Ellen Hillingsø om sin mand: “Christoffer og jeg har valgt hinanden, og nu holder vi sammen”

Faren: Kjeld Hillingsø, 81 år, pensioneret soldat

– Min far har altid været enormt meget mand. Han er høj og har en dyb stemme, og da jeg var barn, havde han kraftigt, sort hår og var soldat. Han har altid udstrålet styrke, og umiddelbart skulle man måske tro, at han var klicheen på en rigtig militærfar. Sådan en der sætter hårdt mod hårdt og går ind for kæft, trit og retning. Men sådan har han aldrig været. Faktisk er han det stik modsatte. Han ved, at det er med kærlighed, som det er med sand. Du skal holde det løst i hånden, for hvis du klemmer til, forsvinder det mellem fingrene på dig.

– Jeg var en teenager from hell. Min mor mener, at min pubertet startede, da jeg var 4 år og sluttede, da jeg var 30, og jeg var fuldstændig vild og vanvittig, da jeg boede hjemme hos mine forældre. Min mor blev stiktosset, når jeg lavede ballade, men min far skældte mig aldrig ud. Engang kastede jeg op i en taxa på vej hjem fra en fest, og min far måtte komme ud på vejen i sin stribede pyjamas og betale de 800 kroner, det kostede. Vi talte aldrig om det efterfølgende. Min far var meget fri i sin opdragelse. Det betød, at vi undgik en masse konflikter, men det betød også – måske naturligt nok – at min mor måtte tage den skrappe rolle på sig.

– Grundlæggende har min far en ide om, at et menneske skal prøve alting. Da jeg var barn, sagde han altid "ja" og aldrig "nej", og i stedet for at gå imod mig og starte en konflikt, gik han med mig. Han kørte mig rundt til alle mulige ting og hentede mig igen, og da jeg fortalte ham, at jeg ville begynde at meditere, gav han mig 1.000 kroner til et kursus. Dengang var der ingen, der mediterede, og det svarede lidt til at give sit barn penge til at melde sig ind i en hemmelig sekt, men min far vidste, at det ikke nyttede at sige "Du må ikke". Det lyder måske, som om jeg blev forkælet, men jeg synes, at forkælet er et forkert ord. Jeg blev mødt.

– En fars vigtigste rolle er at vise retningen ud i verden for sit barn, og det synes jeg virkelig, at min far har gjort. Han har lært mig at være modig. Jeg kan tydeligt huske, at han i 70'erne gik rundt i kampuniform og handlede i Irma, mens folk råbte "fascist" efter ham. Dengang var det mega pinligt, men i dag beundrer jeg ham for hans mod til at stå fast på sine meninger. Han har lært mig at tro på mig selv. Og så har han altid været et meget empatisk og venligt menneske. Når jeg i dag holder foredrag eller er på turne, kommer der sommetider mennesker over og takker mig for, hvor fed en chef min far var. Det gør mig utrolig glad, og jeg er sgu ret imponeret over ham.

– De sidste otte år har mine forældre boet lige over for mig. Det er super skønt! Vi ses ret ofte, og vi er gode til at hjælpe hinanden i hverdagen. Jeg lufter deres hund, vi tømmer hinandens postkasser, når vi er på ferie, og vi låner hinandens biler. Det er dejligt, at vi er afhængige af hinanden på den måde, og min far er heldigvis stadig super frisk. Men jeg ved godt, at han på et eller andet tidspunkt forsvinder, og det bliver rigtig svært, tror jeg.

LÆS OGSÅ: Mick Øgendahl efter sammenbruddet: “Min kone har reddet min røv så mange gange”

Broren: Jens Hillingsø, 52 år, mave-tarm-kirurg

– Min bror og jeg var som hund og kat, da vi var børn. Vi skændtes, så det stod efter! Men selvom han var skide irriterende, var han også meget omsorgsfuld og tre år ældre, så han forstod nogle ting, som jeg ikke forstod. Engang blev min far alvorligt syg af en skaldyrsforgiftning. Jeg var 5 år gammel, og jeg kan huske, at Jens græd, men jeg forstod ikke hvorfor. I stedet for at forklare mig det, holdt Jens det for sig selv, og på den måde nåede smerten aldrig helt ned til mig. Han var en form for buffer, der tog skraldet og beskyttede mig.

