Gillian Flynn: Fra fyring til krimi-bestseller

Hollywood elsker hende. Sarah Jessica Parker er blevet fotograferet flere gange med bogen under armen, Reese Witherspoon har købt filmrettighederne, og gysets mester Stephen King har rost Gillian Flynns pen og foruroligende fantasi.

Al virakken skyldes bestselleren "Kvinden der forsvandt", der nu også udkommer på dansk. I hjemlandet USA, stribevis af andre lande og senest England har den amerikanske forfatter forført og ført mere end to millioner læsere bag lyset med historien om Nick, der på sin femårs bryllupsdag vågner op til et mareridt. Hans kone Amy er forsvundet.

Klaustrofobisk ægteskabsdrama

En pivåben dør, et splintret glasbord og en væltet sofa peger på noget kriminelt, og snart er han selv under mistanke.

Herfra opruller Flynn med stort raffinement et klaustrofobisk ægteskabsdrama set fra to sider – med Nick som fortæller og med klip fra Amys dagbog. Frydefyldt, uforudsigeligt, rystende, skræmmende og alligevel med genkendelige elementer, har mange anmeldere fremhævet.

Vær forberedt på at komme i selskab med en kvinde, der ikke viger bort fra at lyve for læserne og ty til raffineret hævn.

– Jeg kan godt lide at give læsere nogle totalt utilregnelige fortællere, så du føler dig på usikker og gyngende grund, når du læser. Jeg har forsøgt at skabe to personer, som har en flosset moral og manipulerer alt for at få det, som de gerne vil have det, siger Gillian Flynn.

Fyrværkeri og lettelse

Hun er med på telefonen fra sit hjem i Chicago. Babysitteren blev forhindret i dag. Så hun forlader undskyldende samtalen et par gange for at snakke med den snart treårige søn, der bliver bestukket med en film.

Livet går videre for den tidligere journalist, der er først i 40'erne.

Selv om hun har haft en del måneder til at sunde sig, har hun haft for travlt til helt at kapere omfanget af, hvad der er sket siden den 4. juli sidste år.

På den store amerikanske festdag, hvor raketterne sprudler overalt i USA, fik hun nyheden om, at den tredje roman "Gone Girl" var røget ind som nummer et på bestsellerlisten over dem alle – New York Times bestsellerliste.

– Da min søn var kommet i seng, åbnede min mand en flaske champagne, og vi stod og så på fyrværkeriet. Det var en helt perfekt dag og god timing. Min første reaktion var "jeg klarede den. Hvad der end sker herfra, så har jeg været på New York Times bestsellerliste". Efter den første lettelse kom panikken. "Åh nej, hvordan kan jeg nu leve op til det her."

Stod i en karriere-blindgyde

Selv om vi ikke sidder over for hinanden, giver hendes rolige klang og selvironi en fornemmelse af, at hun ikke sådan lige mister fatningen eller tager sig selv for højtideligt.

Indtil de svimlende salgstal levede hun som masser af andre forfattere i det usikre spænd mellem håbet om det store gennembrud og en realistisk mulighed for, at forfatterskabet aldrig blev til mere end en bibeskæftigelse.

– Det er helt utroligt dejligt og giver en kæmpe uafhængighed, at jeg nu kan leve af det, siger Flynn, der for bare tre år siden stod i en karriere-blindgyde.

Farvel til drømmejob

Ligesom den ene hovedperson Nick, oplevede hun som ung journalist rusen i at komme fra provinsen og blive en del af de fede år med masser af job og magasiner i New York. Begge blev fyret, da krisen tyndede ud i jobmulighederne.

– Nick er måske den, jeg bedst kan genkende, fordi jeg har brugt min egen erfaring. Jeg voksede ligesom ham op i en mindre by. Begge mine forældre var professorer. Min far filmprofessor, og jeg sætter stor pris på at være vokset op i et hjem, hvor den gode historie havde høj værdi. Jeg var lidt af en filmnørd, og hvis jeg ikke så film, havde jeg hovedet i en bog, fortæller forfatteren, der stort set fik "Psycho" ind med modermælken.

Journalistikken valgte hun, fordi det virkede som et fornuftigt valg for en der gerne ville leve af at skrive. I 10 år var hun filmjournalist på magasinet Entertainment Weekly og tv-kritiker.

– Det var det perfekte job. Jeg kan stadig blive helt høj over, at jeg kunne forlade mit skrivebord, gå ud for at se en film eller flyve om på den anden side af jorden for at følge et filmhold og så stadigvæk kalde det et arbejde. Hvis jeg ikke var blevet fyret, var jeg der højst sandsynligt endnu. Jeg drømte egentligt ikke om at blive forfatter på fuld tid, men samtidig havde jeg en trang til at fortælle historier på en anden måde.

Fyringen gav et skub

Så måske var det meget godt, at fyringen gav hende et skub.

– Jeg var en af de heldige journalister, fordi jeg allerede havde skrevet mine første to romaner og ikke skulle begynde helt fra bunden. Men oplevelsen gav mig også en ydmyghed. For det er ikke spor fedt at blive fyret, og jeg havde mange søvnløse nætter og overvejede at tage job som tjener. Jeg havde fem måneder, hvor jeg troede, at jeg aldrig skulle komme til at leve af at skrive. Det gik op for mig, at hvis jeg ikke kunne skrive, kunne jeg ikke andet.

LÆS OGSÅ: Julianne Moore om alder, kærlighed og karriere

Hvem kan man stole på?

De første to romaner havde hun skrevet om aftenen eller på presserejser. Den første var blevet flot modtaget, fik to krimipriser, men ikke de helt vilde salgstal, og den anden var på vej mod samme modtagelse.

