”Jeg er ret dårlig til ikke at vide, hvor jeg har folk”

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en vej i Sønder Nærå mellem Odense og Ringe. En meget familiær og tryg vej i en lille by, hvor både mine forældre kom fra, og alle mine fire bedsteforældre boede. Min lillebror er tre år yngre end mig. Han er en meget stor del af min barndom, ligesom fodbolden og boldbanerne var. Hjemme hos os blev gyngestativet ret hurtigt omdannet til fodboldmål. Min far var fodboldtræner i sine unge dage, min mor havde spillet fodbold, og det gjorde jeg og min lillebror også. Når jeg ikke lige havde noget at lave derhjemme, cyklede jeg bare over i klubhuset og så, om der var nogen. Vi taler stadig meget om fodbold i min familie. Om landsholdet og om vores fælles smertensbarn, OB, som ikke har haft den store succes de seneste år.

Din levevej?

– Jeg har altid villet være enten journalist eller professionel fodboldspiller. Lige siden jeg var lille, har jeg elsket både at skrive og spille fodbold, men da jeg nåede konfirmationsalderen, gik det op for mig, at jeg nok ikke ville kunne leve som professionel fodboldspiller. Jeg ville aldrig blive en Laudrup. Så blev jeg i stedet journalist med speciale i landsholdet. Det kom dog bag på mig, at jeg ikke blev skrivende journalist, som jeg troede, jeg skulle være. Men jeg har ikke skrevet ret meget, siden jeg blev færdig som journalist, fordi jeg enten har lavet radio eller tv. Min levevej har slået nogle krøller, som jeg ikke havde forventet.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er ikke noget, jeg tænker over. Nogle gange får man et eller andet sødt tilsendt, og det er sjældent, det er upassende eller ubehageligt. Der er omkring fem mennesker, der skriver lidt mere end de andre, og det er okay, for de skriver kun søde ting.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Der er to chefer, og det er børnene, som kommanderer rundt med alle os andre. I min familie har vi været vant til, at vores liv ikke er som alle andres, for vi har faktisk aldrig prøvet at have et helt almindeligt arbejdsliv, og når jeg ikke kan aflevere børn om morgenen, gør min mand det bare. Vi er meget omstillingsparate – også børnene. Men jeg insisterer på, at hvis min mand kan rejse væk i ni dage, så kan han også aflevere tre dage om ugen, når jeg laver Go'morgen Danmark. Sådan er livet med børn. Jeg har for længst vænnet mig til, at når alle er tørstige, så får børnene et glas mælk, inden jeg selv får et glas vand. Fra det øjeblik, de er født, lærer man, at nu er der nogen, der kommer foran en selv. Man får ikke engang tid til at vænne sig til det.

LÆS OGSÅ: TV-kok Anne Hjernøe: ”Jeg går stadigvæk i Kvickly i natbukser”

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Det er første gang i ti år, jeg ikke skal lave sport. Jeg har stadig interessen for sport, men jeg trængte til at lave noget andet, da fodbolden efterhånden var forsvundet fra TV 2 Sporten. Al sport er sjov, men fodbolden var mit fokus. Jeg har altid brændt 110 procent for det, jeg lavede, for det skal man, når man er så meget væk fra sine børn, som jeg er.

– Folk spørger mig tit, hvornår man skal tage den beslutning at sige op og lave noget andet. Jeg havde selv haft ideen oppe at vende flere gange, men en dag ramte det mig i maven, så jeg ikke længere var i tvivl. Jeg gik ind og sagde op. Jeg var ikke bange, men snarere vemodig, for det var et godt sted, som havde været med til at forme mig i ti år.

– Jeg havde brug for at komme ud og mærke, hvad jeg egentlig havde lyst til. Det behov var større end behovet for at finde noget andet. Jeg gik derhjemme og tænkte over det og gav mig selv lov til ikke at skulle noget. Folk spurgte hele tiden: "Hvad skal du så?" og "Er du ikke bange?" Nej tværtimod. Det var en lærerig proces, for jeg har læst og arbejdet hele mit liv. Jeg var ude af min comfort zone, og det vigtigste var, at jeg mærkede efter, om jeg savnede tv.

