"Vi må være blandt de mest hensynsløse folkefærd i verden"

Kvinder oplever nedværdigende tilråb på gaden, og nybagte mødre tør ikke længere amme offentligt, men et helt andet problem i det offentlige rum er måden vi behandler hinanden på. Det sætter Anne Sophia Hermansen fokus på i denne uges debatindlæg.

KLUMME: Gennem to måneder har jeg dagligt kørt med metro. Rejsekortet fungerer upåklageligt, og jeg har stadig til gode at opleve nævneværdige forsinkelser. På 12 minutter er jeg på min arbejdsplads DR fra min bopæl på Nørrebro – det er så nemt, at jeg vil savne det til foråret, når cyklen skal findes frem. Men københavnernes metro-adfærd – jøsses.

Jeg får af og til den tanke, at vi må være blandt de mest hensynsløse folkefærd i verden. I al fald vurderet ud fra den måde, vi opfører os over for hinanden i metroen på.

LÆS OGSÅ: Sugardating: Køber mænd sig til børn og kærlighed?

Her er et par af mine observationer: Det er en gylden regel, at når metroen ankommer til stationen, skal passagerer have lov at komme af først. Men "først ud, så ind" har det med at blive til "først mig, så dig". Særligt i myldretiden bliver passagerer, der skal af, mødt af en bissende flok blå-sorte vinterjakker, der utålmodigt venter på at komme på, og de har ikke tænkt sig at vente forgæves. Går folk ikke hurtigt nok ud, så begynder de bare at stå på, og er der mange i metroen, er det bare om at mase på, før dørene lukkes.

Det betyder også, at mange ikke kommer ud i myldretiden. Ældre mennesker skubbes bagover, og børn på vej til skole drukner i menneskehavet. Men at det er så svært at komme ud, skyldes også, at mange foretrækker at stå helt oppe foran dørene. Så er de nemlig parat til selv at stige ud – om to-tre stationer. Smart.

Med en balle frit svævende

Forleden havde en ung fyr med duffelcoat og kabinekuffert stillet sig foran dørene på Nørreport Station. Da metroen standsede, gik han langsomt om bord, sms'ende, og folk måtte åle sig forbi ham på begge sider. Synd for dem, der ikke kom med eller snublede over kufferten. Jeg tror ikke, han registrerede dem. På Kongens Nytorv skulle en kvinde af sammen med sin barnevogn, og selv om vi var mange i metroen, havde hun ikke forinden forsøgt at rykke frem til døren. Så hun skrålede "GØR PLADS – BARNEVOGN!!!" Og foran mine øjne transformerede Odder-barnevognen sig til et militært køretøj, der mosede sig vej gennem det ujævne terræn af ben, tasker og fødder.

Til hverdagen i metroen hører også mændene, der sætter sig midt på pygmæsæderne med spredte ben, så der ikke er plads til andre. Og så er der kvinderne, som placerer deres håndtaske på sædet, så andre kan få lov at sidde på det yderste stykke, med én balle på sædet og én frit svævende over gulvet med de forrevne gratisaviser.

Jeg har også til gode at opleve folk i London standse, lige når de træder af rulletrappen. I København er det helt normalt at gøre holdt og orientere sig, også selv om andre måske godt kunne tænke sig at komme forbi og især af rulletrappen.

Det er, som om vi i dette land med ca. 5,5 mio. indbyggere bilder os selv ind, at vi i virkeligheden er de eneste. Eller vigtigste. I al fald må alle de andre tage hensyn til OS. Folk føler sig åbenbart så enestående, at de mener at have ret til selvudfoldelse på de andres bekostning. De andre er bare forhindringer.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er det nu et problem, at pigerne klarer sig så godt?

Som gnuer i panik på vej over stepperne er vi villige til at trampe de andre ned for at komme af eller på næste gang. Pyt med børn og ældre, de må stå og dingle i midtergangen, mens vi selv læser gratisavis – som vi så kort efter smider fra os.

Jeg kan godt undre mig over, at der skrives så meget om Rejsekortet og så lidt om, hvor besværligt vi gør det for hinanden at rejse fra a til b. Vi ved jo godt, at det hele helst skal køre, og at vi alle er på vej steder hen, der betyder noget for os.

Når jeg har taget metroen i andre byer, har folk sikkert også gjort irriterende ting, men jeg har generelt oplevet, at de forsøger at få tingene til at glide. De gør plads, lader andre komme af, viser hensyn. Ikke at det bliver overdrevet indladende af den grund. Københavnerne kunne godt bruge et par dages opdragelse i metro-kultur i London.

Det er Rejsekortets skyld

Turister, der besøger Danmark, gør ofte opmærksom på, at vi egentlig ikke er særligt venlige, for slet ikke at sige servicemindede. Måske er det en myte, at vi er fællesskabsorienterede i Danmark. Det Danmark, jeg ser i metroen om morgenen, synes desværre at være repræsenteret af et egocentreret folk, for hvem fællesskabet er et serviceapparat, de ikke gider løfte en finger eller tage et skridt til siden for at passe på.

Det er først mig, så dig, og selvfølgelig er det også Rejsekortets skyld, at vi ikke får tjekket ud, selv om stemmen i metroen konstant minder os om det. Det er at kræve for meget af os, og der burde faktisk stå støttepædagoger parat på samtlige stationer og hjælpe os med at føre kortet hen til scanneren, ligesom der burde indsættes særtog i form af guldkareter alene for at fragte vigtige os på arbejde.

Indtil det bliver sådan, og selvretfærdigheden sker fyldest, må vi dog besinde os på, at de andre også skal være her. Vi må gøre plads, lade de andre komme af, vise hensyn. Og måske er det ikke så svært alligevel.

Sig det, skriv det, del det

Har du en mening, du vil dele? Så send dit debatindlæg til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde 700-900 ord.

LÆS OGSÅ: "Kære kvinder, så let går drømme ikke i opfyldelse"

LÆS OGSÅ: "Selvfølgelig kan man være feminist og drømme om hårde hvidevarer"

LÆS OGSÅ: Debat: Vi siger JA til at behandle piger og drenge ens