Grev Michael og prinsesse Alexandras forelskelse kom ud af det blå: Sådan begyndte samtalen mellem os

Da Prinsesse Alexandra var en lille pige, holdt hun uendeligt meget af at gå rundt i haven på Graasten Slot med sin mormor, Dronning Ingrid.

Læs også

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

De duftede til forskellige roser, talte om blomsterne, og Dronning Ingrid øste af sin store haveviden til sit barnebarn, som lyttede opmærksomt. Det var på de ture, Alexandras interesse for blomster og havedyrkning for alvor blev vakt.

Alexandra: "Der er mange blomster, som jeg den dag i dag forbinder med min mormor. Dagliljer. Riddersporer. Roser. Når jeg mærker duften af lavendler og roser, kan jeg på et øjeblik blive bragt tilbage til min barndom og turene med mormor. Og somme tider, når jeg laver bede med bestemte grupper af blomster, kan jeg mærke, at jeg faktisk kommer i forbindelse med hende."

Det er formiddag på Egeskov Slot, og Alexandra og hendes mand, Greve Michael Preben Ahlefeldt-Laurvig-Bille, har sat sig godt til rette i deres private stue foran pejsen. Den imponerende slotshave udenfor vinduerne har endnu ikke foldet sig fuldt ud i al sin farverige pragt, men når Alexandra taler om sin havepassion, kan man næsten se det hele for sig.

Siden 2017, hvor hun og Michael faldt for hinanden, har hun haft det kunstneriske ansvar for Egeskovs haver, og nu er hun aktuel med den smukke havebog 'En have for livet', hvor hun med udgangspunkt i haverummene på Egeskov Slot kommer med alle sine bedste have- og blomsterråd. Hun er helt med på, at de færreste har en slotshave at boltre sig i, men alle tips og tricks kan anvendes, uanset om man udlever sine grønne fingre i altankasser, i krukker eller med små bede i en almindelig have.

Under hele havesnakken sidder Michael og kigger smilende og forelsket på Alexandra, mens han af og til indskyder et par historiske facts om Egeskov, som han har overtog efter sin far i 1992. Det var i sin tid hans farmor og farfars idé at genskabe haverne omkring slottet og gøre dem offentligt tilgængelige, og farmoren, Grevinde 'Nonni', var lige så vidende om havedyrkning, som Alexandra er i dag. Sjovt nok var hun veninde med Alexandras mormor.

I det hele taget er Alexandras og Michaels familier tæt knyttet sammen, også deres mødre var gode veninder, og Prinsesse Benedikte er gudmor til Michael, men det var på ingen måde oplagt, at prinsessen og greven skulle finde sammen en dag. De har begge været gift før, Michael to gange, og de havde begge børn med i bagagen, da de pludselig fik øjnene op for hinanden.

Hvor meget så I til hinanden som børn og unge?

Alexandra: "Meget lidt. Michael er seks år ældre end mig, så han var hele tiden et andet sted i livet, end jeg var, da vi var børn og unge, og da Michael blev gift i 1992, var jeg slet ikke der endnu. Somme tider så vi hinanden til en fest, hvor vi hilste på hinanden, og så var den ikke længere."

Så aldrig nogen flirt?

Michael: "Nej, aldrig. Men jeg kan da huske, at jeg har haft Alexandra til bords til et par fester, og at jeg bagefter tænkte, at hun var sød at snakke med. Men ikke andet. Og på et tidspunkt forsvandt Alexandra helt."

Alexandra: "Jeg studerede i England, derefter arbejdede jeg i Frankrig, og så blev jeg også gift. Så når Michael somme tider var på besøg hos mine forældre på Berleburg i Tyskland, var jeg der ikke. Men da vi først fik øje for hinanden for syv år siden, var det sådan, HOLD da op, hvad skete der lige der? Samtidig skulle vi lære hinanden og hinandens liv at kende næsten fra bunden, for vi vidste ikke ret meget om hinanden. Det var helt fantastisk at mærke, hvordan tandhjulene bare faldt i hak."

Læs også

Daimi afgav et særligt løfte til sin nu afdøde mand: ”Jeg kan først tale om det nu”

I havde begge skilsmisser bag jer, da I fandt sammen, hvordan havde I oplevet de brud?

Alexandra: "Det har da ikke været nemt, og det er forfærdeligt for alle, der bliver skilt. Jeg har aldrig oplevet nogen, der har syntes, det var sjovt. Men for mit vedkommende har skilsmissen betydet, at jeg er det sted, jeg gerne vil være, i dag. Lykkelig med en vidunderlig mand.