– Da vi blev ældre, holdt vi op med at skændes så meget, og da vi flyttede hjemmefra, fandt vi en lejlighed sammen i København. Vi havde det så sjovt! Vi kunne virkelig starte en fest, og Jens er et af de allersjoveste og klogeste mennesker, jeg kender. Og så var han fucking handsome. Når jeg gik ned ad gaden med ham i 80'erne, vendte alle kvinderne sig om efter ham.

– Desværre nåede vi kun at bo sammen i et års tid, før jeg kom ind på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Det var faktisk Jens, der overleverede det gode budskab til mig. Jeg var på arbejde, da brevet fra skolen dumpede ind ad brevsprækken, så Jens ringede til mig og læste det højt i telefonen.

– I dag har både Jens og jeg travlt, og vi ses ikke så meget, som jeg ville ønske. Men vores børn har det fantastisk sammen, og Jens og jeg har en helt særlig relation. Vi kan tale fortroligt og behøver ikke at forklare alting, for vi forstår hinanden på en speciel måde. Det er skønt at have det slægtsfællesskab, for når vores forældre er væk, er der jo kun os to tilbage. Jens er mit vidne på jorden, og jeg er enormt stolt af ham, for han har så mange kvaliteter. Han er et meget empatisk, arbejdsomt og beskedent menneske og har aldrig taget noget for givet.

Underviseren: Finn Hesselager 73 år, dramalærer

– Finn Hesselager har været super vigtig for mig og min karriere. Han var min underviser på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, og han var simpelthen fantastisk. Han formede det mest inspirerende undervisningsrum, jeg nogensinde har været i.

– Mit hold og jeg havde et stærkt fællesskab, og Finn passede perfekt til os. Han var uselvisk og generøs, og han brugte aldrig sin indflydelse som en magtmanifestation. Når han kom ind i undervisningslokalet, råbte og skreg vi alle sammen, men Finn satte sig bare ned og ventede, og på et tidspunkt stoppede vi med at larme. Så sad vi musestille og kiggede på hinanden. Jeg havde sgu aldrig været musestille før! Finn lærte mig om den indre ro. Han åbnede nogle døre for mig, og det var ham, der inspirerede mig til at begynde at meditere. Samtidig øgede han min bevidsthed om, hvad det vil sige at være menneske, og det har jeg kunne bruge rigtig meget i mit arbejde.

– Med Finn var der aldrig tid til at hvile på laurbærerne. Mit hold og jeg var altid i bevægelse, og Finn skubbede os hele tiden videre. Hver gang jeg havde lavet noget godt, sagde han: "Fint, og hvad så nu, Ellen?" Det var ekstremt hårdt, men i dag er jeg ham meget taknemmelig. Han har lært mig, at jeg aldrig skal læne mig tilbage og tro, at nu er jeg i sikker havn. Det er mit ansvar hele tiden at udvikle og udfolde mit talent.

LÆS OGSÅ: Peter Aalbæks ny mission: “Vi gamle har fået i hoved og røv, nu skal vi give tilbage”

– Hele mit liv har jeg vidst, at når jeg fik en søn, så skulle han hedde Thomas. Jeg elsker det navn! Thomas er vores første barn, og fødslen gik desværre ikke som planlagt. Hans navlestreng var for kort, så jeg fik et akut kejsersnit. Det var rigtig ubehageligt, og det er underligt at tænke på, at hvis jeg havde ligget på en savanne et sted, så ville hverken Thomas eller jeg have siddet her i dag. Men heldigvis gik det alt sammen, og ud kom han jo, den lille skiderik. Det første min mand råbte, da han så ham var: "Hvad fanden laver onkel Jens her?" Jeg skreg af grin, for jeg forstod godt hans kommentar. Thomas ligner min storebror og min far helt vildt meget.

