Henriette Zobel: Det var en kæmpe, kæmpe sorg

Duften af syrener. Den søde, insisterende og forsommeragtige duft – det var den, der for alvor fortalte Henriette Zobel, at hun var ved at få det godt igen. At hun var på rette vej. Hun var ude at løbe sin sædvanlige morgentur, og pludselig bemærkede hun igen duftene omkring sig. I mange måneder havde både smags- og lugtesansen ellers været lukket ned, fordi hendes krop brugte al sin energi på at opretholde de livsvigtige funktioner under den stressudløste depression, hun havde gennemlevet. Henriette stoppede op ved hver eneste syrenbusk på den løbetur, stak næsen helt ind i blomsterne og indsnusede duften. 

Henriette Zobel smiler, når hun fortæller historien om syrenerne. Hun sidder i sofaen i sin lille Hellerup-lejlighed, hvor opstillinger med krystaller, bunker af selvudviklingsbøger, indiske gudefigurer og et stort billede af hendes guru Gurumayi fortæller historien om en kvinde, der igennem mange år har søgt ind i sig selv. Evnen til at kigge indad har hun haft god brug for siden juni 2011, hvor hun erklærede sin tøjvirksomhed Pureheart konkurs og efterfølgende blev ramt af uendelig træthed og en depression, der kom snigende og pludselig fyldte alt. 

– Det var hårdt for mig at miste Pureheart, det var det virkelig. Det var en kæmpe, kæmpe sorg. Jeg havde skabt en rigtig god arbejdsplads, havde gode leverandører, fantastisk personale og vidunderlige kunder.

Alt for meget arbejde

Henriette havde ansat en direktør, der skulle tage sig af økonomien, og hun havde selv sluppet kontrollen med den del af virksomheden et halvt års tid, da hun opdagede, at der var noget helt galt. Selvom virksomheden solgte som aldrig før, var der lavet nogle kalkuleringer, som gjorde, at tingene ikke længere hang sammen. Tallene i regnskaberne var blodrøde.

– Jeg havde ikke været nok oppe på mærkerne i længere tid, og når jeg ser tilbage på det i dag, kan jeg se, at jeg var ved at køre træt af alt, alt for meget arbejde. Jeg kan huske, at jeg vågnede en mandag morgen efter en fin weekend, og så kunne jeg bare ikke stå op. Min krop var så tung. Jeg var meget forskrækket over det, jeg plejede at springe ud af sengen, og jeg lå og tænkte, om det er sådan man har det, når man er gået ned. Og jeg blev klar over, at hvis det var tilfældet, måtte jeg finde ud af, hvordan jeg kunne få lukket Pureheart, mens jeg stadig selv havde muligheden for at beslutte det.

– Det tog mange timer at komme op den dag, og da det endelig lykkedes, ringede jeg til min revisor, en god ven i branchen og min advokat. Jeg var helt ærlig omkring, hvordan jeg havde det, og jeg gjorde det klart, at det var vigtigt for mig at stoppe på det rigtige tidspunkt, så det ikke ville gå ud over for mange mennesker. Det lå mig virkelig på sinde at lukke ordentligt.

LÆS OGSÅ: Lærke Winther: For tidligt at undvære passion

Gråt og tomt

Henriette fik lagt en slagplan for, hvordan Pureheart kunne lukkes over ti dage. Hun græd med sit personale, da hun fortalte om beslutningen, hun sendte en pressemeddelelse ud, og hun stod selv rank i butikken i lang, sort silkekjole og talte med sine kunder den sidste åbningsdag, hvor alt blev solgt ud til langt under normal pris. Pressen var massivt til stede hele dagen, og om aftenen var Henriette i ”Aftenshowet” og fortælle om konkursen. Hun er vant til pressens øjne i nakken, både på de røde løbere, og når livet er tungt, og hun har det altid bedst med at sige ærligt, hvordan tingene er. Da de to sidste mærkater var sat på de sidste to mapper til kurator, forlod Henriette sit kontor, tog hjem og rejste kort efter til Miami. Men da hun kom hjem derfra…

