Populære par

Derfor er disse stjerners privatliv så interessant

Hvorfor interesserer det os, hvordan et par, vi ikke kender, bor, om et ægteskab forliser eller hvordan hverdagen (næsten) hænger sammen i andre familier?

Berlingske ville aldrig skrive om et gennemsnitlig pars rodede hjem uden en helt særlig anledning. Men i 2011 var det alligevel så interessant med rodet i en entre, at en artikel skulle indledes med det.

"Renée Toft Simonsen åbner lidt besværet hoveddøren iført grøn tophue, lang bredstribet bomuldskjole, kondisko og en skraldepose i hver hånd. Undskylder familiens cirka 30 par støvler og sko, der flyder i éntreen, imens hun forgæves forsøger at skabe fri passage ved at skubbe til en enkelt sko med sin ene fod."

I den kontekst interesserer det os. Der er tale om "kendisrod". Og i samme boldgade finder vi det også så uhyre interessant, at den tidligere supermodel skal skilles fra sin rockstjerne-mand, at det giver mening, at de sendte en pressemeddelelse ud om deres brud til den samlede stand af dansk presse.

Selvom gennemsnitlige par, der står overfor en skilsmisse, måske personligt mener, at det er et anliggende så altoverskyggende, at det burde interessere hele kongeriget, så er det vist sikkert at sige, at det ikke er tilfældet. Det er et lidt mere privat anliggende.

Så hvad er det, der gør, at vi i den samlede offentlighed retter vores opmærksomhed mod udvalgte powerpar og følger dem i tykt og tyndt?

Det har filmanmelder, journalist og forfatter Iben Albinus et bud på.

- Man kan sige, at de helt store stjerner har overtaget den funktion som religiøse forbilleder og guderne - der var både gode guder og sorte får blandt dem - havde i gamle dage, og vi bruger dem både som positive rollemodeller og som skræmmebilleder. Vi elsker at dyrke og ophøje de kendte som positive rollemodeller, siger hun til ALTfordamerne.dk

LÆS OGSÅ: Derfor fascinerer Medinas raserianfald

A-liste-stjerner

Når Thomas Helmig og viven sender en pressemeddelelse om deres brud ud – og den ikke bare arkiveres lodret af journalisterne – så skyldes det, at de to har formået at score sig en plads på én af piedestalerne herhjemme. Oppe i de højere luftlag stod de før i tiden til skue sammen med Casper Christensen og Iben Hjejle, der også formåede at holde balancen i lang tid.

- De er alle det, man kan kalde danske A-liste-stjerner, men når de i en årrække blev nærmest ikoniske par, var det også fordi begge par har lukket danskerne ind i deres private stuer og har poseret for os som ideelle par på forskellige måder. Casper Christensen og Iben Hjejle optrådte som sig selv som hipt skuespillerpar i komedieserien "Klovn", og selv om det var karikeret og fiktion positionerede det dem som ikonisk dansk jetset-par, der udfordrede janteloven. René Toft Simonsen imponerede først danskerne ved at være 80'ernes ansigt og så igen ved at vende modelverdenen ryggen som psykolog og anerkendt børnebogsforfatter med en positiv mærkesag, siger hun.

Udfordrer kønsrollerne

Når vi udpeger vores forbilleder i de glittede magasiner, begrænser vi os ikke blot til vores egen lille andedam. Også i det store udland finder vi forbilleder som eksempelvis "Brangelina".

- Et af de mest beundrede par i de senere år er Brad Pitt og Angelina Jolie fordi de to performer på mange af de parametre, vi synes, er vigtige i dag. De er talentfulde, kreative, stenrige megastjerner og så er de dedikerede til familieliv og børn. Men det er der mange af stjerneparrene, man kan sige om. Det særlige ved Brad og Angelina er, at de også fornyr og udfordrer mande- og kvinderollen. Angelina formår både at være overbevisende, når hun taler børns sag for FN, og når hun drøner om kap med sin lækre kæreste på en motorcykel i Nevadas ørken med sine tatoos dækket af en læderjakke. Samtidig har Brad Pitt fået det til at se super cool ud at være far, når han gik med lille Zahara med sutteflasken stukket i baglommen, og når han tager orlov, mens Angie filmer, forklarer Iben Albinus.

LÆS OGSÅ: Millionærarving lå 28 år i koma

Uperfekt på den perfekte måde

Grunden, til at Rénee Toft Simonsen og Thomas Helmig endte så højt på listen over populære par i Danmark, er, at de ikke var bange for at udstille deres hverdag, mener Iben.

- De blev som par først og fremmest ikoniske rollemodeller, fordi de gentagne gange har optrådt som det ideelle billede på den moderne sammenbragte familie, rodet, men uperfekt på den perfekte måde. De fik det til at se fedt ud at være sammenbragt, noget som mange familier kæmper dagligt med, og var med til at fjerne noget af stigmatiseringen ved det, forklarer hun.

Hvad deres skilsmisse kommer til at betyde for vores syn på dem som rollemodeller eller inspiration i familieførelse og parforhold, vil hun ikke gætte på.

- Parrenes status går op og ned. Når vi ser, at de er fejlbarlige og har de samme problemer som alle os andre, spejler vores reaktion vores holdninger til deres livsvalg. På den måde kan de kendtes popularitet give udtryk for hvilke normer og idealer, vi har i en given tid. Da Nicole Kidman og Tom Cruise gik fra hinanden, blomstrede hendes image og karriere. Hans medlemskab af Scientology truer med jævne mellemrum hans karriere. Den kommende tid vil vise, hvordan danskerne dømmer et af deres yndlingspar i tiden efter skilsmissen, slutter hun.

LÆS OGSÅ: Rénee Toft Simonsen og Thomas Helmig går hver til sit