tilbringe sin tid og sit liv med, så de foretog sig alting sammen.

De mødte hinanden allerede som 19-årige, flyttede sammen – først i en lejlighed på Frederiksberg og siden, i 1991, til Taarbæk. De fik børn, blev gift, havde båd, startede eget fotograffirma, som Maj også kom med i, som administrationschef, og kastede sig tilmed ud i at købe et hus i Italien, kun et år før Maj ramtes af sin kræftsygdom. Eller nærmere bestemt: en ruin, der skulle blive til et hus. Det var deres største drøm. Det var næsten, som om det gik lidt for godt, som Maj næsten hybrisagtigt kom til at give udtryk for. For så kom 2008 med finanskrisen og den ubarmhjertige udmelding fra lægen en septemberdag på privathospitalet Hamlet, som for alvor rev tæppet væk under deres tilværelse. ”Maj, det er rigtigt, du er syg. Du er meget syg”, sagde han. ”Du har tyktarmskræft med metastaser på leveren”.

Erik husker, hvordan alle lydene i den lille lægekonsultation forsvandt. Noget rungede, og det var, som om synet også tågede til et kort øjeblik.

Diagnosen kom som det ondeste lyn fra en klar himmel. Der var kun 30 procents chance for at overleve. Både Maj og Erik var i chok. Mavesmerterne havde kun været der et par måneder, og i værste fald var det måske tarmslyng… Ingen havde regnet med en akut operation allerede dagen efter. Maj valgte den positive det-skal-nok-gåattitude, og Erik lagde ansigtet i passende positive folder, mens tankerne inde bag kørte rundt. Men det her var et fælles problem, der skulle tackles sammen, var de ikke i tvivl om.

Sideløbende med at huset i Italien blev sat i stand, bølgede Majs sygdom op og ned. Huset var hendes livsmål. Hun ville opleve det færdigt. Gå rundt på bare tæer og hygge om sin familie og sine gæster.

Maj var en stærk kvinde, som ikke lige sådan lod sig knække, så selvom de store operationer, hun var igennem, sammen med den efterfølgende kemo, umiddelbart malkede hende for kræfter, var hun hurtigt på sporet af en nogenlunde normal tilværelse igen: med morgenbadning i Øresund, løbeture, ture på mountainbike i Dyrehaven og pligter på jobbet og i hjemmet.

Første sommer i huset – i 2009 – gik fint. Maj var blevet erklæret ”fri af sygdom”. Og herefter fulgte kontrolscanningerne, som gjorde, at de mellemliggende perioder blev endnu hårdere end sygdomsperioderne. For der var livet igen på spil. Og allerede til jul var den gal igen. Kræftcellerne havde igen angrebet leveren. Så det var forfra med stor operation og efterfølgende kemo.

– Jeg forstår godt, at nogen vælger at gå fra hinanden, for er du sindssyg, det er hårdt! Hvis ikke man har det så tæt, som vi havde det, og den historik sammen, så forstår jeg godt, at man flygter. Men vi skulle jo bare klare det her. Sammen.

Og Maj klarede sin anden store leveroperation i foråret 2010 uden at ende med stomi, som hun hele tiden frygtede. Ved juletid var den så igen gal. Maj havde fundet en knude lige under brystet, midt på. Kræften ville ikke slippe taget og havde nu spredt sig til bughulen. Umiddelbart kunne de ikke operere, mente lægerne, og Maj kom i et meget langt kemoforløb, som strakte sig langt ind i 2012. I august blev hun alligevel indstillet til operation i Århus, men her måtte man desværre give op med den benhårde melding: ”vi har åbnet dig, og vi kan ikke gøre noget”.

LÆS OGSÅ: "Jeg hader tanken om, at nogen skal komme og gøre mig forelsket"

Her var jeg ved at være noget tyndslidt i nervesystemet, men jeg skulle stadig holde fanen højt og jo også fortælle børnene, hvordan det hang sammen. Jeg husker, at vi sad rundt om bordet ovre i min fars sommerhus i Ebeltoft, mens Maj var på hospitalet i Århus. Jeg fortalte, at det ikke var gået så godt – jeg sagde ikke, ”og hun dør”, men at hun skulle have kemo, og så måtte vi se, hvad der skete… Jeg spillede lidt et spil, men jeg løj ikke. Vi valgte hele vejen igennem at være ærlige over for børnene, men vi malede ikke med den brede pensel.

Kemo igen. Denne gang livsforlængende. Selvom det kun gik ned ad bakke – og mere hastigt nu – insisterede Maj på at komme ned til Italien på efterårsferie. Men dernede fik hun voldsomme smerter, så da ferien var ovre, samlede Eriks far og stedmor hende op i lufthavnen og kørte hende direkte på Herlev, hvor hun dagen efter blev opereret akut. Det endte med stomi.

Kræften havde nu overtaget, og kiloene raslede af Maj. Hun kunne ikke længere optage væske, så Erik gav hende to liter intravenøst hver dag, ligesom han også smertestillede hende med morfin det sidste halve år. Personalet på Herlev havde oplært ham, så Maj kunne være så meget hjemme som muligt den sidste tid. I påskeferien 2013 tog Maj afsked med sit elskede hus i Italien. Hun vidste, at hun ikke kom tilbage til deres drømmehus. Det gjorde hun også klart både for Erik og for børnene. Og de græd alle over den barske virkelighed, som nødvendigvis måtte ses i øjnene.

Skolekonflikten faldt meget belejligt efter påskeferien og gav familien mere tid sammen. Og samme dag, som konflikten sluttede, søndag d. 28. april, døde Maj.