– Det var egentlig først, da jeg landede i lufthavnen, at det rigtig gik op for mig, hvad der var sket, for jeg plejede altid at tage direkte op i firmaet med kufferter og det hele og drikke kaffe og spise croissanter med mit personale. Men firmaet var der jo ikke mere. Det var slutningen af august, det var regnvejr, børnene var væk, og det var bare så tomt, da jeg kom hjem. Derefter kom en lang periode, hvor jeg var ked af det. Jeg prøvede at sige mig selv, det er helt okay, at du er ked af det, alt andet ville da være mærkeligt. Nu skal du bare slappe af, sove og græde. Men jeg blev ved med at være ked af det og begyndte at isolere mig. Og så kom trætheden. Den der fuldstændige enorme træthed. Alt det, jeg havde været alt for god til at dulme og ikke tage mig af, fordi jeg aldrig havde tid, kom væltende.

Havde du slet ikke været klar over, at du havde været så stresset?

– Nu ved jeg jo meget mere om stress i dag, end jeg vidste dengang, og når jeg ser tilbage, havde jeg absolut symptomer på det. Men jeg er meget aktiv, og jeg kan godt lide at have hundrede bolde i luften. Det kan du have, når du er 20, 30 og 40 år, og nogle kan, når de bliver 50 eller mere. Men jeg havde glemt at hvile, glemt at hive stikket somme tider, og de lange rejser til Indien og Kina havde tæret på kræfterne sammen med den ene kollektion, der afløste den anden. Jeg kan huske, at både personalet og mange af mine veninder sagde til mig, at det var vildt, at jeg bare kunne blive ved og ved. Og jeg tænkte, jamen sådan er jeg jo bare, jeg er jo bare stærk. Og det var jeg også. Til en vis grænse.

Læs videre på næste side.

Kemisk stabiliseret

Henriette gik til sin læge i oktober, men det var først i december, da hun tog fat i en psykiater, at hun for alvor fik hjælp.

– Det var en enorm befrielse, da jeg endelig tog mig sammen til at få noget hjælp. Jeg fik noget medicin, så jeg blev rimelig stabiliseret rent kemisk. Lidt humoristisk sagt, kunne jeg pludselig ikke græde mere. Jeg fik også fat i en psykoterapeut og en coach, og lige så stille begyndte jeg at få det bedre. Det var godt at finde ud af, hvad der var galt, for så kunne jeg begynde at handle. Jeg er vant til at handle mig ud af alting.

– Mine venner var også enormt søde til at hjælpe mig. Når du er helt nede, har du ikke brug for gode råd eller at få at vide, at nu må du tage dig sammen og komme op på hesten igen. Du har bare brug for omsorg. At nogen køber ind for dig, kommer med noget mad eller en blomst. Mine sønner har også været der for mig hele tiden, og det har ikke altid været lige let.

Kan du være bange for at falde ned i det sorte hul igen?

– Ja. Selvfølgelig.

Hvordan er det at have det sådan?

– Jeg tror ikke, at jeg ryger ned igen, men frygten ligger der. Da jeg havde det allerværst, var det, som om gnisten var væk. Som om der ikke var liv i mig. Og det var faktisk enormt ubehageligt at opleve det. Jeg plejer at have masser af energi og masser af gnist, så det var meget skræmmende, at jeg pludselig ikke have lyst til at se nogen mennesker. Jeg var også lidt flov og lidt skamfuld over, at jeg ikke kunne kontrollere det, jeg plejer jo bare at kunne ryste tingene af mig, og så starter jeg sgu bare igen. Jeg plejer at være sådan lidt fandenivoldsk, altså! Men det har også været meget lærerigt, for jeg har fået enormt meget respekt for hele psyken. Ikke at jeg ønsker at komme tilbage, men det har vendt op og ned på alting. Jeg har fået en større ydmyghed og respekt for livet og en bevidsthed om, hvor vigtigt det er at passe på sig selv. Jeg går stadig hos psykiateren, så hun lige kan holde styr på mig, for jeg skal ikke tilbage igen!

LÆS OGSÅ: Benedikte Utzon om konkurs og skilsmisse

Kroppen husker

Henriette kigger ud over Øresund, som ligger i al sin skønhed lige uden for vinduet. Altandøren står åben, og lyden af havet virker næsten meditativ og får hende til at holde en længere pause. Henriette har mediteret og chantet siden 1979, hvor det ellers mest var noget, hippierne gjorde, fortæller hun grinende, og det var underligt for hende at opleve, at hun ikke engang kunne søge støtte i meditationen, da hun havde det allerværst. I dag har hun med stor glæde genoptaget sine rutiner, og hun er begyndt at lave meditationsworkshops, hvilket hun er helt opslugt af. Hun skriver også på en bog om meditation, og hun har en lille kollektion af smykker liggende klar til det tidspunkt, hvor guldpriserne falder lidt. Hun er i gang igen. Men uden at stresse, og hun trives.

