"Min overfaldsmand sagde til sin kæreste, at det var ham, der havde gjort det og meldte sig syv år efter"

ALT for damerne har tidligere skrevet om, at der ikke falder mange domme i voldtægtssager, og at ofre for voldelige overgreb er dybt påvirkede i årevis. 

I Lone Bechs tilfælde svigter systemet både offeret og gerningsmanden, når en tilståelsessag kan tage så lang tid, som hun har oplevet personligt. Det skriver hun om i dette debatindlæg.

DEBAT: Det var i januar 2012, at jeg blev ringet op af kriminal-assistent Bente Fisker. Hun sagde, at jeg skulle sætte mig ned og være helt rolig. Det var ikke noget med mine børn, sagde hun med det samme. Derefter hørte jeg hende sige: "Lone, vi har fundet din overfaldsmand. Han har meldt sig selv!" Bom... Så stod verden stille! "Hvad siger du?", fremstammede jeg. Ja, det var rigtigt! Min gerningsmand havde meldt sig selv, efter han havde set en udsendelse med mig på TV 2.

Der var gået syv år, siden jeg den 17. marts 2005 blev overfaldet på en parkeringsplads bag Føtex i Aarhus. Overfaldsmanden stak af og efterlod mig i kritisk tilstand. Jeg ringede selv efter ambulancen. Politiet lovede mig, at de nok skulle finde gerningsmanden. Men der skete desværre ikke noget, til trods for jeg havde givet dem et godt signalement, og at de havde fundet granitmorteren, han havde tæsket løs på mig med. Imens kæmpede jeg med hjernerystelse, hukommelsestab, frygt og angst og en familie, som også var hårdt ramt. Til sidst måtte politiet konstatere, at de var på bar bund, og sagen endte med at blive henlagt.

Jeg var sygemeldt i et halvt år fra mit job som chefsekretær på et socialcenter. I syv lange år levede jeg i en frygtelig uvished om, hvorfor den unge mand havde overfaldet mig. Var det præcis mig, han gik efter? Hvad ville han? Kommer han igen? Og mange flere ubesvarede spørgsmål plagede både mig og mine børn psykisk.

LÆS OGSÅ: Sugardating: Køber mænd sig til børn og kærlighed

I 2011 medvirkede jeg så i tv-programmet "Station 2", hvor jeg fortalte, hvordan det var at leve med, at min overfaldsmand aldrig var blevet fundet. Miraklet ville, at den unge mand, som overfaldt mig, sad i en lejlighed uden for Aarhus og så udsendelsen sammen med sin kæreste. Han sagde til kæresten, at det var ham, der havde gjort det, og besluttede sig for at melde sig til politiet – syv år efter overfaldet.

Umenneskelig ventetid

Som om jeg ikke allerede havde gennemlevet et mareridt, tog et nyt nu sin begyndelse. Vi deltog begge i et konfliktråd i 2012, hvor min gerningsmand sagde undskyld, og jeg fik svar på mange af mine spørgsmål. Jeg har selvfølgelig ikke tilgivet det, han gjorde mod mig og min familie, men jeg blev glad for, at han valgte at melde sig, så jeg kunne komme videre med mit liv. Jeg tænkte, at det ville dreje sig om få uger, før han ville være bag tremmer. Den unge mand havde jo meldt sig og tilstået overfaldet på mig. Han sagde oven i købet selv, at han gerne ville gøre rent bord og modtage sin straf, så han kunne starte på en frisk. Men tiden gik. Den slæbte sig af sted. Og først nu tre år senere får han sin dom. Hvordan tror I, det er at have sin gerningsmand gående frit rundt i den samme lille by, hvor jeg og andre i min familie bor, alt imens vi har gået og ventet på, at systemet fandt tid til, at han kunne få afsonet sin straf? Jeg har dog ikke troet, at han ville gøre nogen fortræd igen. Det lovede han mig i hvert fald under konfliktrådet. Men det er trods alt ikke alle gerningsmænd, som kan "holde sig i skindet". Det er, som om vi ofre ikke bliver taget alvorligt, men derimod kan gerningsmanden få alverdens hjælp til at blive et bedre menneske og komme på "fode" igen. Jeg synes, at det er umenneskeligt, at der skal gå så lang tid. Faktisk også for min gerningsmand, som meldte sig for at kunne komme videre med sit liv.

LÆS OGSÅ: Sexisme: Endelig siger en mand klart fra

Det store spørgsmål er så, hvorfor der er gået så lang tid?

Jeg har talt med anklageren ved Aarhus Politi samt kriminal-assistenten mange gange for at høre om sagens gang, og det har sat min tålmodighed på prøve, selvom jeg ved, at de har gjort alt, hvad de kunne for at hjælpe mig. Sagen har været rundt i systemet og er blevet trukket i langdrag i den proces. Først i efteråret 2014 - to et halvt år efter han meldte sig - fortalte politiet mig, at Statsadvokaten havde besluttet, at der kunne afsiges dom. Men så gik ventetiden yderligere, for dommeren, domsmænd, anklager, advokat og så videre har skullet have deres kalendere til at passe sammen, da det skal være de samme som sidst, jeg vidnede. Det har derfor taget fire en halv måned at komme i retten.

Den 18. marts får min overfaldsmand endelig sin straf, og jeg vil sidde i retssalen og følge sagens gang, så jeg kan få sat det punktum og komme videre.

Vil du kommentere dette debatindlæg, så gå ind på ALTfordamerne.dk/debat, og skriv din kommentar nederst på siden. Vil du skrive et nyt debatindlæg til disse sider? Send det til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde cirka 900 ord.

LÆS OGSÅ: "Vi må være blandt de mest hensynsløse folkefærd i verden"

LÆS OGSÅ: "I starten hadede jeg min mor for at sende mig væk"

LÆS OGSÅ: Den retfærdige voldtægt