Derfor sendte Ea Ørum et brev til alle sine ekser

Jeg. Fylder. Meget. Det kan de fleste af mine ekskærester blive enige om i den spørgeskemaundersøgelse, som jeg har sendt dem om vores forliste parforhold. Nu er jeg 33 år gammel og single. Som nærmest aldrig før. Men bag mig har jeg en række virkelig vidunderlige mænd, hvoraf de fleste har fået en ny nummer et i deres liv. Jeg har forsøgt at tage den helt store jahat på i forhold til eksernes nye, vellykkede parforhold, men har ikke kunnet slippe en undren over, hvorfor mine kæresterier ikke rigtigt har kunnet svinge sig op over to år, når nu de samme syv mænd kan løbe væsentligt længere distancer med nye partnere.

De spørgeskemaer, der hungrede efter svar på, hvad der gik galt, og hvorfor vi overhovedet blev et par engang, havde jeg overvejet at sende ud i flere år. For jeg har haft en fornemmelse af, at jeg gentager nogle ikke særligt konstruktive mønstre, som jeg ikke har kunnet gennemskue selv. Og for at få mest muligt ud af de syv besvarelser tog jeg dem med til to parterapeuter, der dykkede ned i de temaer, som gik igen i ekskæresternes svar.

Parterapeuterne mente, at gentagelserne kunne bruges som vinduer til uhensigtsmæssige kærlighedsvaner. De gjorde det også klart, at det at lave en spørgeskemaundersøgelse ikke er for alle, for besvarelserne kan også byde på alt muligt andet end hyggelige hilsner. Flere af mine ekskærester er i dag blandt mine bedste venner, og det har været en trøst, at de stadig har lyst til at have mig i deres liv, for det har ganske rigtigt ikke været særlig rart igen og igen at læse blandt svarene i spørgeskemaerne, at jeg er "opmærksomhedskrævende". Adjektivet, der peger i retning af, at min tilstedeværelse kan være pisse-irriterende, har i øjeblikke fuldstændigt overskygget de mere flatterende ting og smukke linjer, som ekserne også har kunnet komme på. Flere gange har jeg måttet tage en dyb indånding, før jeg læste svaret til spørgsmålet "Hvis du skulle advare andre mod at indlede et forhold med mig, hvordan ville det så lyde", hvortil to dog svarede, at det ville de ikke gøre. De har også alle skrevet, at jeg er mere tolerant end de andre kærester, de har haft. Tak, det lunede også! På den anden side – og man må sommetider le for ikke at græde – så kan jeg godt se, at spørgeskemaundersøgelsen i sig selv kan virke en smule, ja, nu de siger det: opmærksomhedskrævende.

Hvem sagde for meget?

En skrev, "Du er nok den kæreste, som jeg har haft, der har været mest intens og fyldt mest rent personlighedsmæssigt". En anden, "Nogle gange er Ea for meget. Alt for meget". En tredje, "Du kan være meget intens, dramatisk og opmærksomhedskrævende. Men det er samtidig også noget af det gode ved dig". Sandheden er, at det er kommet bag på mig, at jeg skulle fylde SÅ meget. Og det gør mig flov, for min overraskelse afslører manglende selvindsigt. Faktum er også, at ingen af delene umiddelbart vil få mig til at fremstå mere æggende i en eventuel datingprofil: "Opmærksomhedskrævende kvinde på 33 med manglende selvindsigt søger...".

Mændenes udsagn om min åndelige massefylde er det første, som begge parterapeuter, Tanja Glückstadt og Mette Glar-gaard, stopper op ved.

LÆS OGSÅ: Michael Robak: Er det så isært kvinder, der ikke kan holde kæft

– Noget går igen i alle besvarelserne. De skriver, at du er noget særligt, og at det kræver noget at være sammen med dig. De føler, de skal være tydelige, så de ikke forsvinder. At du bliver set som en, der fylder meget, har også noget at gøre med, hvem du er sammen med, forklarer Mette Glargaard.

