Hjalmer efter svær tid: "Jeg har lært, at det er noget af det værste, jeg kan gøre mod mig selv"
I årene efter sin fars død befandt Hjalmer sig i et mørke, på trods af at han stod på toppen af sin karriere. Det blev hans redning at gå til psykolog, men der gik lang tid, før han tillod sig selv at slippe kontrollen og få hjælp.
Hjalmer Larsen trækker vejret tungt og kigger ned på sin oplyste mobilskærm.
Klokken viser, at han om ti minutter skal være på den bar, han har aftalt at mødes med sine venner på, men lige nu galopperer hans hjerte, og det virker helt uoverskueligt at sætte den ene fod foran den anden. Han vil ikke afsted, men det er ikke vennernes skyld. Faktisk har Hjalmer ikke lyst til noget som helst, for der hviler et kronisk tungsind over ham. Og sådan har han det ofte i årene efter sin fars død.
"I en lang periode havde jeg det virkelig dårligt mentalt. Jeg følte ikke, at jeg kunne finde ud af noget, og selv de mindste ting stressede mig vanvittigt meget. Jeg døjede med at sove på grund af tankemylder, så jeg brugte nætterne på at lave lister for ikke at glemme noget.
Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville mødes, blev det uoverskueligt for mig. Da jeg stod og skulle mødes med mine venner på baren den aften, hyperventilerede jeg næsten. Når jeg tænker tilbage, er det svært at forstå, hvorfor det skulle være så svært for mig at tage derhen, men det føltes bare forfærdeligt."
Lige så længe han kan huske, har Hjalmer været god til at sætte ord på sine følelser. Det lærte han og broren, Lui, allerede som helt små, fordi deres forældre insisterede på at tale om tingene.
Når Hjalmer havde ligget for længe inde på sit barndomsværelse og overtænkt, stod hans mor klar med kram og omsorg, når han var klar, og når han fik sit hjerte knust, sad han midt om natten med sin far ved køkkenbordet og talte om hjertesorger. Familien var hans mest fortrolige, og over for dem var han en åben bog.
Men i slutningen af 2018 skete der en forandring inde i Hjalmer. Hans far, sangeren Kim Larsen, gik bort, og med hans død blev der skabt et mørke indeni, som han forsøgte at holde for sig selv. Pludselig var hans følelser ikke noget, han delte med andre, men noget, han selv måtte håndtere.
"Fra jeg var 23 og flere år frem, blev jeg meget lukket. At miste en forælder i den alder er så voldsom en oplevelse, og oven i købet var han en af Danmarks mest berømte mænd, så der var ekstra stort fokus på min sorg. Mens jeg lå og græd i lejligheden, kunne der uden for vinduerne være et stort optog af mennesker, der også sørgede over ham. Det var virkelig smukt, men samtidig var det også svært at relatere til, fordi min sorg var så anderledes.
Den samme følelse fik jeg, når folk fortalte, at de også græd den dag, han døde. Det var rørende at opleve, hvor meget han betød for så mange mennesker, men det var også hårdt. De mistede en sanger, de godt kunne lide at lytte til, men jeg mistede min far, som jeg elskede overalt på jorden. Hans død satte gang i en årelang periode, hvor jeg ikke var mig selv."
Hvem er Hjalmer Larsen?
- Sanger og sangskriver kendt for hits som ”Dig og Mig” og ”Kongespil”.
- 28 år.
På toppen og i det mørkeste hul
Kun få måneder efter Kim Larsens død tog Hjalmers karriere fart. 2019 blev året, hvor han udgav sit første album, vandt GAFFA-prisen for ”Årets solist” og en ZULU Award for ”Årets nye navn”.
Samme år gik han guld med flere af sine udgivelser og lavede landeplagen ”Kongespil”, som var soundtracket til årets julekalender. Desuden spillede han 120 koncerter overalt i Danmark. Både shows på landets festivalscener og spillesteder – og endda en optræden for de kongelige til ”Kronprinsparrets priser”.
Annonse
"Selvom det hele var fucked inde i mig, skulle jeg ud at spille, for folk regnede med mig. Min fars død og min karrieres store gennembrud skete inden for et halvt år, og jeg følte, at jeg var tvunget til at blive voksen fra den ene dag til den anden."
Karrieretilbuddene og anerkendelsen fra danskerne strømmede ind, men Hjalmer havde svært ved at rumme det hele. Den store sorg, han bar rundt på, blev en stopklods for den glæde, han burde føle.
"Jeg levede min drøm, og det var alt, hvad jeg havde ønsket og håbet på, men det var også enormt ensomt, fordi jeg ikke rigtig talte med nogen om min sorg. Det lyder helt forfærdeligt at sige, når jeg har så mange gode mennesker i mit liv, der altid vil lytte. Men nogle gange har jeg haft en følelse af, at ingen forstod mig. Det er nok også min egen skyld, fordi jeg ikke åbnede munden og sagde noget. Men de dage, hvor jeg gik alene med mine tanker, var virkelig mørke."
