Ida Auken om kvindekamp anno 2018: Kvinder skal droppe 'perfekthedskulturen' og vide, at de er dejlige, som de er

Ida Auken om kvindekamp anno 2018: Kvinder skal droppe "perfekthedskulturen" og vide, at de er dejlige, som de er

Vi kvinder skal droppe “perfekthedskulturen”, støje noget mere og tage på overlevelsestur én gang om året. I hvert fald hvis det står til nogle af de kendte, som ALT.dk fangede under Folkemødet på Bornholm for at blive klogere på, hvad de oplever som nogle af de største udfordringer for danske kvinder i dag. Her kommer Ida Auken med sit svar.

Hvad er det største problem for kvinder i dag?

- For mig at se er der brug for flere kvinder, der arbejder med teknologi. For det er jo et område, der vokser helt vildt meget, og kvinder har et særligt blik på teknologi. Hvor mændene er meget optagede af, hvordan en teknologi virker, så kan kvinder se, hvad det gør ved samfundet og ved mennesker. Og når vi ser alt det her kunstig intelligens og robotter og algoritmer, der tager en masse job og forandrer vores liv og den måde, vi køber ind på, har bank på, ser fjernsyn på osv. - så bliver meget forandret, og man har enormt meget brug for kvinder i den verden.

Hvad er det, som kvinder kan bidrage med i forhold til mænd? Hvorfor er det så vigtigt, at flere kvinder kommer ind på det felt?

- Fordi at teknologi skal styres. Den skal ikke bare blive til Facebook, der overtager al vores viden og vores data og vil sælge os alting. Der skal være nogen, der styrer det og siger: “Hey, der er behov for at passe på fællesskabet. Der er behov for at passe på folks privatliv og på miljøet.” Og der tror jeg bare, at kvinder har et perspektiv på, hvad formålet med det hele er. Hvor mænd er meget optaget af, hvordan det virker, så er vi meget optaget af, hvad teknologi holistisk set gør ved samfundet.

- På det mere personlige plan, vil jeg også sige, at vi simpelthen skal af med “perfekthedskulturen”. Fordi kvinder skal vide, at de er dejlige, og at de ikke skal leve op til alt muligt, før at de er OK. (...) Hvis man tror, at dét, der skal til for at være et OK menneske, er, at man har det rigtige tøj, det rigtige job, de rigtige karakterer og det rigtige udseende - fordi man tror, at alle andre har det - så går man jo rundt og jagter det hele tiden, og så går livet forbi én. Så misser man livet. Og det opdager man, når man bliver lidt ældre.

ALT.dk's voxpop: Hvad er kvinders største udfordringer i dag?

Læs resten af ALT.dk's voxpop, hvor vi har talt med en række kendte om den danske kvindekamp anno 2018. Her kan du læse svar fra:

Flemming Møldrup

Rane Willerslev

Louise ‘Twerk Queen’ Kjølsen

Lucia Odoom