Da jeg var i mit tidligere ægteskab, havde jeg en ældre ven, som pludselig døde. Han havde indtil da altid spurgt mig, når vi sås, om jeg var lykkelig. Og hver gang havde jeg svaret, ja, ja, det er jeg da. Selvfølgelig er jeg det. Man da min ven døde, stoppede jeg op og stillede mig selv spørgsmålet: ”Er jeg egentlig lykkelig?”. Og der kunne jeg pludselig mærke, at nej, det var jeg ikke. Det gik samtidig op for mig, at livet er så kort, og hvis jeg gerne ville være lykkelig, måtte jeg blive skilt."

Michael: "Jeg kan bare helt kort sige, at skilsmisser er rædselsfulde, og så vil jeg ikke gå mere ind i det. Men forhåbentlig bliver man klogere hver gang."

Og nu er du så klog, som du skal være?

Michael: "Vi er sammen, og vi er glade. Behøver jeg sige mere?"

Han holder en lille pause.

Michael: "Jeg skal i øvrigt lige sige, at jeg godt kan forstå, at du spørger ind til, hvorfor der aldrig havde været noget før mellem Alexandra og mig, og det er der en ekstra årsag til: Alexandras familie laver man ikke hanky-panky i."

De griner højt begge to.

Michael: "Det gør man sgu ikke. It’s not an option."

Det har betydet noget?

Michael: "Ja. Og derfor var vi lykkelige for, at vi begge var skilt, da vi mødte hinanden ”rigtigt”. Der var ingen ballade."

Den magiske forbindelse

De morer sig begge højlydt over Michaels sidste bemærkninger, og netop det at grine og dyrke humoren, er en vigtig lim i deres forhold. Michael var i begyndelsen lidt nervøs over, om Alexandra med sin familiebaggrund og opvækst i Tyskland ville forstå hans til tider lidt rå humor og sarkasme, men det havde han ikke behøvet at bekymre sig om, hvilket resten af interviewet tydeligt bærer præg af.

Hvor og hvordan mødtes I i 2017?

Michael: "Vi mødtes til et arrangement i Tyskland. Jeg havde på det tidspunkt sagt til mine gode venner, at hvis jeg nogensinde fik tanken igen, at jeg skulle giftes, skulle de binde mig til et træ og slå mig med en kæp. Så jeg var slet ikke der, hvor jeg var klar til et nyt forhold, og jeg fik godt nok også meget røg bagefter, da jeg så mødte Alexandra, og det bare sagde kapufff! Jeg var sådan, halløj, hvad skete der lige der? Men bare fordi man er voksen, kan man altså godt blive ramt, som man blev, da man var 20 eller 30."

Hvad faldt du for?

Michael: "Det er jo et stort spørgsmål. Det hele. Vi taler somme tider om, at der ikke er noget vi har lyst til at lave om ved hinanden, eller noget, der kunne være bedre. Det forunderlige ved forelskelse er, at det er en form for sindssyge

i øjeblikket, og når man så dukker op på den anden side, må man håbe, at der stadig er noget."

Hvad faldt du for, Alexandra?

Alexandra: "Det var noget med at finde en forbindelse til et menneske, hvor der pludselig var noget magi. Smilet. Øjnene. Den måde, vi talte sammen. Jeg kan ikke pinpointe det."

Michael: "Vi er begge to meget kunstinteresserede, og vi maler også begge to, og kunsten er en vidunderlig måde at gå ind i hinanden på. I kunsten er det lovligt at lukke op og finde ud af, hvad du føler, mener og synes. Jeg tror, det var der, samtalen mellem os begyndte."

Efter mødet i Tyskland var både Alexandra og Michael nødt til lige at tænke sig om. Var de parate til et nyt forhold? De nåede begge to frem til, at ja, de måtte give det en chance, og nogle måneder senere inviterede Michael Alexandra og hendes to børn til Heartland Festival på Egeskov.

Hvad tænkte du, da du tog til Heartland, Alexandra?

Alexandra: "Jamen altså, jeg vidste jo godt, at Michael var vidunderlig, så jeg glædede mig bare til hele oplevelsen."

Michael: "Til Heartland er jeg jo på arbejde, så der var ikke stablet en masse op, fordi Alexandra skulle komme, men der var bare en skøn, tyk og helt vidunderlig stemning imellem os. Efter Heartland havde vi det begge som om, vi var blevet slået i hovedet med en vognstang – okay, nu kan vi godt komme ud af starthullerne."

Læs også

Mette Blomsterberg: ”Det var smerteligt at se ham forandre sig, da alkoholen blev hans bedste ven”

Hvordan er det at blive forelsket i en moden alder i forhold til, når man er ung?