Erik vågnede kl. seks om morgenen. Instinktivt. Solen skinnede fra en klar, blå himmel. Det var den første rigtige forårsdag oven på en lang vinter. Han kunne se hendes halspulsåre, som var meget tydelig, fordi hun nu var så tynd. Hun lå på ryggen og trak vejret anstrengt. Han nussede hende i håret, talte til hende, holdt i hånden. Af en eller anden mærkelig årsag vidste han, at det var nu. Han prøvede ikke at vække hende, men var hos hende hele tiden.

Aftenen før havde hun spist sin aftensmad med Magnus – godt nok for første gang i sengen, fordi hun ikke havde kræfter til at gå ned ad trappen, hun havde børstet tænder, tjekket Danløn angående firmaet og vejrudsigten for næste dag.

– Og det her er det stærkeste, jeg nogensinde har oplevet: cirka klokken 8, mens jeg lå og nussede hende, kunne jeg se, at pulsen stoppede. Ti sekunder efter holdt hun op med at trække vejret og var død. Der var ingen violiner eller harper. Ingenting. Var det det liv? Jeg er meget lidt troende og slet ikke til alt det her spirituelle, men tro mig: sjælen forlader kroppen. Jeg stod op, tårerne løb bare ned ad kinderne på mig, og jeg åbnede terrassedøren. Det var en helt sindssygt stærk oplevelse. Det stærkeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg kan dårligt forklare det… Kort efter hun holdt op med at trække vejret, var det, som om der var noget i rummet. Nogen. Så jeg åbnede terrassedøren, og solen væltede ind i soveværelset. Og jeg kunne mærke, at hun fløj ud, og i sengen lå kun skallen tilbage. Den kvinde, jeg havde kendt og været kæreste med, siden vi var 19, lå nu død der i sengen.

– Det var det smukkeste – at jeg var hos hende. Jeg tror, hun har tænkt, at det var en rigtigt god dag at flyve. Helt udramatisk. Ingen tabuer skal få lov at fylde mellem Erik og hans nye kæreste, Cathrine, har de aftalt. Så de taler tit om Maj, og særligt ét spørgsmål trængte sig på fra Cathrines side.

– Hun havde længe gået lidt rundt om den varme grød, og fik så en dag spurgt mig, om det var mig, der hjalp Maj på vej til sidst ved at give for meget morfin. Det var jeg klar til at gøre, men det blev ikke nødvendigt, for det sidste døgn smertestillede kroppen selv, mens den lukkede ned. Jeg kunne sagtens have givet en større dosis, så jeg var sikker på, at hun sov ind. Men det sidste døgn sagde hun nej tak til indsprøjtningerne.

Det blev en fin og smuk søndag, hvor de allernærmeste – uden det var spor planlagt – kom og sagde farvel til Maj. Så mens hun lå i sin seng, var terrassen fuld af omkring 25 venner og familiemedlemmer, der kom for at give deres støtte og vise deres sidste respekt.

Det var ikke meget, de havde talt om døden. Det ønskede Maj ikke, hun ville kun tale om livet. Men Erik vidste dog, at hun ønskede at blive brændt og få sin aske spredt i Øresund. Sådan blev det. En smuk forårsdag sejlede de ud, og da de lå lige ud for huset, slog de motoren fra, og Erik tømte asken ud i det spejlblanke hav, mens der blev kastet buketter og drysset blomster ud.

– Det så fantastisk ud, og det var et dejligt punktum at sætte oven på en svær og hård tid. Under den sidste tur til huset i Italien havde Maj betroet sig til Eriks tante, Lene. I en stille stund i solen uden for huset havde hun sagt: ”Lene, jeg tror ikke, jeg er her ret meget længere, og jeg tror ikke, jeg kommer her mere. Vil du ikke gøre mig en tjeneste at sige noget til Erik, når jeg ikke er her mere….Vil du ikke godt sige, at mit største ønske er, at han finder en så hurtigt som muligt?”.

Tårerne flyder ned ad kinderne på Erik, da han fortæller det.

– …Så på vej ind i døden var Majs sidste ønske, at jeg ville få det godt og finde en kæreste igen. Efter knap 30 år kendte hun mig godt. Jeg er rigtigt glad for at være sammen med andre mennesker og være noget for andre. At have en kæreste at være sød ved, købe blomster og en gave til, sidde en sommeraften til Over nytår flyttede parret sammen i nyt hus kun et stenkast fra det gamle, hvor Erik boede med sin nu afdøde kone, Maj. Her er der er plads til deres fire teenagere. ”Ingen skal bestemme, hvor lang tid jeg skal gå i sort skjorte – og hvorfor skal jeg egentlig stå til regnskab for, hvad andre tænker og tror?” klokken 2 ude på terrassen og drikke lidt for meget vin... Det vidste hun jo. Dét var hendes sidste ønske. Og det skete jo så.

– Det her forløb med Majs sygdom har lært mig, at man skal gøre tingene nu. Det er fandeme vigtigt. Man må sørge sideløbende med, at man lever sit gode liv færdigt. Livet skal leves videre, og jeg tror kun, at jeg er her én gang. Jeg sammenligner det lidt med en bog, som jeg har fyldt med mit liv sammen med Maj. Og vi har haft en meget, meget smuk bog sammen. Den er nu skrevet færdig, der var desværre ikke flere sider i den, og nu har jeg sat den over på hylden, hvor den kan passe godt på alle vores gode minder. Og så har jeg åbnet en ny, som jeg kun er nået et par sider ind i. Jeg ved ikke, hvad den ender med, eller hvor lang den bliver.

LÆS OGSÅ: Tv-vært Peter Mogensen: far efter one night stand