Eva indgik forlig med sin krænker: ”Jeg må aldrig nævne hans navn. Lidt ligesom Voldemort'

”Da han forgreb sig på mig, slog og sparkede jeg ikke. Jeg lå helt stille og kiggede op i loftet”

Det har taget mange år for klummeskribent Eva Lund Dixen at erkende, at hun blev udsat for et overgreb, da hun var yngre. Siden da har hun kæmpet med følelser af både skyld, skam og mistro fra systemet, skriver hun i denne klumme.

“Skammer du dig?” spørger politibetjenten mig, da jeg fortæller ham, at jeg som 21-årig blev udsat for et seksuelt overgreb, og at jeg ønsker at anmelde det.

“Skammer du dig?”

Op til det øjeblik, tror jeg på systemet. Nu smuldrer det for øjnene af mig. For politibetjenten, der sidder overfor mig, spørger ikke, om jeg skammer mig over at være offer for et overgreb. Han spørger, om jeg skammer mig over at have haft sex med en fremmed mand. Han spørger mig, om jeg fortryder det.

Giv skammen tilbage

Et par grå og kolde januardage forinden, mødes jeg med ”Nina” fra Joan-Søstrene (forening mod seksuelle overgreb, red.). Hun er i gang med at sætte vand over. Jeg stryger en finger hen over de forskellige breve af frugtte, som står på bordet. Udenfor er det blevet mørkt.

Nina er frivillig rådgiver, og den eftermiddag fortæller hun mig, at jeg skal give min krænker skammen tilbage. At jeg har båret den for ham i alle de år, og at jeg skal slippe min skyldfølelse. For det er ikke min skyld.

Den eftermiddag beslutter jeg mig for at melde overgrebet til politiet. 

På politistationen 

Betjenten, som jeg skal afgive min anmeldelse til, er ung, måske et par år ældre end mig. Han kigger indgående på mig med et blik, som jeg ikke helt kan tyde. Men da han begynder at snakke, giver det pludselig mening; han forsøger at gennemskue, hvad min anmeldelse egentlig går ud på. Hvad det her i virkeligheden drejer sig om. 

For efter at have lyttet til min forklaring, lægger han blokken med notater til side og fortæller mig en historie, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. 

Når du bliver ældre

Det har taget mig mange år at erkende, at det var et overgreb, jeg blev udsat for, dengang i begyndelsen af det årti, min mor sagde skulle have været det bedste i mit liv. For det var på mit eget initiativ, at jeg spurgte ham, min krænker, om jeg måtte stille ham nogle spørgsmål i forbindelse med et projekt. 

Han var succesfuld, indflydelsesrig, vigtig. Jeg var naiv, usikker og famlende. 

Da han forgreb sig på mig, slog og sparkede jeg ikke. Jeg lå helt stille og kiggede op i loftet. Da han begyndte, græd jeg. Sagde nej. Forklarede, at jeg havde en kæreste. At det var en misforståelse. Han sagde undskyld. Han virkede til at mene det, og i et splitsekund blev jeg lettet. Men så trak han gardinerne for. 

Da det var overstået, sagde han kærligt, at jeg ville forstå det, når jeg blev ældre. 

Der tog han fejl.

Historien...

Nina havde tilbudt at tage med på stationen som bisidder. Jeg takkede nej, fordi jeg tænkte, at det var den voksne ting at gøre. Men da betjenten fortæller sin lille historie, føler jeg mig som alt andet end voksen. 

“Der kom engang en mand ind og fortalte, at hans kone var blevet voldtaget,” begynder han.

Jeg knuger papirlappen med mit kø-nummer i hånden.

“Men” siger han så, og jeg fornemmer, hvor det bærer hen. 

“Det viste sig, at konen ikke var blevet voldtaget! Hun havde været sin mand utro. Noget, manden var så ulykkelig over, at det var nemmere for ham at tro, at det var sket mod hendes vilje,” konstaterer betjenten.

“Han havde i virkeligheden bare brug for nogen at tale med. Forstår du, hvad jeg mener?” spørger han mig.

Han tilbyder at lytte, hvis jeg har brug for at krænge mit hjerte ud, og råder mig til at komme videre.

Jeg beder ham om at slette sine notater, smiler høfligt og går min vej.

Paragraffernes paradis

Da jeg efterfølgende vælger at hyre en advokat, var det som at falde ned i et kaninhul. Da jeg igen fik fast grund under fødderne, føltes det, som var jeg landet på en anden planet. Jeg blev taget imod med åbne arme. Jeg blev mødt med tillid og forståelse, ikke fordomme og mistillid. Som var anmeldelsen til politiet et nødvendigt onde, en bitter pille jeg skulle sluge, eller en prøve jeg skulle bestå for at komme ud på den anden side, op i et renere luftlag, hvor det klare lys af bevidsthed og anerkendelse strålede på mig fra en skyfri himmel.

Jeg var ikke alene. 

Jeg var ikke den første. 

Her kunne jeg trække vejret, og lade årevis af skam og skyld sive ud gennem mine vener. 

Det forbudte navn

Efter nogle måneder forhandlede min advokat et forlig på plads. Det var styrtende mange penge. I hvert fald for en som mig. 

Så jeg tog dem, og løb. 

Jeg vil ønske, jeg kunne sige, at jeg ikke ser mig tilbage. Men det gør jeg. For pengene kommer med en pris. Jeg må aldrig afsløre hans identitet. Jeg må aldrig nævne hans navn. Lidt ligesom Voldemort, bare med dagbøder i fem-cifre-klassen. Og så er der det med søstersolidariteten. Og integriteten. For følelsen af at have solgt min tavshed forsvinder ikke. Men det er langt bedre at sælge end at blive bestjålet.

Er det retfærdigt? Måske ikke, men det er en kamp, som ingen bør kæmpe alene. Uanset hvor voksen man er. Uanset hvor voksen man føler sig. 

Nina er et opdigtet navn.

Om klummeskribenten

image003.jpg
  • Eva Lund Dixen er selvstændig i kommunikationsbranchen og mor.