"Min største fjende er andre kvinders dom"
For 11 år siden grundlagte Tine Fischer den store dokumentarfilsfestival CPH:DOX. At banke sådan et arrangement op fra grunden er lang mere end et fuldtidsarbejde, og det har da også konsekvenser for hendes to døtre, der må leve med mors arbejde som et grundvilkår i hverdagen. Mød festivaldronningen, der netop er nomineret til årets leder, men mener at alt, hun kan, er noget, hun lært along the way.
Hvad har været din største karrieremæssige sejr?
– Jeg tror på godt og ondt, at jeg er indrettet sådan, at sejren altid ligger foran mig ude i horisonten. Jeg tror, at der findes "noget" i mit arbejdsliv, som ikke er til at forudse, og jeg håber det skaber samfundsmæssig forandring på en væsentlig måde. Når det er sagt, er det en daglig glæde at være vidne til, at den festival, som jeg grundlagde for 11 år siden, er vokset til ikke kun at være én af verdens største, men også er en festival, der har spillet en væsentlig rolle for dokumentarfilmens betydning, synlighed og gennemslagskraft i en national sammenhæng.
Hvornår har du tvivlet mest på dig selv?
– Tvivl er et grundforhold i min måde at fungere på. Jeg er aldrig - eller meget sjældent - 100 procent sikker på noget. Det er lige meget, om det er kvaliteten af en film eller konklusionen på en kompleks politisk problemstilling. Jeg bilder mig ind, at tvivlen er vigtig i min måde at navigere på. Det er en intuitiv fornemmelse af, hvor der er sprækker, selvmodsigelser og svagheder, men selvfølgelig også muligheder for at gøre noget på en anden og ny måde. Og så er min accept af tvivlen vel også en måde at være menneskeligt tilstede på.
"Jeg er aldrig - eller meget sjældent - 100 procent sikker på noget."
Hvordan har du kombineret børn og karriere?
– Karriere og børn er uden sammenligning den allerstørste udfordring i mit liv. Jeg er uhelbredeligt over-engageret i det meste af det, jeg kaster mig over. Og jeg er gift med en mand, der er mindst lige så engageret og optaget. Så det ville være løgn at sige, at det ikke er en udfordring. Jeg har igennem årene lært mig selv så godt at kende, at det ikke er en indre kamp. Der er et meget stort sammenfald mellem mit privatliv og mit arbejdsliv, og det er et vilkår for alle de mennesker, der er en del af mit tætte liv. Så mine to piger er vokset op med en mor, som er voldsomt engageret i sit arbejde. Det betyder ikke, at jeg ikke er der og henter dem og er med dem i alt, hvad der er deres liv. Det betyder bare, at mit arbejde er noget, der er tilstede i vores liv og dermed også i deres. Det ville have været praktisk med en hjemmegående mand, men jeg vil ikke bytte ham, jeg har. Jeg kan ikke gøre det anderledes. Eller med andre ord har jeg besluttet mig for at acceptere mine valg og den måde, jeg drives ind i verden på. Og jeg tror, at jeg har to piger, som ser en mor og en kvinde, der tror på, at man skal lytte til sig selv og kæmpe for det, man vil.
Hvor stor en del af din karriere har været planlægning, og hvor stor en del har været tilfældigheder?
– Intet er planlagt, men alt har en mening. Jeg har ikke haft nogen strategiske planer for, hvor jeg ville hen, og hvad jeg skulle bruge min uddannelse til. Aldrig. Men det betyder ikke, at mine valg er tilfældige. Alt, hvad jeg laver og engagerer mig i, er bevidste valg. Jeg er blevet tilbudt mange jobs, som jeg har takket nej til, fordi jeg har en stærk fornemmelse af, hvad der driver mig, og hvor jeg kan udrette noget, der giver mening og er vigtigt.
I hvilken situation gik det op for dig, at du kunne komme helt til tops?
– Måske er det et udslag af ukontrolleret højt selvværd, men jeg har altid vidst eller arbejdet målrettet på, at festivalen skulle blive en af verdens bedste. Jeg har troet på det, siden vi begyndte på arbejdet, og jeg arbejdet målrettet mod det. Jeg synes, det er sjovt at lave noget, som gør en målbar forskel, og jeg har på godt og ondt et elitesportsbarn inde i mig, så jeg har et kompetitivt skub i ryggen hele tiden.
Hvad har været dit største offer for at nå dertil, hvor du er i dag?
– Jeg synes, jeg er en god mor, en god kæreste, en god chef. Men jeg går i nogle ret lige linjer mellem de rum, og det kunne være fantastisk med mere plads og tid til at slentre og møde det, jeg ikke selv har besluttet mig for at møde. Måske er det bare en del af det at blive voksen, men det ændrer ikke ved, at det føles som det største afsavn.