Det er jo ikke breaking news, at mine ekser og jeg ikke var gode match, men jeg synes stadig, at det her med at være "opmærksomhedskrævende" virker noget abstrakt. Jeg bad derfor en af ekserne om at uddybe, og han fortalte, at det opmærksomhedskrævende for eksempel kunne mærkes i mit blik, som, han følte, ville have noget af ham. Det gjorde mig ikke helt skarp på, hvad det er, jeg gør, men det gjorde mig opmærksom på, at det nok bliver svært at ændre. Jeg husker, at jeg sendte ham, jeg spurgte, nogle meget beundrende blikke, og jeg vil forhåbentlig stirre mindst lige så beundrende på den næste kæreste. Jeg håber, at han vil værdsætte det mere.Tanja Glückstadt tuner sig også ind på forskellene mellem mig og mine eks-kærester:

– De kunne godt være dine modsætninger. Besvarelserne foran mig viser, at det er nogle måske lidt indadvendte og tryghedssøgende mænd. Du tør måske ikke de mænd, der fylder lidt mere?

Flere af mine kærester har jeg været venner med, længe inden vi begyndte at kysse. Jeg har haft tænkt på den slags relationer som stærke, og det er de også – de er i dag stadig trygge venskaber, men de blev ikke til langvarige kæresterela-tioner. Og måske har Tanja ret. Måske har jeg ikke turdet at være kæreste med en, der også selv er "opmærksomhedskrævende"?

Parforhold haves – formål ønskes

Overgangen fra forelskelse (god mad, god sex, gode grin, gode rejser, god tid –

what's not to like?) til regulært parforhold er ekskæresterne også enige om, at jeg virkelig ikke er stormester i. Tanja Glückstadt slår også ned her:

– Du er sikkert ret god til at få tiden til at gå selv, og med tanke på din familiære baggrund, hvor forældre og bedsteforældre er blevet skilt, har du formentlig også lært, at det hele nok skal gå uden en partner. Når jeg læser svarene på, hvorfor I bryder forholdet, så skriver ekserne, at du gerne vil noget "andet" med et parforhold. Men det lader ikke til, at de ved, hvad det så er, du vil. Ved du det?

Jeg har skam en romantisk (og klichefyldt) drøm: Vi er på roadtrip i USA. En mand, mig og måske cirka to børn. Det er en arbejdstur, hvor jeg skal ud og være fru journalist, og hvor min helt vildt kreative og eventyrlystne mand skal arbejde med.

Det bringer Tanja Glückstadt videre, for noget andet, som ekserne ikke er glade for, er min lyst til at arbejde. Drømmen om arbejdsfællesskabet i min romantiske drøm og min manglende vilje til at arbejde mindre, leder Tanja Glückstadt frem til at spørge mig, hvordan jeg har brugt tiden med min morfar som barn. Min morfar er et af de mennesker, der har betydet allermest for mig i min barndom. Jeg fortæller, at vi har arbejdet med at fikse møbler og flyvinger i hans kælder, at vi har holdt lange sommerferier sammen på en svæve-flyvestation, hvor jeg har bakset med de ting, som man nu engang får tiden til at gå med i en hangar. At han var ingeniør, og at jeg renskrev hans rapporter om aerodynamik, at vi byggede skure i hans have, og at han hjalp mig med lektier, når jeg besøgte ham. At vi gik ud og spiste, og at han fortalte mig om sine rejser for FN til Kina og Jordan. Tanja Glückstadt spørger mig, om jeg godt selv kan se det:

– Du har jo lært, at arbejde er en måde at være sammen med andre på. Det er for dig trygt og kærligt. Når du taler om dit job, og når du vil bygge projekter med din partner, så giver det mening for dig. Men sikkert ikke for ham.

For mig er det en ret vild viden, som jeg ikke fatter, at jeg ikke har fanget før (af hjertet tak til ekskæresterne for det indblik – virkelig!). Nu kan jeg så overveje, om jeg vil finde ud af, hvordan jeg kan skrue ned for det opmærksomhedskrævende og min lyst til at dele arbejdsprojekter. Eller om jeg kan finde ham, der vil lege med. Det sidste lyder sjovest.

LÆS OGSÅ: Sisse Sejr Nørgaard om at blive gravid ved et tilfælde

LÆS OGSÅ: Tjek om du er sammen med den rigtige

LÆS OGSÅ: Krise i parforholdet: her er faresignalerne