I en lang periode var Hjalmer konstant på farten, og det resulterede i, at han sjældnere så sine venner. Når de endelig mødtes, følte Hjalmer en større afstand mellem dem. Han stod alene med sin altopslugende sorg og samtidigt buldrende karriere, mens hans venner studerede og levede det almindelige ungdomsliv, han selv måtte sætte på pause.
"Ingen af mine venner har italesat, at jeg lukkede mig, men de kunne helt klart mærke, at jeg var en anden Hjalmer, end jeg havde været et år forinden. Jeg havde også fornemmelsen af, at nogle af dem trak sig lidt, fordi de ikke vidste, hvordan de skulle håndtere mit tungsind. Jeg ved, at de ikke gjorde det af ond vilje, men de vidste nok bare ikke, hvad de skulle stille op, når jeg ikke ville lukke dem ind. Så lod de mig bare være, tror jeg. Når de spurgte ind til mig, svarede jeg jo, at nu skulle vi bare drikke en øl. Det føltes alt for skrøbeligt for mig at åbne op."
Selv over for sin familie, som han tidligere delte alt med, fandt han ud af, at det var lettere at holde tingene for sig selv, uanset hvor meget hans mor og bror prøvede at hjælpe ham. Som storebror så han det nemlig som sit job at holde sammen på de andre frem for at være den, der brød sammen.
"Jeg har haft mange dage, hvor jeg har siddet og grædt i timevis i min lejlighed om formiddagen og alligevel holdt mit livs koncert om aftenen. Det konstante skift i mine følelser gjorde, at jeg lukkede helt af og ikke længere kunne finde ud af noget.
Hvis jeg skulle sende en sms, kunne det godt tage mig en dag, hvilket er sindssygt. Jeg var ikke klar over min "nedlukning" på daværende tidspunkt, men i dag kan jeg se videoer og billeder fra dengang og ikke huske, at jeg har oplevet tingene. Jeg har hukommelsestab."
Når Hjalmers tanker var på sit mørkeste dengang, havde han dødsangst. En gennemborende frygt for, at nogen omkring ham ville dø, at han selv blev dødeligt syg, eller at hans liv ville falde fra hinanden.
"Min mor har virkelig prøvet at passe på mig, og hun har understreget, hvor vigtigt det er at passe på mig selv. Jeg har bare ikke villet gå derhen, hvor jeg skulle erkende, at jeg havde brug for at blive passet på. Jeg var bange for, at jeg ved at se mine følelser i øjnene ville lande et sted, hvor der var for dybt til at bunde, og at jeg aldrig ville komme op igen. Derfor var det nemmere og mere logisk at prøve at fikse ting for andre og kaste mig selv ud i arbejde, til jeg faldt om af træthed."
I næsten fire år fortsatte Hjalmer på den måde, men efter flere år i hæsblæsende travlhed og stor sorg knækkede filmen i efteråret 2022.
Annonse
En håndsrækning i mørket
I hele perioden forsøgte Hjalmer også at lukke sin kæreste ind, så meget som han kunne. Hvis han ikke havde gjort det, tror han heller ikke, at deres forhold havde holdt, fortæller han. Men selvom hans kæreste stod klar til at bære alle byrderne med ham, blev de ikke mindre på Hjalmers skuldre. Derfor insisterede hun, sammen med hans mor og lillebror, på, at Hjalmer skulle have psykologhjælp.
"De sagde, at de kunne mærke, at jeg havde det skidt, og at jeg var helt slukket. Der var ikke noget lys bag mine øjne. Jeg kunne også godt selv mærke, at jeg ikke havde noget tilbage at give af. Jeg ville helst bare sidde derhjemme uden at tage stilling til noget eller snakke med nogen. Sådan plejer jeg ikke at have det, og det gjorde mig også helt vildt ked af det. Det var virkelig en ensom periode."
Annonse
Da Hjalmers nærmeste fortalte ham, at de troede, at psykologhjælp ville være godt for ham, var han selv meget skeptisk.
"Min lillebror har dealet meget med OCD, og det viste sig i ret heftig grad, efter vi mistede vores far. Derfor begyndte han til psykolog for to år siden, og det ændrede hele hans verden til det bedre. Jeg havde det derimod helt anderledes og tænkte, at hvad skulle sådan et fremmed menneske kunne sige til mig, som ville ændre noget som helst på min sorg?"
Hjalmers tro på, at han sagtens kunne klare tingene selv, overskyggede hans lyst til at få hjælp.
"At starte til psykolog var en grænse, jeg ikke havde lyst til at overskride. Jeg havde jo været meget inde i mit eget hoved og var af den overbevisning, at jeg selv kunne klare tingene. Jeg hader generelt, når folk kigger på mig med medlidenhed i øjnene og vil tale med mig om følelser, jeg ikke vil dele.
