Katrines mand afslørede en hemmelighed efter 40 års ægteskab: ”Tårerne og følelserne overmandede mig”
Peter og jeg havde 40 års tilsyneladende lykkeligt ægteskab bag os og var nu i gang med at planlægge vores seniorliv sammen, da han en aften afslørede en hemmelighed for mig. En hemmelighed, der kom til at ændre livet radikalt for os begge to. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Katrine opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Min mand, Peter, og jeg sad i køkkenet i det hus, vi havde boet i i 30 år, da han så på mig og fortalte mig noget, der kom til at ændre vores fælles liv totalt.
På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i 40 år og havde stået sammen gennem både op- og nedture. Vi havde fået to børn, der nu var flyttet hjemmefra.
Jeg havde haft brystkræft, da jeg var i midten af 40’erne, og især den periode, havde været udfordrende for os, men jeg var blevet rask.
Peter og jeg talte ofte om, hvor stolte vi var over, at vi havde klaret os igennem så mange år, når vi så på, hvor mange af vores jævnaldrende, der var blevet skilt både en og to gange. Udover at Peter var min mand, var han også min bedste ven og mit livsvidne.
Nu stod vi begge overfor at kunne gå på pension indenfor de næste par år. Vi var friske og rørige, og vi glædede os til at skulle begynde en ny fase af livet sammen. Vi havde så mange planer. Vi skulle rejse, vi ville renovere den ødegård, vi nogle år tidligere havde købt i Sverige, så vi kunne bo der en stor del af året.
Jeg ville genoptage min gamle hobby, som var akvarelmaleri, og vi glædede os til at være en større del af vores børnebørns liv og opvækst. Vi var så optagede af at lægge planer og drømme sammen om vores nye liv, at det føltes som at være unge igen.
Det var sådan en aften der i køkkenet, hvor vi talte om vores liv, at Peter fortalte det, der kom til at ændre alt. Han sagde, at der var noget, han følte, jeg skulle vide nu, hvor vi gjorde status og lagde planer.
Det, han så fortalte mig, var, at dengang jeg havde været syg og i kemo- og strålebehandling for min brystkræft, havde han haft en affære med en kollega. Den havde ikke varet så længe, nok kun nogle måneder. Affæren var for længst afsluttet, og han havde ingen kontakt med kollegaen længere. For hun havde senere forladt virksomheden og boede nu i den anden ende af landet.
Det virkede som om, at alvoren af hans bekendelse først gik op for Peter selv, mens han talte. Da han så mit chokerede ansigt, så han ulykkelig og skyldbetynget ud, men det var samtidig tydeligt for mig, at han ikke selv tillagde affæren nogen større betydning. Det havde jo været en hård tid for os begge, som han sagde. Han havde følt sig så alene og sårbar.
Peter virkede helt uforberedt på min reaktion, for jeg blev virkelig ked af det og såret. Tårerne og følelserne overmandede mig. For mig lå der ingen undskyldning i, at Peter havde følt sig alene dengang. Det, jeg havde gået igennem på det tidspunkt, havde været så meget mere voldsomt og angstfyldt. Hvis nogen havde været alene og sårbar, var det mig, sagde jeg nu med gråd i stemmen. Det var jo på det tidspunkt, hvor jeg havde haft allermest brug for hans nærhed, støtte og loyalitet, fortsatte jeg.
Jeg kunne se på Peter, at han aldrig havde tænkt på det på den måde. Jeg mærkede, hvordan han gennem årene havde retfærdiggjort sin handling for sig selv med undskyldningen om, at han havde haft det så hårdt, da jeg var syg.
Annonse
Peter begyndte at bortforklare sig med, at jeg havde virket så stærk dengang, at han ikke følte, at jeg havde brug for ham. Brug for ham? Jeg havde været tæt på at dø og kæmpede hver dag for mit liv, alt imens han havde søgt en anden kvinde, fordi han havde følt sig ”overset”. Den forklaring slog helt benene væk under mig. Jeg var helt uforberedt på at se en side af ham, jeg ikke kendte, efter så mange år sammen. En side, der virkede kold og egoistisk. Peter trøstede mig, han sagde undskyld, og han bedyrede, at han aldrig havde været i tvivl om, at det var mig, han elskede.
Hans ord beroligede mig i første omgang, og der var noget ved den måde situationen endte på, der var underligt udramatisk. Hvis vi havde råbt og skreget af hinanden, tror jeg, at det ville have været nemmere for mig at komme til en erkendelse. I stedet var vi begge rolige, selvom jeg græd, og jeg kunne mærke, at Peter følte, at vi sammen havde fået hans utroskab ud af verden, da vi senere gik i seng.
I tiden efter gik jeg rundt med tanken om Peters bekendelse, som man går rundt med en sten i skoen. Den irriterede mig, ja, den gjorde ondt, og jeg blev ved med at vende tilbage til den. Min umiddelbare impuls var, at jeg burde tilgive ham. Set i lyset af alle de år, vi havde tilbragt sammen, hvad betød et par måneder, som endda havde udspillet sig for år tilbage så? Vi havde stadigvæk over 40 års ægteskab at læne os op ad. Vi havde en stor familie, vi var stadig hinandens bedste venner og livsvidner.