– Jeg syntes, at det var en stor gave at blive mor, og det var fantastisk at møde det der lille væsen. Pludselig var det min tur til at give alt det, jeg har lært, videre. Det var skønt at være med til at forme ham, men det sjoveste var at opdage, hvor meget han selv havde med i bagagen. Thomas var utrolig spacy, da han var lille. Han havde en heftig fantasi, og han kunne lege alene i timevis. Han havde et rigt indre liv, og engang kunne han grine hysterisk, fordi han syntes, at "Anders" var det skøreste navn i verden. Han var virkelig den sjoveste, lille fyr.

– Nu er han 14 år gammel og er så småt ved at blive teenager. Heldigvis synes jeg stadig, at vi har et godt forhold, men det kræver da, at jeg gør en indsats. Jeg har for eksempel måtte lære at holde af fodbold, og jeg har været til fodboldkampe her og der og alle vegne. Det er ikke noget, der interesserer mig, men jeg gør det, fordi jeg gerne vil have et fællesskab med min søn. Generelt synes jeg, at vi er gode til at dele ting med hinanden. Hver gang en af os har læst en bog, set en film eller oplevet et eller andet, diskuterer vi det og snakker om, hvad der var godt, og hvad der var skidt.

– Selvfølgelig er det lidt underligt, at Thomas er blevet stor. Han ligner næsten et voksent menneske, men samtidig er han stadig et barn inde i hovedet. Det er ret knaldet. Når han putter hele elpiskeren ned i vand eller vasker fodboldstøvlerne med en neglebørste i håndvasken, har jeg lyst til at råbe "Hold kæft din gigantiske knallert, hvilken kropsdel tænker du med?". Men så prøver jeg at minde mig selv om, at han jo ikke gør det af uvilje, og at han stadig bare er en dreng, der har meget at lære. Jeg lægger mig virkelig i selen for at huske på det, men jeg vil da godt indrømme, at jeg bliver lidt rystet over ham en gang imellem.

– Det vigtigste, jeg forsøger at lære Thomas, er, at han skal være ærlig og være en god kammerat. Man må gerne trykke den af og have retning på, men man skal altid huske at være en ordentlig ven. For nylig havde han fået to Fifa-spil, og han havde aftalt at sælge det ene til en kammerat. Kort efter kom der en anden og bød over, men Thomas sagde: "Det kan jeg ikke. Jeg har lovet det til en anden". Det, synes jeg, var så fint gjort. Man skal altid passe på sine relationer.

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha og sønnen Emil: “Når man er et hold, kan man klare næsten alt i verden”

Manden: Christoffer Castenskiold, 49 år, marketingdirektør

– Jeg har kendt min mand det meste af mit liv. Vi mødtes til en stor fest, da jeg var 15 år gammel. "Gud hvor er han dejlig," tænkte jeg, da han kom over og afbrød en samtale mellem mig og min bordherre. Han sagde godt nok ikke et eneste ord til mig, og jeg nåede heller ikke at tale med ham senere på aftenen, men jeg syntes, at han var den skønneste fyr, jeg nogensinde havde set. De efterfølgende år stødte vi ind i hinanden en gang imellem, for vi havde mange fælles bekendte, og da vi for 18 år siden mødtes til en fødselsdagsfest – så skete det bare. Vi blev kærester og har været sammen lige siden.

– I dag har vi været gift i 16 år og har to børn. Vi er et team, og det synes jeg, at vi er rigtig gode til. Forleden inviterede jeg for eksempel nogle venner til middag. Christoffer kunne ikke være der, men alligevel blev han ved med at skrive til mig og hjælpe mig med at få styr på maden. Han var en del af aftenen, selvom han ikke var der, og på den måde er vi fælles om mange ting. Og det er vigtigt. Ellers kommer man nemt til at leve to parallelle liv – især når man arbejder så meget, som vi gør.