Derfor var psykolog et kæmpe maskefald. Desuden bundede mit tungsind i, at min far var død, og det er der intet, der kan ændre på. Derfor kunne jeg heller ikke se, hvorfor et fremmed menneske skulle sidde og give mig gode råd."
Alligevel overgav Hjalmer sig og tog til sin første psykologtime. Her fik han hurtigt konstateret stress, og psykologen hjalp ham med at forstå, at han bliver nødt til at give slip på de ting, han ikke kan styre.
"Hele perioden havde jeg en enorm trang til at have kontrol over alting, så jeg gik rundt med en stor knude indeni og holdt fast i alt i mit liv med et jerngreb. Det gjaldt både mit forhold, mine venskaber, min familie og min karriere. Jeg forsøgte hele tiden at passe på alt, for man kan jo bedst lide historien om sig selv som den stærke.
Det var en form for flugt fra mine følelser, for hvis jeg var den, der havde styr på tingene, kunne jeg udskyde at græde. Men det betød, at jeg undertrykte mine følelser alt for længe. Jeg talte udenom, når nogen spurgte mig, hvordan jeg havde det, og jeg delte ikke min sorg."
På vej tilbage til sin følsomhed
Det er lidt over et år siden, at Hjalmer var til sin første psykologtime, og siden da er han blevet meget mere bevidst om sine tankemønstre og følelser.
"Jeg har lært utrolig meget om mig selv. Blandt andet at jeg gerne må være skrøbelig. Jeg har fundet ud af, at det er okay at sige fra, hvis jeg ikke har noget overskud eller ikke kan give noget af mig selv lige nu. Som overtænker reflekterer man jo altid over, hvad man kan gøre bedre eller anderledes, og det er jeg blevet mere bevidst om, hvordan jeg skal håndtere nu."
Psykologen har også hjulpet Hjalmer med at sænke paraderne overfor sin familie og venner.
"Nu er jeg også kommet tilbage til der, hvor jeg vender alting med min mor, min bror og kæreste. De er mine tre største vejvisere og fortrolige, og jeg tror ikke, jeg gør noget væsentligt i mit liv, uden jeg har snakket med dem om det først. Jeg har fundet meget mere ro i, at jeg gerne må læne mig op ad dem."
Hjalmer kan også mærke en forskel på måden, han taler med sine venner på nu.
"I dag kan jeg godt fortælle mine venner, hvis jeg har grædt hele dagen. Sådan noget fortalte vi aldrig hinanden, da vi var 24, og det var jo der, jeg havde det allersværest, men ikke kunne finde ud af at sige det højt.
Forleden sad jeg med nogle af mine bedste venner og snakkede om min mørke periode, og det har jeg aldrig fortalt dem om før. Vi snakkede om, at jeg havde stress, var nede med flaget og gik til psykolog. Flere af dem sagde, at de slet ikke vidste, at jeg havde haft det sådan, og jeg sagde det samme omvendt. For de fortalte også mig nogle ting, jeg ikke vidste om dem.
Jeg anede ikke, hvad de havde kæmpet med, og de er nogle af mine bedste venner i hele verden. Det var ret rørende, og vi sagde også højt på skift, at vi elsker hinanden. Vi var fulde, så det var nok lettere at sige. Vi er ikke helt der endnu, hvor vi gør det ædru."
Hjalmer griner og fortæller videre om, hvad han vigtigst af alt tager med sig fra psykologen, som han stadig går til.
"Jeg har lært, at noget af det værste, jeg kan gøre mod mig selv, er at lege jernmand. Det var helt klart en overlevelsesmekanisme for mig, men jeg fjernede mig selv fra alle de mennesker, der kun ville mig det bedste. Da jeg sad derhjemme og ikke kunne overskue at tale med nogen, blev jeg meget hurtigt et halvt menneske.
Jeg ved ikke, om jeg er blevet hel igen, og det tror jeg egentlig heller aldrig, jeg bliver fuldstændig. Jeg vil altid mangle en del af mig, fordi min far er død, men det er jo en del af livet, at man også mister. Hvis man er så heldig at blive et gammelt menneske engang, er det jo uundgåeligt at opleve sorg og ulykke undervejs, men man lærer nok at leve med det indeni."
Når Hjalmer tænker over det, er han overbevist om, at han ikke har tacklet sorgen meget anderledes end mange andre mænd ville have gjort.
"Jeg tror, at vi mænd nogle gange bygger et skjold op om os selv, som vi ikke har lyst til at bryde ned, fordi det er et kontroltab. Jeg tror, at vi kræver mere tålmodighed. Der er ofte længere ind til vores skrøbelighed, end der er for kvinder, og derfor har vi brug for mere tid til at åbne op. Jeg prøver i hvert fald selv at blive bedre til det."