– Jeg skal finde nogle nye måder at arbejde på. Før i tiden var det hele bare sådan PUF, og så skete der en masse, men det går bare ikke mere. Og det er jeg stadig ved at vænne mig til.

Er det svært?

– Ja, ha, ha, meget! Jeg er enormt utålmodig. Men i dag sørger jeg for at hvile, og jeg lader så vidt muligt være med at arbejde i weekenden. Jeg har virkelig fundet ud af, hvor vigtigt det er at have et balanceret sind. Jeg ser det som noget meget positivt, at jeg i en alder af 50 år mere eller mindre blev tvunget til at stoppe op og ændre hele min livsbane. Hvor mange har mulighed for det? Hvor mange gør det?

Og har du lagt din fandenivoldskhed helt bag dig?

– Nej, nej, nej! Den skal bare lige komme til udtryk på en anden måde. Jeg kan mærke, at kroppen husker, så hvis jeg kommer til at sige ja til for meget, får jeg en reaktion med det samme. Bliver urolig. Men jeg ved, at det er helt normalt, og at det vil være sådan mange år frem i tiden. Man siger faktisk, at det tager lige så lang tid at komme sig, som det har taget at nå frem til sammenbruddet, men hvis det er rigtigt, har jeg altså tænkt mig at lave en lille shortcut!

Okay at drosle ned

Ude i køkkenet pusler Henriettes hjemmeboende søn, Nicolai, rundt. Hun kalder på ham, han kommer ind og hilser på. Hun spørger, om han skal hen og træne, men nej, han skal spise og slappe af, siger han med stor overbevisning. Henriette griner, han har da forstået, hvad livet går ud på. Men faktisk har netop motion været en vigtig brik i Henriettes bearbejdning af depressionen. Løb var det eneste, hun holdt fast i, selv da hun havde det værst, og i dag dyrker hun også yoga og styrketræner. Det giver hende det overskud, hun har brug for, og så holder det hende helt åbenlyst i god form og ung at se på.

Hvad ser du, når du ser dig selv i spejlet?

– Det kommer sgu an på, hvad tid på dagen det er, ha, ha! Nej okay, når jeg ser igennem det hele, ser jeg en sårbarhed og en ærlighed og noget nærvær. Jeg har ikke travlt med facader. Selvfølgelig vil man gerne være pæn, men altså, det, der er vigtigst, er den fornyede indre styrke, jeg har fundet. Jeg er jo blevet 50 år, og jeg tænker da over, at jeg – hvis jeg er heldig – har måske 20 rigtig gode, aktive år tilbage, så begynder energiniveauet at falde. Vi er så fokuserede på alder, men livet har jo sin rytme, og så er det måske også helt okay at drosle lidt ned.

Henriette har været gift med erhvervsmanden Peter Zobel i to omgange og dannede par med meditationslæreren Henning Daverne i en årrække. I dag er hun single, og hun er ikke på jagt efter en ny mand.

– Det ville da være fantastisk, hvis pludselig ”han” stod der, men jeg leder ikke efter kærligheden. Jeg tror, at det er vigtigt, at jeg er i den her proces som mig. Det er faktisk første gang, jeg ikke har haft andre at projicere ting over på. Så egentlig tror jeg bare, at det er super, at jeg kan blive stærk i mig selv på en ny måde. Og så hygger jeg mig altså også ved at være alene. Nicolai går i 2.g og bliver jo ikke boende her for evigt, så jeg tænker da også meget over, at det er dejligt, at jeg har tid til at nyde ham.

Man siger, at modgang gør stærk, hvad tænker du om det udsagn?

– Ja, hvis man er så heldig! Men jeg kan også godt forstå dem, der knækker. Jeg er glad for at kunne sige, at efter at have været en tur i tørretumbleren er jeg kommet godt ud på den anden side.

LÆS OGSÅ: Sussi La Cour: Alt det rebelske ER mig