Når man tror tilstrækkeligt på sig selv, tør man godt sige op og vide, at man nok skal lande på sine ben, og jeg var ret sikker på, at der nok skulle komme noget andet til mig. Det gjorde der også, for da der var gået et par måneder, fik jeg en henvendelse fra Go'morgen Danmark, hvor jeg nu skal være vikar det næste år. Jeg blev vildt glad for det tilbud, selv om jeg egentlig troede, jeg havde brug for at slippe tv i en periode.

– På Go'morgen Danmark er jeg virkelig landet i den rigtige stol, som nærmest former sig efter min krop, som om jeg altid havde siddet i den. Det er en journalistisk form med god tid og alsidighed, og så arbejder jeg sammen med et sindssygt dygtigt hold. Jeg er helt ind i kroppen glad for det.

LÆS OGSÅ: Hanne Boel: ”Jeg er ikke bare en gammel popmoster”

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det er der ret mange mennesker, der har, men grundlæggende er det mennesker, der er sig selv. Jeg er ret dårlig til ikke at vide, hvor jeg har folk, og selv tager jeg hellere træsko end listesko på. Jeg er meget familiær, og vi tager ofte turen til Fyn for at være sammen med min familie. Det tager jo kun halvanden time at køre derover.

– Min mand fandt vejen til mit hjerte i 2007, hvor vi mødtes til en julefrokost og hurtigt begyndte at date. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle have min egen familie, og da vi fik børn, oplevede jeg, hvordan de borer sig ind i ens hjerte. Man elsker dem ubetinget og for evigt. Før i tiden sagde folk altid den slags, og jeg tænkte bare "ja ja", men i dag ved jeg, at jeg ville tage en kugle for dem.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Ud over at jeg er på vej ned til Baresso for at få en kop kaffe og en salat, vil jeg sige, at jeg er på vej i den rigtige retning. Jeg skal vænne mig til, at vækkeuret ringer 03.35. Men når jeg først er oppe, er det fint. Jeg stresser mere over, om jeg kan falde i søvn igen, men min medvært Michael Robak har givet mig en pakke godnat-te, jeg kan drikke om aftenen. Jeg tror ikke, det bliver noget problem, for jeg er jo vant til at have små børn, og selv om de altid har sovet om natten, så er det alligevel længe siden, jeg har fået ni timers søvn på en nat.

LÆS OGSÅ: Linda P: ”Hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært”

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– 2016 har været et ekstremt lærerigt år for mig. Ud over at jeg har sagt op og fået et nyt job, har jeg også cyklet til Paris. Jeg blev spurgt sidste efterår, om jeg ville cykle til Paris for Team Rynkeby, og eftersom de kæmper mod børnecancer, sagde jeg ja. Den sag har altid været vigtig for mig. Men indtil marts måned i år havde jeg aldrig før siddet på en racercykel. Da jeg så sad der, tænkte jeg: Hvad er det lige, jeg har sagt ja til? Jeg er typen, der ikke engang gider sidde i en bil til Paris, men det er et mantra for mig, at man altid skal sige ja til noget, som man ikke ved, om man kan. Jeg siger det også altid til mine børn. Nu kan Matilde slå vejrmøller og stå et kvarter med en hulahopring. Man må godt presse sig selv ved at øve sig på noget.

Hvad tænkte du på på vej herhen?

– På 1000 ting, men mest af alt, at jeg skal til stranden i eftermiddag. Min mand skal hente Charlie, og jeg skal hente Matilde og hendes veninde. Det er meget logistik, jeg tænker på. Det tog mig 20 minutter i S-toget at komme herind, hvor jeg kunne have slappet af og slået hjernen fra, men jeg tænker konstant på logistik og på mails, jeg skal huske at svare på. Jeg sad i øvrigt også og tænkte over, at jeg snart skal til en temafest. Temafester er ikke lige mig, for jeg stresser over kostumet, selv om jeg godt ved, at det bliver megasjovt. 

LÆS OGSÅ: Stjernen fra Badehotellet: "Det er nærmest magisk at møde mennesker, der får en til at føle, at man er en rigtig god udgave af sig selv"

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”