"Det ville have været praktisk med en hjemmegående mand, men jeg vil ikke bytte ham, jeg har."
Hvilken rolle har din opvækst spillet for din karriere?
– Jeg er vokset op med enorm tryghed og forældre med meget stor tillid til, at jeg kunne forvalte mit eget liv. Måske er det mine forældres massive stabilitetsbund, der gør, at jeg ikke har særlig meget frygt i livet. Jeg har kastet mig ud i sindssyge ting, projekter alle frarådede, men uden frygten for at fejle. Det er en stor gave at have med sig. Og så har jeg trænet elitesport som barn og ung, og det, man lærer dér, er umuligt at slippe af med. Jeg er en uhelbredeligt dårlig taber - til sådan en grad, at mine børn driller mig med det.
Hvilken af dine personlige egenskaber ville du bytte ud med en anden, hvis du kunne?
– Jeg ville gerne kunne være - bare en anelse - mindre pligtopfyldende. Det er svært at lave om på, og det er en stor fordel arbejdsmæssigt, men det kunne være meget rart at zoome ud engang imellem og være i stand til at tage bare lidt lettere på detaljerne.
Hvilken fejlagtig idé har du haft om det at sidde i en chefstilling?
– Jeg har en humanistisk baggrund og er vokset ind i ledelsesjob via et fagligt og indholdsmæssigt engagement i film. Med andre ord er jeg ikke uddannet til at starte virksomhed op, endsige lede og udvikle den. Så alt, jeg kan, har jeg lært along the way. Jeg troede på et tidspunkt, at alle de mænd med pæne lyseblå skjorter, som jeg sidder i bestyrelser og forretningsnetværk med, gjorde tingene på en helt anden og muligvis mere kvalificeret måde. I dag ved jeg godt, at det selvfølgelig ikke er sådan. Alle dem, jeg er størst beundrere af, har gjort noget på en måde, som primært handler om, hvem de er som mennesker kombineret med viljen til at dedikere sig udover det sædvanlige.
"Jeg troede på et tidspunkt, at alle de mænd med pæne lyseblå skjorter, som jeg sidder i bestyrelser og forretningsnetværk med, gjorde tingene på en helt anden og muligvis mere kvalificeret måde."
Hvad, mener du, er kvinders største ligestillingsmæssige udfordring i dag?
– Det er en kæmpe udfordring for kvindelige chefer at have karrierejob og familie. Og det er til tider en kabale, der ikke går op. Udfordringen skal selvfølgelig angribes politisk, men i lige så høj grad personligt og ikke mindst uddannelses- og opdragelsesmæssigt. Mine største "fjender" har faktisk været min egen samvittighed og andre kvinders dom.
Hvilket karriereråd ville du give 25-årige Tine, hvis du kunne?
– "Lad være med at være så høflig". Folk tager ikke skade af, at man sætter grænser og siger fra. Lidt mere ulydighed er også ok. Jeg har lige fået en bemærkelsesværdig kvinde i min bestyrelse - Elin Schmidt, som er direktør for Rockwool Fonden, og hun har en professionel frækhed, som jeg beundrer og gerne vil lære af.
Hvad er det særlige dokumentarfilmsgenren kan?
– Ændre verden! Det vilde er – og det glemmer man nogle gange, fordi dokumentarfilmene er blevet så velfortalte og velproducerede – at det er virkelighed, vi er vidner til. Dokumentarfilmens forbindelse til virkeligheden er uomgængelig, og det giver hele genren og menneskene omkring den et enormt ansvar og potentiale for at skabe reel social forandring. De seneste år er jeg blevet særligt optaget af netop det med at skabe forandring. Fra film, der skaber store forbrugerkritiske bevægelser omkring sig som "Big Boys Gone Bananas" til mere kunstneriske film som sidste års åbningsfilm "The Act of Killing", der genskriver et lands historie og ikke mindst ofrenes og krigsforbrydernes nutidige oplevelse af historien.
Hvad glæder du dig allermest til på CPH:DOX i år?
– Åh det er svært. Det hele er jo hjerteblod. Og der sker så mange ting i løbet af de ti dage. Fra filmbranche summit over talent workshops til filmvisning på Barsebäck og Jenny Wilsson koncert i Østre Gasværk. Måske er den største fornøjelse for mig i virkeligheden at stå en søndag eftermiddag i et proppet Grand Teater og se helt almindelige mennesker flokkes om at komme ind og se film, der handler om virkelighedens mange kringelkroge. Fra det store politiske perspektiv til de helt intime private bekendelser. Det rører mig fundamentalt, at genren har vundet så stort et publikum, fordi det for mig at se vidner om et stort overskud til ikke kun at ville underholdes, men også være aktivt tilstede i virkeligheden.
LÆS OGSÅ: "Jeg har kun kvindelige ledere i mine restauranter"