"Jeg skylder ikke nogen at være køn, have tonede overarme eller et BMI på 22"

For et par uger siden fik jeg et gnavsår på samvittigheden. Jeg taler ikke om et åbent, styrtblødende sår, som hvis jeg havde glemt min datters fødselsdag eller givet min bedste venindes mand en ordentlig tunge-slasker. Næh, det var en vag, men vedholdende fornemmelse af, at jeg skyldte. Såret dunkede insisterende, og ingen lindring var at finde af den simple grund, at jeg ikke vidste, hvem min kreditor var. Hvem skulle jeg undskylde over for?

Det gnavede og dunkede, viste det sig, fordi jeg havde brugt en hel dag og en halv nat på at læse nogle af de mange bøger, jeg havde gemt i mit nye virtuelle bibliotek af e-bøger. Det var fyldt med klassikere som Hemingway, ulæste digte af min yndlingspoet Pablo Neruda, romaner af Margaret Atwood, jeg gerne ville genlæse, og en masse populærvidenskab, jeg havde villet læse i flere år, men ikke nok til at jeg ligefrem ville betale fuld pris

for det.

Da jeg næste dag loggede på, blev jeg mødt af en hjælpsom elektronisk feature i biblioteket med navnet "Du er i gang med at læse", der viste alle de bøger, jeg havde læst i dagen og natten forinden. Listen var den litterære pendant til TV3 – jeg havde læst om seriemordere, Nordkoreas rædsler (mere af morbid nysgerrighed end af seriøs interesse) og meget light faglitteratur med titler som "Sex with the Queen" og "Napoleon's Privates". Jeg havde ikke så meget som åbnet Neruda.

Jeg var rystet – kunne det virkelig passe? Jeg synes da, jeg havde bladret i en Atwood eller to? Men beviserne på min platte smag nidstirrede mig fra skærmen. Gnavsåret begyndte at dunke af skam. Og så blev jeg pludselig rasende på den klarsynede måde. Hvorfor i alverden skulle jeg skamme mig over at læse det, jeg har lyst til? Hvem er det, jeg skylder at læse kvalitetslitteratur?

Det er mit indtryk, at jeg ikke er alene. Ganske mange af os render rundt med en imaginær gældsforpligtelse i hovedet. Se bare mængden af facebookstatusopdateringer om kagebagning, løbetræning, teaterbesøg, nylakerede negle i strandkanten – som regel med lækker billeddokumentation uden skyggen af udtværet glasur eller hård hud. Der er højst lidt dekorativ sved på panden. Samtidig bliver der skrevet uendeligt mange kronikker om, hvor stressede kvinder er, og at nogen må gøre noget.

Så jeg gjorde noget – jeg besluttede mig for i al fremtid at misligholde min gæld.

Fordi jeg ikke skylder nogen, at:

-

Være køn, have tonede overarme eller et BMI på 22.

-

Komme ud af badekåben på en søndag. Eller at badekåben er en altid ren 1.299-kronersmodel fra Illums Bolighus.

-

Skrive ”smuk med smuk på, smuksak”, hver gang en FB-veninde poster en selfie eller et billede af sin aldeles gennemsnitligt udseende datter.

-

Bruge torsdag aften på at bage perfekt pyntede cupcakes til klassens time, så de ligner en fransk mesterbagers svendestykke. Ungerne kan få en pose kanelsnegle, og sådan er det.

-

Have matchende undertøj på – hvis nogen skulle se det, vil han nok alligevel hellere se mig uden. Jeg skylder ikke den heldige mand at barbere kønshårene af. Og jeg skylder slet ikke mine medsøstre ikke at barbere dem af.

-

Se ballet i Dyrehaven og opera i en slotspark (eller er det omvendt? Jeg kan beundre indsatsen, men er ude af stand til at nyde resultatet. Så jeg frekventerer ikke den slags underholdning).

-

Lave en fiks frisure på min datter mandag morgen kl. 7.10 eller ansigter af agurkeskiver og tomatstrimler på rugbrødsmadder-ne i hendes madpakke.

… Listen er uendelig.

Og intet af det er påbudt ved lov. Man kan gøre det, hvis man synes, det er sjovt, for at glæde sig selv eller dem, man holder af. At lade være med at gøre det skader ingen, og få vil savne det.

Vi er sociale væsner og vil gerne have vore medmenneskers anerkendelse – hvis vi skal stikke ud, skal det helst være på den gode, overskudsagtige måde. Det er der ikke noget galt i – hvorfor skulle man stræbe efter at være ubehagelig, uomgængelig og uelskelig? Men i bestræbelserne på at få anerkendelse, accept, kærlighed og det gode liv forslår gerninger som cupcakes, franske fletninger og lødige tv-vaner som en skrædder i helvede. Stramme balder og perfekt glasur gør ikke den store forskel. Tid og vilje til at være venlig, at lytte, mærke og dele glæde gør. Overskud til rummelighed over for andres skævheder og mangler og overskud til at gøre det så godt, vi kan, rykker. Den slags skylder vi nogen – hinanden – at stræbe efter. Og det kan forbløffende ofte gøres iført en nusset badekåbe.

LÆS OGSÅ: Moderskabet til debat

LÆS OGSÅ: Debat om stressede jordemødre: Der er håb forude!

LÆS OGSÅ: Fædrene lægger ikke ansvaret for børnene over på samfundet