Downtown Abbey

Hold ferie som baronesser og grevinder i England

Hvis ”Downton Abbey”-feberen har givet dig trang til at komme tilbage til dengang, hvor der var herskab og tjenestefolk til, kan vi varmt anbefale at tage på engelsk slotsferie med hele familien.

Midt ude i en hel masse ingenting troner Swinton Park Hotel pludselig frem med et højt, rundt tårn og det engelske flag blafrende på toppen. Skyerne truer, og det store slot står som en sort silhuet i vintermørket i et stemningsfuldt miks af Hogwarths møder Downton Abbey.

Det er der ikke noget at sige til. Inspirationen til de store litterære eventyr som "Harry Potter" og upstairs-downstairs-tv-serier har rod i den traditionsrige engelske historie, og ofte har virkelighedens herregårde, slotte og godser været brugt til selve optagelserne.

Populariteten har fået fans i hobetal til at valfarte til slottet Highclere Castle, der blev brugt til optagelserne til "Downton Abbey". Scenerne med tjenestefolkene nedenunder blev dog optaget i studier, fordi de rigtige gemakker ikke er højloftede og lyse nok. Et stærkt fingerpraj om, at fiktionen skønmaler livet og forholdet mellem lord og ladies ovenpå og Mr. Carson og hans hold nedenunder.

Men naturligvis er det også den mere romantiske version af fortiden, som lokker, når man tager på engelsk slotsophold. Nutidens komfort og et par ansigtsbehandlinger mellem de lange gåture og de mange tepauser er der jo ingen grund til at sige nej tak til.

Desværre kan man ikke overnatte på Highclere Castle, hvor Earl og Countess of Carnavorn stadig bor. Men de åbner dørene til de 200 rum og værelser 60-70 dage om året for nysgerrige sjæle.

Heldigvis findes der mange andre storslåede og adelige omgivelser at overnatte i.

Eventyrslottet

Vi er draget nordpå til North Yorkshire og Swinton Park Hotel, som med rette bliver kaldt et "eventyrslot". Landsbyerne ligger dryppet idyllisk i det bakkede landskab, og det mere end otte hektar store landområde, som hører under Swinton Park Hotel, ligner et maleri.

Her er flere vandløb, vådområder, skov og floder med et rigt fiskeliv og ikke mindst jagt og sjældne fugle, som tiltrækker jægere. Her er små landsbyer og et økologisk campingområde, Bivouac, med telte, hytter og en lille cafe. Selve slottet er bygget helt tilbage i 1600-tallet og ligger ved en stor sø og omgivet af en smuk have, som er indrammet af en gammel mur.

Historien om Swinton kunne akkurat lige så godt være en episode i "Downton Abbey", fortæller manager Tom Lewis. Naturligvis over en kop te i den smukke viktorianske stue, hvor fine damer sipper af blomstret porcelæn og falder ind i salonen, som var de statister i en film.

Den nuværende ejer Mark Cunliffe-Lister er barnebarn af baronessen af Swinton, som solgte slottet tilbage i 1980. Sammen med sin hustru Felicity købte han ejendommen tilbage til familiens eje i 2000, da de kom hjem fra deres bryllupsrejse.

– Swinton har tiltrukket mange spændende mennesker gennem tiden. Fra tidligere premierminister Neville Chamberlain til Bing Crosby, fortæller han.

Man skal ikke lade sig afskrække af, at det ved første øjekast virker lidt stift og gammeldags at træde ind bag så historiske vægge. Hyggen sniger sig hurtigt ind på en, og selv teseancen ved kaminen er faktisk afslappende, selv om man har en 3-årig, der tumler rundt i brokadestofferne og krummer lige rigeligt nok.

At drikke eftermiddagste, enten cream tea – te med mælk og scones, jordbærmarmelade og clotted cream – eller det helt store udstyrsstykke high tea med det høje fad med sandwich, kager og naturligvis scones, er en af de vigtigste discipliner på en nostalgisk slotsferie i England.

Der er intet som en kop te, der kan klare alt, når man er på disse kanter. Tænk bare på, hvor tit der bliver serveret te på Downton Abbey, når situationen spidser til, og samtalen bliver en tand for udfordrende og moderne.

