"Selvfølgelig kan man være feminist og drømme om hårde hvidevarer"

KLUMME: Tja. Spørgsmålet kan måske virke banalt, ja nærmest fjollet, men har ikke desto mindre rumsteret i mit baghoved længe. For kan man virkelig betegne sig selv som feminist, hvis man samtidig drømmer husmoderlige drømme om egen vaskemaskine, fem gasblus og langbord? Går man ikke på kompromis med århundreders kamp for ligestilling, og hiver man derved ikke kvinderne tilbage til kødgryderne? Jeg er i tvivl.

Om mig skal man vide, at jeg er feminist på den helt gammeldags, meget seriøse og sikkert lidt snerpede måde. Feminist på den måde, som er blottet for ethvert glimt i øjet, for jeg kan nemlig ikke se, hvordan man kan tage emner som ligeløn, lige vilkår og kampen mod hverdagssexisme alvorligt nok.

Helt overordnet handler feminisme for mig om kampen for, at kvinder og mænd stilles lige i muligheden for at indfri ønsker og potentialer i livet, både inden for og uden for hjemmet. Det handler om at være menneske og ikke blive reduceret til sine kønsdele.

Og her kommer der så en lille knast. Før jeg blev mor, var mine overvejelser om feminisme hovedsageligt teoretiske og gik primært på, hvordan man mon kommer ud over de klassiske kønsstereotyper og forholder sig til andre mennesker uden at skele til kønnet. Nu handler feminisme for mig i stedet om hverdagspraktik. Hvem handler ind, støvsuger, pakker pusletasken og alt det andet, der ligger i slipstrømmen på at være blevet forældre.

LÆS OGSÅ: Flad mave: Her er den mest effektive øvelse

Lad mig uddybe. I mit hjem hersker der ikke millimeterdemokrati, og min mand skal ikke nødvendigvis støvsuge halvdelen af sofaen, før vi kan kalde os ligestillede. På den anden side har jeg måttet erkende, at der med et barn følger en sand flodbølge af praktiske gøremål. Derfor er den feministiske kamp for mig gået fra at være teoretiske hovedbrud til at blive en række lavpraktiske overvejelser om, hvorfor det egentlig er mig som kvinde, der skal holde hele hjemmet kørende med vasketøj, madlavning, rengøring og generel planlægning.

Jeg er blevet overrasket over, hvor svært det er at sætte sig ud over de klassiske kønsroller, trods det at både min mand og jeg er indstillede på at dele husarbejdet lige og give plads til, at vi begge kan realisere os selv uden for hjemmet. Alligevel hører jeg mig selv spørge min mand, om han vil hjælpe med at skifte en ble, støvsuge stuen eller tømme opvaskemaskinen. Men hov, vent! Hvordan kan det egentlig være, at han "hjælper til", mens jeg bare "gør" de huslige pligter?

Dette er ikke et mavesurt opstød over en doven mand. Langtfra. Min mand tager stor del i arbejdet omkring vores lille familie og hjem. Jeg forsøger i stedet at illustrere, at den feministiske sag ikke er hverken umoderne eller forældet. Tværtimod er den til stede og hamrende aktuel hver dag, hele tiden, i et moderne familieliv, hvor både mor og far ønsker at gøre sig gældende uden for hjemmets fire vægge.

Og nu tilbage til artiklens overskrift. Engang drømte jeg om at brage ud i verden med alle mine talenter. Det gør jeg til dels stadigvæk, men de drømme kommer langt nede på listen og er betinget af andre og vigtigere ønsker. Hånden på hjertet, og uden at trække på smilebåndet, er min største drøm... en vaskesøjle og et samtalekøkken! Jeg får røde kinder over at indrømme det og har svært ved at forene den type drømme med billedet af mig selv som en frigjort kvinde.

Sammen med de fleste andre moderne kvinder har jeg stedt det husmoderlige forbillede til hvile og rystet forventningerne om husholdning og buldrende kødgryder af mig. Alligevel er drømmen om at kunne sætte vasketøj over, når det passer mig, så tillokkende, at den ikke kan reduceres til en parentes. Derimod er det et essentielt ønske i mit moderne kvindeliv. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at min mand på samme måde som jeg drømmer om hårde hvidevarer, men det gør han ikke. Han elsker også, når vores familieliv fungerer, men går man ham på klingen, drømmer han i stedet om spændende opgaver på sit arbejder og billetter til finalen i Champions League.

Det kunne være så enkelt, hvis man bare kunne tilskrive denne slags observationer henholdsvis den mandlige og kvindelige natur. Altså manden, der i kraft af sine urinstinkter søger ud i verden og bringer byttet – kroner og ører – hjem til familien, mens kvinden værner om hjemmet. Den slags stereotyper er i bedste fald latterlige, og i værste fald en klods om benet, som vi for længst burde have afmonteret.

I stedet står det klart for mig, at den feministiske diskussion af, hvordan vi fordeler opgaverne i hjemmet, er både aktuel, relevant og kræver, at der fortsat bliver stillet spørgsmålstegn i dagligdagen. Samtidig skal der dog være plads til at være en redebygger med både ind- og udlængsel, hvad enten man er mand eller kvinde. Og for at svare på mit eget spørgsmål: Selvfølgelig kan man være feminist og drømme om hårde hvidevarer, men familielivet er et fælles projekt, og jeg tillader mig at drømme parallelt om praktiske løsninger i hjemmet og samtidig have store visioner for mig selv.

LÆS OGSÅ: Efter ammedebatten: Nye mødre tør ikke amme offentligt

LÆS OGSÅ: Hvorfor er det nu et problem, at pigerne klarer sig godt?

LÆS OGSÅ: Derfor chokerer de uretoucherede fotos af kendte kvinder os