Alexandra: "Jeg synes ikke, at det var anderledes. Overhovedet. Eneste forskel er, at vi ikke er kiksede teenagere, men følelserne er jo de samme."

Michael: "Jeg er helt enig. Men måske tænker man sig mere om. Konsekvensen er jo ret tydelig, når man har prøvet det før og har børn. Der er nogle mere voksne overvejelser, man må gøre sig."

Hvad er nemmere i et modent forhold?

Michael: "Det er nemmere, at vi kan tale om tingene. Som ung prøvede jeg hele tiden at gætte mig til, hvad den anden tænkte. Det er vi langt forbi. Vi har lavet en aftale om, at vi ikke vil vandre rundt i hinandens blomsterbed. Jeg vil ikke tænke på, hvad jeg TROR, Alexandra har behov for. Det er Alexandras opgave at fortælle mig, hvad hun har behov for, og omvendt. Det andet er så besværligt, og man gætter aldrig rigtigt alligevel.

Hvis jeg kommer ind og har haft en travl eller dårlig dag, ved Alexandra, at hun ikke omgående skal tænke, uh, hvad har jeg gjort galt, hvorfor er Michael så tavs? Hun ved, at det ikke har noget med hende at gøre, og i stedet spørger hun bare, om jeg har brug for noget. Og hvis det f.eks. er et knus, så får jeg det."

Så hvordan vil I beskrive jeres hverdag og liv?

Alexandra: "Vi har det vidunderligt. Det er en dans i tilværelsen, vi har."

Michael: "Det må man sige. Forleden blev vi spurgt, hvad der er det bedste i løbet af et år for os, og der svarede jeg, at hver dag er det bedste."

Hvordan sørger I for, at hver dag bliver den bedste?

Michael: "Vi taler. Om alt. Og det gør vi hele tiden. Der er ikke noget, der er forbudt, der er ikke noget, der er farligt. Og hvis der alligevel er noget, der er lidt farligt, så taler vi om, hvorfor det er farligt, og hvad det gør ved os."

Grunden til ikke at få hund

Parret blev gift i 2019 ved et mindre bryllup, som dog alligevel varede i tre dage og tre nætter, fordi der var overnattende gæster fra andre lande.

Hvordan var det at sige ja?

Alexandra: "Det var som om, at det altid skulle have været. Det var så vidunderligt og forunderligt at mærke, at jeg havde mødt et menneske, som jeg følte, jeg havde kendt altid, og så alligevel ikke."

Læs også

Anne-Grethe Bjarup Riis blev skilt efter 20 års ægteskab: “Vi var slidt op”

Og slutter historien så med: ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende”?

Michael: "Det er i hvert fald planen."

Han griner.

Michael: "Indtil videre er det gået godt i syv år."

Man hører jo om ”The Seven Year Itch”?

Alexandra: "Det tror jeg ikke, at vi kommer i nærheden af. Jeg synes, at vi allerede har overkommet flere ting sammen, og det har ikke været et problem."

Michael: "Når man bliver forelsket som ung og er helt væk i hinanden, laver man alle mulige romantiske ting hele tiden. Men så får man børn, og så bliver man bombet fuldstændig tilbage til stenalderen og aner ikke, hvad det var, der lige ramte. Man får ikke sovet, og der er en masse ting, som laver ballade i forholdet. De udfordringer har vi jo ikke. Vi kan bare gøre, hvad der passer os."

Så det er et mere egoistisk forhold?

Alexandra: "Vi har mere mulighed for at være sammen. Vi skal ikke diskutere, hvem der passer børnene."

Michael: "Eller hunden. Af samme grund har vi ikke hund. Jeg forstår ikke folk, som får hund, når børnene endelig er flyttet hjemmefra. For 14 dage siden havde vi lige fem dage uden aftaler, fint, så gik jeg på nettet og bestilte en tur til Rom. Bum – så var vi i Rom, holdt i hånd og spiste for meget mad. Jeg gjorde i hvert fald. Og så hjem igen. Det var nemt, og så kan man måske tillade sig at tage et lidt bedre hotel, end man gjorde i gamle dage, hvor alle børnene skulle med."

Så det er privilegeret at møde hinanden sent?

Michael: "Ja, men det ikke-privilegerede er, at vi ikke har så meget tid foran os. Vi skal virkelig udnytte hver en dag, vi har sammen."

Du bliver 60 næste år, Michael, hvad tænker du om det?

Michael: "Jeg syntes, 50 var fedt, jeg syntes, 40 var fantastisk, jeg syntes 30 var genialt. Jeg synes, 60 er skræmmende. Det synes jeg virkelig – for så er jeg på vej mod 70’erne. Men der er jo ikke noget at gøre ved det, og alternativet er ikke så rart.