LÆS OGSÅ: De bedste hotspots i Madrid

Autentisk cool

Respekten for fortiden hænger omkring os i de gyldne tapeter, gamle portrætter på de brede gange og under de smukke marmorlofter i restauranten. Ejerne har sat slottet i stand med nænsom hånd. De er ikke faldet i den fælde, som mange hoteller i gamle, storslåede engelske ejendomme for et par år siden havnede i, nemlig et internationalt boutique-look – strippet for charme og ånd.

Der er intet design-cool over de bedste slotsoplevelser. Der er til gengæld autentisk engelsk hygge med gamle lænestole, store tunge himmelsenge og naturligvis et antikt chatol, hvor ginflasken til the five o'clock-drink står fremme. Man kan sågar få presset bukserne, selv om der ikke er stram dresscode for at spise i den prisbelønnede restaurant, hvor laks, ørreder og andre fisk fra de omkringliggende floder ofte ender på bordene i delikate, kreative versioner.

Meget kendetegnende har mange steder både en formel restaurant og et mere afslappet tilbud. En hyggelig publignende restaurant gør, at man på typisk engelsk maner kan give børnene mad først og så lade dem lege i det store legerum, mens vi andre spiser i restauranten Samuel's. Eller booke en lytteservice, så børnene kan sove på værelset. På en af gangene sidder der sågar stadigvæk et gammelt kaldeanlæg ned til kælderens køkkener. Selv om der ikke bliver ringet med klokker længere, er opvartningen mindst lige så upåklagelig. Den næsegrus underdanighed er afløst af hyggesnak og den såkaldte Yorkshire-varme og imødekommenhed.

Sjovt nok er Swinton Park Hotel og lignende slotsoplevelser faktisk ekstremt cool, netop fordi de hylder det autentiske og traditionelle. Uden at skilte med det gør den noget svingende Wifi-forbindelse ofte den slags weekendophold til en slags digital detox, og for ikke mindst storbyforældre er det befriende at se den 10-årige med lysende øjne efter en eftermiddag på kokkeskolen. Eller når hun kommer hjem med røde kinder efter timer sammen med hestepigerne og bare ikke kan vente med at komme af sted igen.

LÆS OGSÅ: Tag på herregårdsferie i midtjysk idyl

Naturen trækker

Men selv om hotellet har planer om at udvide spadelen, har eget charcuteri og slagteri fået en regn af priser, og restauranten fornylig kom med på avisen The Times Top 100-liste, er hittet ved en ferie på landet nu faktisk meget mere jordnært. Nemlig at trække i et par gummistøvler og få mudder under fødderne.

Det er vejen til mindfulness og mindre stress – akkurat som trendforskere taler om. Vi drømmer om det gode liv på landet og finder det f.eks. her midt i næsten larmende stilhed i haven omkring slottet.

På Swinton Park Hotel får vi også mulighed for at prøve den traditionsrige sport at være falkoner. Lidt i den dyre afdeling, men man kan få en smagsprøve i en halv time for knap 250 kr. Den 10-årige har travlt med at bage rosmarinbrød på kokkeskolen, og familiens mindste på 3 år har søgt ly på en gynge under træerne i sikker afstand fra de falke, ugler og andre rovfugle, som vi voksne får lov til at lege med under Sophie Abbots kyndige vejledning.

Hun giver os en stor skindhandske på og lægger et par stumper ben og ulækre stykker fra en kylling på den.

– Hold armen udstrakt, og vær opmærksom på, at en fire kilo tung ugle er ret overvældende, når den lander på hånden.

Det er på ingen måde en underdrivelse. De første par gange lander de store fugle i et virvar af baskende vinger og nervøse grin. Men efter et par gange står jeg lidt mere roligt og tør få øjenkontakt. Jeg tænker lidt på Harry Potter og hans trofaste hvide ugle – og på hvor cool det faktisk føles at gøre noget, der er meget langt fra den nærmeste Isabel Marant-butik eller hippe cocktailbar.

Der er noget særligt over frisk luft i kinderne, følelsen af at være væk fra alting og samtidig føle sig hensat til en anden tid. Når man er moderne jonglør med madpakker, børn, der skal hentes forskellige steder, indkøb og artikler, der skal skrives, er der noget sært dragende over at forestille sig, at man er Lady Mary, der kan finde på at sige "jeg går oven på for at tage min hat af". 