– Både min mand og jeg har travlt med vores job, men jeg synes også, at vi er gode til at smide i familiepuljen. Vi prioriterer hinanden og vores børn, og hvis en af os arbejder for meget i en periode, minder vi hinanden om at komme ind i kampen. Når jeg får tilbudt en rolle, spørger jeg altid min mand, om jeg skal tage den, og nogle gange siger han nej, fordi han synes, at jeg er for meget væk. Det er pisseirriterende, men jeg lytter, for jeg ved, at han har ret.

– Det bedste ved Christoffer er, at han er helt vildt sjov og godt begavet. Hver gang, der sker noget i verden, har jeg lyst til ringe til ham for at høre, hvad han tænker og mener om det. Derudover er han en fantastisk far, og så synes jeg, at han får det bedste frem i mig. Han giver mig jordforbindelse og holder fast i mig, hvis jeg er ved at bevæge mig ud ad en tangent, og han giver mig den sikkerhed og tryghed, som er nødvendig, for at jeg tør gå ud i verden og være modig.

– Selvfølgelig er det ikke nemt det hele, og helt ærlig, så forstår jeg virkelig godt, hvorfor folk bliver skilt. Det er svært at få tingene til at hænge sammen, men hvis man har mulighed for det, synes jeg, at man skal kæmpe for forholdet. Det er i hvert fald det, Christoffer og jeg har valgt at gøre. Vores forhold er ikke altid super lidenskabeligt, og vi kan da godt blive skide uvenner og råbe og skrige af hinanden. Men vi har valgt hinanden, og nu holder vi sammen. Det er fedt, for der er en kæmpe rigdom i, at vi har kendt hinanden i så mange år. Vi har et sommerhus, en stor køkkenhave og en masse fælles venner. Vi har en lang historie sammen. Og når jeg kigger på ham, håber jeg virkelig, at vi bliver sammen hele livet, ligesom både hans og mine forældre har gjort det. 

Ellen om mænd

Mænd er dejlige, fordi... de er mænd. De er flotte og skønne og sjove og dejlige. Og enkle! Kvinder har en tendens til at komplicere ting meget mere, end hvad der er nødvendigt.

Mænd er flottest, når... de føler sig trygge og hviler i sig selv. Når de er i deres rette element og har snablen – om man så må sige – nede i noget, der giver dem energi og gør dem glade.

Mænd er sjovest, når... de tør gå hele vejen. Alt handler om mod. De sjoveste mænd er dem, der er modigst og tør sige noget skægt, fyre den af og gå ud over konventionerne.

Mænd burde blive bedre til at... tale om ligestilling. Nogle mænd er nærmest bange for det, men de skal forstå, at når vi taler om ligestilling, så er det ikke for at fornærme dem. Det er ikke mænd mod kvinder. Det er mænd med kvinder. Ligestillingsdebatten handler om, at vi sammen skal gøre noget, så vi alle sammen kan få det bedre.

Mænd er bedre end kvinder til at... lade være med at gå så meget op i petitesser. Jeg tror, at der er langt flere familiefædre end mødre, der har givet deres børn noget kikset tøj på i børnehaven. Det handler om at slippe kontrollen, og det er vigtigt at kunne.

Mænd er misundelsesværdige, fordi... de har deres fællesskaber. De er sindssygt gode til at lave ting sammen, og jeg tror, at vi kvinder ville komme langt, hvis vi blev bedre til at lave nogle stærke kvindefællesskaber, hvor vi anerkender hinanden.

Hvis jeg var mand for en dag, ville jeg... stå op og skrive "hej" med tis i sneen.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: Livet bliver bedre med alderen: Hvem skulle have troet det, da man var toogtyve og vidste alt?

LÆS OGSÅ: Rufus Gifford: “Stephen og jeg har fået en stor kærlighed til Danmark”

LÆS OGSÅ: Karen Thisted: “Jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv”