Flyv, sagde han og gik. Jeg faldt

KLUMME: Altså, hvor længe må man søbe rundt i det, som ikke blev til noget? Være i et hul, hvor hjertet gør ondt? Det er jo bare en muskel. Jeg har en god ven. Vi var kærester kort, men jeg knuste hans hjerte to gange. Vi blev venner; har leet, grædt og heppet. Nu elsker han en anden, og jeg er så glad på deres vegne. Men vi ses ikke, for hun bliver usikker på ham. Hvem sårede mon hende, så min vens kærlighed ikke er nok til, at hun er videre?

LÆS OGSÅ: Kære eks-dame: Du kender mig ikke, men jeg dater ham, du gik fra

Mit efterår var råt og vinteren kold. Ensom. Ham, jeg gav mit hjerte til sidst, fik det uden krav. Han ville ikke have den bankende klump kød og gav mig det flosset tilbage. Så måtte jeg selv få det lappet. Flyv, sagde han og gik. Jeg faldt.

Nogle dage murrer hjertet stadig af længsel og sorg og vrede. På rationelle dage bliver alt pillet ned. Hvorfor skulle lige præcis han fylde så meget? Når andre har villet mig langt mere? Når alt ved mig var så forkert sammen med ham? Det var for meget.

Jeg har et liv at leve og ting at gøre. Jeg er ikke en romanfigur, der dør af ulykkelig kærlighed. Men et uromantisk fjols, der ikke vil reddes af en prins. Måske prøvede jeg at redde ham og tabte mig selv. Jeg har ikke plads til kærlighed, hvis det skal være så dumt og meningsløst. Jeg skal tjene penge, sørge for mine børn, hænge sammen. Finde mit overskud igen. Og mine vinger.

En nysgerrighed, en ny. Flirt, bobler, snakke og kys. Efter halvandet års dans på æggeskaller for en knudemand var det forfriskende gensidigt. Men jeg blev bange for, at det dejlige blev taget fra mig. Igen. Tænk, hvis jeg atter kastede mig ud, og opdagede, at han ikke greb mig. Jeg gik, inden det gjorde ondt. For jeg har ikke flere tårer, intet rum til savn, ønsker og håb. Og jeg vil ikke være så kuldslået. Ikke være så fuld af længsel og vrede og tanker i selvsving. Jeg vil ikke have den smerte, få følelser flået itu. Jeg skal kunne hænge sammen.

Hjertet er sgu ligeglad. Det banker løs. Hjernen analyserer sig frem til lommefilosofiske forklaringer, prøver at skabe mening. Kroppen vænner sig til andre berøringer. Jeg sætter fingeren på de ømme punkter, alt det, der var forkert, ved mig, ham, dem og konceptet om romantisk kærlighed. Humbug! Jeg husker de alt for få tegn på omsorg, jeg fik. Krummer.

Overbevist om tidlig overgangsalder eller depression, søgte jeg hjælp. Min læge, en moden, nøgtern dame, mente at kosttilskud og en mand at læne sig op af, ville hjælpe. Det var så absurd, at jeg faktisk fik det bedre. Lidt pik og piller med urter, ingen recept. Jeg spiser mit kosttilskud. Alt er kaos, men jeg er gladere. Helt uden grund. Jeg har gode folk omkring mig, de var bekymrede. Og de fleste aner ikke, at de fik mig igennem de her måneder. De gav mig omsorg. En arm. En gåtur i stormen. Et dyrt lommetørklæde at tørre tårer væk med. Mange kram.

Der er en nuance mindre af ham i min verden, men solen leger forår nu og blænder mig. Jeg fik et hak i den prisme, jeg ser verden igennem. Jeg burde ikke elske så højt næste gang. Men jeg kan nok ikke andet. Jeg kan ikke styre den bid, jeg gav væk, den må brænde ud, men jeg kan jo prøve at lade være med at holde ilden kørende. Noget nyt må vokse frem i stedet, og så giver jeg det sgu væk igen til en, der er bedre for mig.

Der er andre farver i verden. Dybere kærtegn. Smukkere toner, der rører mit lille stenhjerte, forviklinger og forelskelser. Mozart, ikke TV-2. Og måske sidder min kærlighed i den hånd, jeg holder fast med? I de fingre, der skriver disse tanker ned. Kan jeg bruge smerten til noget kunstnerisk? Menneskeligt? Næh. Er jeg måske Adele, der kan leve af hjertesorg? Flyv, sagde min Mr. Wrong, han ønskede mig god vind. Fuck ham. Jeg kravler, men ser fremad.

Kunne jeg virkelig ikke leve uden ham? Hov, se lige mig, i live og alting. Nu letter jeg.

LÆS OGSÅ: 7 mænd, jeg under ingen omstændigheder vil date igen

LÆS OGSÅ: Derfor er det så svært at finde "gode" mænd i 30'erne

LÆS OGSÅ: Består din mand IKEA-testen?