Swintonpark.com, Thebivouac.co.uk


Hjemme hos markisen

Indbegrebet af traditionel engelsk idyl er at drikke te på en terrasse med udsigt over plænerne, hvor der bliver spillet kroket om sommeren, eller spadsere en tur i fornemme haver med hemmelighedsfulde gange overdækket af blåregn og med brusende bede af roser. Slottenes haver er en af de store trækplastre – ikke mindst om foråret og sommeren. En af de store grønne oplevelser kan man få på Bowood House and Garden, som i 2014 vandt den prestigefulde pris "Garden of the Year" – og som bliver regnet for en af landets mest fantastiske haver. Her er små, stille oaser, store vidder og en meget smuk rododendrontur fra april til juni. Parkområdet er børnevenligt med et kæmpestort piratskib, en eventyrlig legeplads og et lille område med dyr. At kalde Bowood et hus er lidt af en underdrivelse. Den smukke ejendom er næsten lige så spektakulær som det grønne omkring den. Stedet har tilhørt familien siden 1754. I dag bor Charles Maurice og Fiona, den niende markis og markise af Lansdowne blandt de mange rigdomme, som blandt andet tæller dronning Victorias bryllupsstol.

Man må nøjes med at komme på besøg i løbet af foråret og sommeren, men hotellet, der også hører under godset, er langt mere moderne og åbent hele året. Det ligger omgivet af en golfbane. Indretningen har Lady Landsdowne selv stået for. Hun har ladet sig inspirere kraftigt af de historiske rammer og har indrettet det enkelt og moderne.

Bowood.org

LÆS OGSÅ: De bedste hotspots i London

En strej af fortid

Uanset om man søger spøgelser, kæmpe slotsgange eller små forpagterboliger med et ægte historisk pift, er udvalget enormt i det store kongerige. De store organisationer, som har til formål at bevare fredede bygninger, har også specialiseret sig i at åbne dem for gæster. Du kan således overnatte i tårne, pavilloner, små huse og på slotte.

Et imponerende slot er Thornbury Castle i Gloucestershire. Hvis I ikke nødvendigvis vil bo som herskabet, men lidt mere hyggeligt og lowkey, men stadigvæk med Downton Abbey-stemningen, anbefaler Visit Britain, at man leder efter cottages, som hører under et slot eller gods som f.eks. det edwardianske Bothy Cottage, der ligger på Powis Castles land i Wales.

Thornburycastle.co.uk

Landmarktrust.org.uk

Nationaltrustcottages.co.uk

Visitbritain.com

Det rigtige Downtown Abbey

Besøg slottet Highclere Castle, hvor en stor del af "Downton Abbey" er filmet. Byen hedder i virkeligheden Bampton og ligger i Oxfordshire. Det private hjem åbner jævnligt dørene for gæster, men det er klogt at booke et besøg i god tid. Grevens oldefar samlede egyptiske skatte, som er udstillet på slottet, og var i øvrigt med til at finde Tutankhamons grav i 1922. Hans død året efter var meget mystisk, og sådan er der så mange historier, der pibler frem, når man bevæger sig ind bag de historiske mure. Grevinden er fulgt med tiden og skriver om livets gang med cricket, tv og champagnesmagninger på Lady Carnarvon's blog.

Selv om man ikke kan overnatte her, kan man komme tæt på ved at indkvartere sig på det nærmeste hotel, The Carnarvon Arms, der engang hørte under slottet. Den kendte kok Marco Pierre White og hans team har restaureret den gamle fredede bygning og skabt en hyggelig kro med historisk stemning og moderne mad i topklasse. Her boede flere af skuespillerne i øvrigt, når de optog "Downton Abbey".

Highclerecastle.co.uk

Ladycarnarvon.com/category/lady-carnarvon/

Thecarnarvonarmshotel.com

LÆS OGSÅ: 5 mageløse macarons-shops i Paris

LÆS OGSÅ: Sådan holder du ferie med dine børn: Ferie på vandrehjem

LÆS OGSÅ: Kom ”langt væk” på ferie i smilets by!