Kort efter fyringen blev hun tilbudt sin tredje romankontrakt.

– Min mand støttede mig og sagde, "kast dig ud i det og lad være med at lægge censur på dig selv".

Måske tænkte han på de mange halvfærdige manuskripter i skuffen. Historier, der var strandet på, at hun ikke kunne få hovedpersonerne til at gøre ret meget andet end at hænge ud. At hun er kommet over den barriere og i den grad har fulgt advokatmandens råd er "Kvinden der forsvandt" i den grad bevis på.

– Min svigerfar har opfordret min mand til at sove med det ene øje på klem, siger hun med et tilfreds grin.

– Jeg har da nok skræmt ham lidt og overrasket mig selv over, hvad jeg kan finde på. Jeg laver ikke en masse psykologisk research. Jeg skriver bare løs. Jeg har altid selv haft størst respekt for de forfattere, der kan gøre mig bange.

Skræk og genkendelse

Bortset fra Nicks frustrationer over skrivekarrieren er der ikke meget, hun har hentet fra sit eget liv.

– Jeg er et klassisk eksempel på, at det ofte er forfattere med en god barndom og et trygt liv, der skriver det mest skræmmende. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Det er nok ren fascination og fantasi.

Selv om hun afsøger nogle ekstremt mørke kroge og usympatiske sider i mennesker, kan man samtidig genkende noget i hendes roste beskrivelser af at være i 20'erne/30'erne, at være i et ulykkeligt parforhold, spille roller, ville være den perfekte, cool kvinde og lyve for sig selv og hinanden.

Ikke mindst når Amy funderer over at være den cool kvinde.

Forsøgte at være den cool pige

Amys psykologforældre har tjent kassen på at skrive børnebøger om "Amazing Amy" om en idylliseret version af datteren, som er blevet ekstremt god til at modellere sin personlighed og spille roller som f.eks. rollen som den perfekte kvinde: Den cool kæreste, der aldrig brokker sig over at kæresten skal se fodbold. Hende, som alle mænd drømmer om. En kvindetype, der kun eksisterer i mænds drømme, som hun skriver.

– Jeg var selv lidt af en nørd som barn. Men jeg har også brugt krudt på at forsøge at være den cool pige. Vi spiller vel alle roller i et eller andet omfang og viser forskellige sider af vores personlighed alt efter sammenhæng. Det har jeg ført ud i det ekstreme i bogen.

LÆS OGSÅ: "Folk tror, at jeg er Dyvia Das"

Succes i en krisetid

Når Gillian Flynn forlader morgenmaden for at skrive, kommer hun i den rette tilstand af kreativ uhygge, når hun går gennem husets let skumle og ufærdige kælder.

Men hun skriver i lige så høj grad på den generelle usikkerhed og dårlige verdensøkonomi, der gør fremtiden mere sløret og usikker for mange mennesker.

Igen må man sige, at hun personligt oplever lige præcis det omvendte i sit eget liv og ikke behøver bekymre sig om sin pensionsopsparing.

Efter at "Kvinden der forsvandt" ramte de amerikanske bestsellerlister og blev liggende i flere måneder, blev interessen for hendes tidligere romaner også øget.

Filmatisering med Charlize Theron - måske

På vej til et møde blev hun ringet op af filmselskabet Fox, der ville købe filmrettighederne til "Dark Places", og inden hun nåede frem, var hun 1,5 millioner dollars rigere. Charlize Theron skal efter sigende spille hovedrollen.

Kort efter spiste Flynn frokost med Reese Witherspoon, og lige nu sidder hun og lægger sidste hånd på manuskriptet til filmatiseringen af "Kvinden der forsvandt". Rygterne flyver. Skal Reese spille Amy? Skal Jack Gyllenhaal eller Ryan Gosling spille Nick?

– Jeg kan ikke sige noget endnu. Men det er så fedt selv at skrive manuskriptet, siger forfatteren, der på mange måder oplever den samme livsomvæltende succes som "Fifty Shades of Grey"-forfatteren E.L. James oplevede året før.

Flynn er den eneste, der har givet "Fifty Shades"-bøgernes enorme salgstal nogenlunde kamp til stregen. Bortset fra det har bøgerne intet tilfælles.

Flynn slår et slag for at, man aldrig skal undervurdere kvinder – hun elsker at skabe onde, vrede kvinder med problemer.

Det bedste tip til andre skribenter er...

Som regel er hun i selskab med dem det meste af dagen nede på kælderkontoret, hvor hun arbejder hver dag. På kaffe. Dystre tanker. Og med en smule pisk.

– Det bedste tips, jeg kan give andre skribenter, er skriv! Og bliv ved. Rigtig mange giver op lige så snart, det bliver svært. Det er ikke glamourøst at skrive en bog. Der skal arbejdes hårdt.

Pudsigt nok har hun og manden ligesom hovedpersonerne i "Kvinden der forsvandt" lige fejret femårs bryllupsdag.

– Min mand foreslog, at jeg skulle forsvinde. Sikke et pr-stunt. Men vi nøjedes med at gå i biffen, få popcorn og spise et lækkert sted. At gøre det, der gør mig mest glad, nemlig bare at hænge ud med min familie.

Det er, som hun siger. Hun er bare en helt almindelig amerikansk kvinde med hang til simple ting og familiehygge. En kvinde, der sagtens kan efterlade de dystre tanker i kælderen, tjekke ind i hverdagen igen og sove trygt ved siden af manden.

Spørgsmålet er så: Kan vi andre det efter et besøg i hendes fantasi...

LÆS OGSÅ: Vestager: "Når man er over 40, må der også være plads til lidt attitude"