Alligevel var der to tanker, jeg ikke kunne give slip på. Den første var, at jeg så længe havde troet, at Peter havde været der for mig gennem min sygdom. Den anden var, at han slet ikke havde tænkt på, hvad det ville betyde for mig at få den viden. Han havde tydeligvis kun tænkt på at få lettet sit hjerte og sin dårlige samvittighed.
På en måde kom det sidste ikke bag på mig. Ingen ægteskaber er problemfri, og det havde været et gentagende problem i vores, at Peter var langt bedre til at sætte sine egne følelser og behov i centrum, end jeg var det. Det havde ofte givet anledning til skænderier, men vi var altid kommet ud på den anden siden af dem.
Måske var det dette mønster, der fik Peter til at tænke, at vi også ville komme igennem problemerne denne gang. I hvert fald virkede han som om, intet var ændret for ham. Jeg prøvede at tillægge mig hans attitude og lade som om, at det her var noget, vi bare kunne lægge bag os for så at gå videre.
Problemet var blot, at jeg ikke kunne lægge Peters utroskab bag mig. Tillidsbruddet var for stort. Jeg vendte og drejede det med et par fortrolige veninder. Jeg tænkte, så det knagede over det alene. Jeg gik endda til min lokale præst, som jeg aldrig havde talt med før, og bad om en sjælesorgssamtale.
Jeg tog også samtalen op med Peter flere gange, men jo mere, jeg havde behov for at tale om det, des mere utålmodig og irritabel mærkede jeg, at han blev. Han begyndte at vende det til, at det var mig, der havde et problem, fordi jeg ikke kunne give slip på min sorg og chok.
Pludselig gik jeg rundt med en følelse af, at jeg ikke kendte min egen mand længere. Og efter flere måneders spekulationer mærkede jeg, at tiden var kommet. Jeg kunne ikke blive i mit ægteskab længere. Erkendelsen kom som et lige så stort chok for mig selv som for Peter og vores børn. Især børnene prøvede i starten at få mig til at genoverveje min beslutning, men der var et svigt i Peters væremåde, der var så grundlæggende, at jeg ikke kunne tilgive det.
Det var sindsoprivende svært at give slip på vores fælles liv og på de fælles drømme, vi havde for fremtiden. Da jeg begyndte at fortælle andre mennesker om min beslutning og mødte deres chokerede reaktioner, var jeg tæt på at ombestemme mig.
Men jeg mærkede også, at mange af dem var chokerede over, hvordan Peter havde svigtet mig og nu ovenikøbet forventede, at jeg bare lagde det svigt bag mig. Selv vores børn bestyrkede mig efterhånden i, at jeg skulle træffe den beslutning, jeg selv havde det bedst med.
Peter og jeg blev skilt året før vi begge gik på pension. Vi overdrog vores ødegård til vores voksne børn og solgte vores villa. Jeg købte et lille hus i en haveforening. Jeg faldt for det, fordi det havde et anneks, som jeg kunne gøre til værksted. Det blev en form for terapi for mig at genoptage min akvarelmaling.
Jeg malede og malede det første år, mens jeg bearbejdede både min sorg over skilsmissen og min angst for en fremtid alene. I løbet af det år blev det dog også klart for mig, hvor dejligt det var at kunne leve et liv, hvor jeg satte mine egne behov, ønsker og følelser først.
Jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke var den eneste kreative sjæl i haveforeningen, selvom de andre var både 20, 30 og i nogle tilfælde næsten 40 år yngre end mig. Vi begyndte at mødes og se på hinandens arbejde, og gennem mine nye unge venner har jeg sågar formået at få flere små udstillinger af mine malerier rundt omkring i landet. De unge ynder at komme forbi mit lille hus til en kop kaffe og en snak om livet, vi arrangerer fællesmiddage i haveforeningen, sangaftener og naturvandringer.
Annonse
For fem år siden ville jeg aldrig have kunnet forestille mig det liv, jeg lever i dag, men jeg kan med sindsro fortælle, at jeg aldrig har følt mig gladere eller friere i mit liv. At tage konsekvensen af min mands utroskab og skabe mit eget liv, har gjort mig stærkere end jeg kunne forestille mig.
De bedste dage er dem, hvor mine børnebørn er på besøg og maler sammen med mig i mit lille værksted. Mine voksne børn har også været et 100% støttende i mine nye livsvalg. De kan se, at jeg er tilfreds og lykkelig, og de har flere gange sagt, at jeg er vokset som menneske og er en inspiration for dem.
Det er så gået en del anderledes for Peter, som i dag er sammen med en 20-år yngre kæreste, der har vist sig meget krævende, men det er så en helt anden historie.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