Jeg gør, hvad jeg kan, for at spise salaten i stedet for osten og holde mig i gang, og så får jeg taget en blodprøve engang imellem for at sikre, at det, man kan måle, er i orden. Og hvis ikke, at det så i hvert fald bliver opdaget i god tid. Vi har også sørget for at planlægge og forberede, at Egeskov en dag skal gå videre, så vi kan gå på pension. Det giver ro."

Downton Abbey på Fyn

Indtil videre er Egeskov Slot dog omdrejningspunktet for Alexandra og Michaels liv og arbejde. Og nu bliver slottet også omdrejningspunktet for en stort anlagt romanserie, 'Egeskov-serien', som også er under udvikling til en tv-serie. Den første roman hedder 'Ulykkens år', og særligt Michael har været dybt involveret i processen, fordi han jo lægger familiehistorie og slot til.

Læs også

Anne Mette Kirks mand havde et barn i forvejen: Min første tanke var helt klar, da jeg mødte hende

Michael: "Det er Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydahl, der skriver romanerne, og planen er, at hver bog skal dække et årti. Den første begynder i 1870. Stedet her og min familie er skelettet i historien, og så er fiktionen bygget på. Så det er ikke den sande historie om min familie og slottet, men der er mange ting, der er baseret på virkeligheden.

Det er drama baseret på ulykkelig kærlighed og voldsomme begivenheder. Almenmenneskelige historier, som alle kan spejle sig i. Tænk 'Matador', 'Upstairs, Downstairs' og 'Downton Abbey'. Det er så spændende."

Skal det filmatiseres her på slottet?

Michael: "Det, der skal filmes udenfor, bliver lavet her. Men indenfor ligner slottet jo ikke noget fra 1870, så der kommer de til at bygge et studie op. Det er meget interessant for os at følge processen. På det overordnede plan har vi haft en finger med i spillet, men ellers har forfatterne haft frie hænder. Samtidig ved vi godt, at folk let kan komme til at tro, at den historie, der bliver fortalt, er sådan, som det har været i virkeligheden, og det er jo ikke tilfældet. Derfor kommer vi også til at lave en bog, der fortæller den rigtige slægtshistorie."

Du har jo slottet og historien helt inde under huden, Michael, men hvordan har det været for dig at flytte ind på Egeskov, Alexandra?

Alexandra: "Jeg grinede lidt i starten, for slottet er jo helt fyldt op, så hvordan skulle jeg få plads til mine ting her? Men sjovt nok viste det sig, at det ikke var særlig kompliceret. Jeg kom med 80 kubikmeter ting og sager, men sammen fandt vi ud af, at den ting passer her, den ting passer der. Og pludselig var alt her bare, uden at vi havde lavet særlig meget om. Stilmæssigt passede vores ting sammen."

Så du føler dig hjemme her?

Alexandra: "Fuldstændig."

Hvordan var det at give plads, Michael?

Michael: "Der var ingen slåskamp i det. Men det handler også om, at vi kommer lidt fra den samme verden. Vi er opdraget på samme måde, og vi har lært det samme i forhold til at dække et bord og sammensætte møbler og farver. Vi kunne aldrig finde på f.eks. at male orange her i stuen, og det handler ikke om at være greve og prinsesse. Det handler om, at vi har den samme opdragelse. Og samme ståsted indeni."

Alexandra: "Det handler også om at lære et sted at kende og mærke efter. Huse har deres egen sjæl, og man skal finde ud af at passe ind i husets sjæl."

Så Michael, hvordan er det at have fået prinsessen til sidst?

De smiler begge to. Michael leder lidt efter ordene.

Michael: "Jeg går jo et skridt bagefter, som man skal."

De griner højt.

Michael: "Nej, hør her, vi mænd får jo alle sammen prinsessen til sidst. Alexandra har så også bare titlen."

Han kigger kærligt på Alexandra, der nikker.

Michael: "Faktisk hygger vi os meget med, at Alexandra er prinsesse."

Prinsesse Alexandra er aktuel med havebogen ”En have for livet” om de

prisvindende haver på Egeskov Slot.

Politikens Forlag, 368 sider, 400 kr. Bogen er lavet i samarbejde med forfatter og journalist Nanna Louise Teckemeier.

Hun og Michael lægger også slot til en historisk romanserie inspireret af virkelige begivenheder på Egeskov Slot - skrevet af Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydahl. Den første roman i serien,

lykkens år', udkom den 21. maj. Politikens Forlag, 400 sider, 320 kr.