Flemming Møldrup: "Shit, hvor er jeg træt af de mennesker"

10’erne var kvindernes årti. Fjerdebølgefeministerne fyldte i medielandskabet, #metoo-bevægelsen satte fokus på de patriarkalske magtstrukturer, og vi fik igen en kvindelig statsminister.

Kvinderne tør mere end nogensinde før at blande sig i debatten, men også at støtte hinanden og løfte hinanden frem. Det viste ALT for damernes Søstersindkampagne i 2019 med al tydelighed.

Men hvor efterlader det mændene, og hvordan har den danske mand det anno 2020?  Vi har talt med syv markante meningsdannere om mandens plads i det nye årti.

 Hvordan har den danske mand det anno 2020?

– Grundlæggende har han det okay, men ikke mere end det. Han er udfordret. Vi lever i en feminiseret tid, hvor bløde værdier, følelser og omsorg for verden, betyder noget. Og manden er forvirret. Hvad var det lige, der skete med #metoo? Hvad er det lige, der sker med kønnene og ophævelsen af dem? Hvad sker der med feminismen og de mange anklager om krænkelser og overgreb? Mange mænd leder lidt i mørket efter noget at støtte sig til, tror jeg. Derfor er de også meget sårbare.

Hvad er hans største udfordringer?

– At forblive den mand, han ønsker at være, i den tid, vi lever i nu. Jeg tror, det er derfor, den radikale canadiske filosof Jordan Petterson har fået så mange mænd som disciple. Han siger ret præcist, hvad mange mænd tænker og føler. 

Hvilke udfordringer har han overvundet?

– Ingen – endnu.  Der er lang vej for manden over på den anden side af alt det, han gennemlever lige nu.

Hvilken kamp burde han tage?

– Jeg tror, at manden kan føle sig udsat i de her tider. Og det skal han måske være bedre til at udtrykke. Måske han skulle rejse sig op og råbe ud i forsamlingen: ”Stop så for helvede! Jeg er ikke Weinstein, jeg er ikke ansvarlig for the pleasure gap. Jeg er max medansvarlig, jeg undertrykker ikke kvinder. Det er der måske andre mænd, der gør, men ikke mig. Og jeg forstår ikke det med ophævelsen af køn. Det er ikke for at være krænkende, jeg forstår det bare ikke”.

– Vi har brug for flere ærlige mænd og færre mænd, der gemmer deres sårbarhed. Jeg oplever, at der er ret stille på mændenes banehalvdel. Som om de er gået ned i omklædningsrummet for at vente på at stormen blæser over. Det gør den bare ikke. Så i stedet for at sidde dernede og udtrykke deres angst, og sårbarhed og frustrationer til hinanden, så burde de lufte dem oppe på banen.

Er der stemmer, du savner bliver hørt? 

– Jeg savner at høre fra de mænd, der har det hårdt i de her tider. De sårbare mænd har også har ret til en stemme. Så vi alle kan få et indblik i de mænd, der er fanget mellem dem, der hele tiden råber ”Hold nu kæft!”, og de mænd, der er feminister. Der findes en stor gruppe velmenende mænd, der bare vil have lov til at være i fred.

Hvilke udfordringer vil du selv kaste dig over i det nye årti? 

– I hvert fald ikke kampen om kønnene. Jeg kan sagtens være mand i den tid, vi befinder os i nu. På det helt personlige plan synes jeg, klimadiskussionen er den vigtigste.

Hvem ville du ønske holdt sin kæft? 

– Alle antisemitterne og alle dem med hadefulde kommentarer på nettet. Shit, hvor er jeg træt af de mennesker. Gå ud og involvér dig i dit samfund i stedet for at sidde bag din skærm og hate på andre mennesker, der er ude og involvere sig i deres samfund. Og så skal alle, der synes, at det med klimaet er noget, vi leger, tage en tur til Bangladesh eller Californien og få syn for sagen.