Er du et "vi" eller et "jeg"?
Der er de par, som gør alting sammen, tænker ens og kan lide de samme ting. Og så er der de parforhold, som fungerer bedst, når der er plads og luft til et singleliv. Er du et "vi" eller et "jeg"?
En kvinde og en mand, begge i midt-trediverne, kommer gående hånd i hånd i ens fritidssæt med grønne, orange og lilla striber.
Dét billede efterlader mange spørgsmål, men særligt ét presser sig på: Hvordan er de kommet ud af døren i den mundering? Har de helt tilfældigt taget det samme på? Eller er det aftalt spil, og har de stået foran spejlet, smilt til hinanden og tænkt: "Det er bare så rigtig, at vi er klædt ud som tvillinger"?
Hr. og Fru Fritidssæt
Vi skal heldigvis en del år tilbage i tiden for at møde hr. og fru fritidssæt. Men jeg har flere par i min omgangskreds, som mentalt går ens klædt. Som foretager sig (næsten) alt sammen, kan lide de samme ting, og hvor deres vennekredse er så indgroede i hinanden, at der er flere parmiddage end rødvinsaftener med veninderne i kalenderen.
Nu findes der ingen facitlister, og hvad der kan føles som det søde liv for nogle, kan give associationer til fodlænker for andre. Jeg kan bare ikke lade være med at spekulere over, om de par, der har det bedst sammen, også er dem, der bruger mest tid med hinanden? Eller om det i virkeligheden er en styrke at stå stejlt på sin singletid i et parforhold?
LÆS OGSÅ: Hvornår har du sidst datet dig selv?
Min timeout
Et hurtigt kig i kalenderen fortæller mig, at min kæreste og jeg i denne uge kan spise aftensmad sammen to gange. Det er en hel almindelig uge, og de resterende fem aftener bruger jeg med mine veninder eller i selskab med mig selv.
Det lykkes sjældent at synkronisere vores ugeplaner, og når han arbejder sent, spiller fodbold eller drikker øl med sine venner, kan jeg ligge udstrakt på sofaen med iPad'en på maven og forulempe Netflix. Kun afbrudt af noget så stereotypt som at lægge neglelak eller klatte mig ind i en ansigtsmaske. Det er min timeout. Dér står alt stille inden i mig. Ingen tanker, ingen forventninger, ingen støj.
Farvel og godnat
Da jeg fortæller parterapeut Line Bassøe, at min kæreste og jeg har mange dage, hvor vi kun ser hinanden i forbindelse med morgenens farvelkys, og når vi kryber under dynen om aftenen, aner jeg en smule bekymring i hendes stemme. Men hun mener også, at det er sundt at lave ting hver for sig – i nogle forhold.
– Sololiv i et parforhold kan være helt fint, hvis begge parter har det godt med det. I dag bliver singlekulturen taget med ind i parforholdet, og vi dyrker det i højere grad, fordi der er langt flere singler end tidligere. Styrken er, at når vi laver noget hver især, kommer vi hjem med ny energi. Men det er vigtigt også at inddrage sin partner i de ting, man laver alene, og vise interesse for hinanden.
Line Bassøe slapper mere af, da jeg fortæller hende, at vi også kan bruge hele lørdage sammen i sengen, hvor vi sludrer, læser avisen for hinanden og fletter tæer. For som hun siger:
– Det er ikke sundt at bruge tid hver for sig, hvis grunden er, at man har svært ved at være nærværende.
"Vi skal kunne bidrage med egne oplevelser"
Single-parforhold er ekstra nemme at udleve, hvis man ikke skal hente/bringe, fodre af og putte. Men for nogle er singletiden så vigtig, at den bliver prioriteret trods børn. Sådan er det for min veninde Stine, som har en datter på seks år. Hendes kæreste Morten tager på skitur, drikker whisky med naboen og spiller golf – uden hende.
– Til gengæld lader jeg mig inspirere og samler kreative ideer alene. Jeg kigger i blade, på blogs, i butikker og læser opskrifter i mit eget tempo med en latté i hånden og podcast i ørerne. Det er kvali-singletid for mig! Det er vigtigt, at det ikke bliver for meget "vi gør, vi synes, vi mener", men at der også er plads til at sige "jeg". Vi skal begge to kunne bidrage til forholdet med vores egne oplevelser.
Vi skal dyrke polariteten
Netop det skræmmende "vi" kan suge al selvstændig tankeføring ud af selv de mest intelligente kvinder. Hvorfor dette behov for at omtale sig selv som halvdelen af et par frem for som et helt menneske? Jeg er jo ikke (altid) interesseret i, hvad hendes mand mente om filmen, når jeg taler med en veninde, der har været i biografen.
– For mange kvinder er der en tryghed i at være et "vi", men det er vigtigt ikke at glemme at dyrke den polaritet, der er i det feminine og det maskuline. Det giver en vigtig dynamik i parforholdet, siger Line Bassøe.
LÆS OGSÅ: Klummen - Én gang utro, altid utro?
Det har hr. og fru fritidssæt ikke skænket mange tanker. For ligesom det åbenlyse eftersmæk af ikke at have noget som helst fælles socialt liv er, at man driver væk fra hinanden, er der selvfølgelig også en konsekvens ved at være for meget sammen.
– Parforholdet kan nemt havne på vennebasis, hvis der ikke bliver tilført noget nyt. Og så forsvinder sexen, for gode venner knalder man ikke med, fastslår Line Bassøe.
Vi træder i parforholdsspinaten
Hun introducerer mig for "Kærlighedens fem sprog", hvor tid til hinanden udgør det ene. Et sprog, som en tredjedel af kvinderne i hendes praksis taler. Og derfor føler mange kvinder sig fravalgt, hvis deres mand smutter en tur i byen. Mænd har derimod oftere brug for at få vist kærlighed gennem anerkendelse og fysisk berøring, som er to andre sprog. Og her er det, at vi træder i parforholds-spinaten, når vi tror, at vores partner automatisk taler samme sprog som os selv. Derfor skal vi forventningsafstemme og have en løbende samtale.
– Det kan jo ske, at man pludselig får nye behov og gerne vil have mere tid sammen med sin partner, siger Line Bassøe.
Den snak må jeg hjem og tage med min kæreste. Men jeg venter lige, til han er færdig med at planlægge en tre-ugers roadtrip i USA med en god ven, og jeg er kommet tilbage fra efterårets weekendtur til Nice med en veninde.
Kærlighedens 5 sprog
Vi taler alle sammen et af kærlighedens fem sprog, når vi giver og tager imod kærlighed. En af nøglerne til et godt parforhold er at finde ud af, hvilket sprog din partner taler, så du kan vise din kærlighed på den rigtige måde for ham. Det samme gælder selvfølgelig også, når du skal give ham kærlighed.
Anerkendende ord (rosende ord, søde sms'er).
Tid til hinanden (dybe samtaler og udelt opmærksomhed).
Gaver (kan være alt fra en lille buket fra Netto til store ting).
Tjenester (gør noget, som din partner skulle have gjort som at skifte sommerdæk eller slå græsset).
Fysisk berøring (holde i hånd, sidde tæt i sofaen, lange kram).
Kilde: Parterapeut Line Bassøe, Linebassoe.dk
LÆS OGSÅ: Sådan er det at være "tabermand"?