"Jeg har sagt til ham: Hvis du ikke får noget sex, er det dit, ikke mit, ansvar"

KLUMME: Et sted i Suzanne Brøggers smash-hit "Fri os fra kærligheden" fra 1973, skriver hun – og jeg citerer her frit efter hukommelsen – at ingen skal "kopulere for husfredens skyld". Ingen skal, er hendes budskab, dyrke sex med sin ægtefælle eller kæreste, alene fordi de føler, at 1) de skylder, 2) de bør, 3) det er 14 dage siden sidst.

At Suzanne Brøgger havde ret, er jeg ikke det mindste i tvivl om, men jeg ved, at det ikke nødvendigvis er sådan, det fungerer derude hos os i de moderne kernefamilier, og jeg ved også, hvorfor det ikke altid fungerer sådan. Parforholdet, det monogame af slagsen i hvert fald, kommer med den indbyggede forudsætning, at det kun er den, man danner par med, der kan tilfredsstille ens behov for sex. Det kommer med pakken. Vi gifter os eller flytter sammen med hinanden, fordi vi har lyst til hinanden og til kun at være sammen med hinanden. Med den smukke intention opstår så det uløselige dilemma: Har jeg lyst til sex, og du ikke har, kan jeg ikke dyrke sex. Medmindre du går med til at kopulere for husfredens skyld.

LÆS OGSÅ: Hvor meget sex er nok for at få et lykkeligt parforhold?

Med parforholdet opstår altså spørgsmålet: Hvem har ansvaret for, at man får afløb for sin sexlyst? Er det sådan, at man som single selv har ansvaret for at få dækket sit behov for sex – og er det derefter sådan, at idet man træder ind i et parforhold, glider det ansvar over på den, man er så heldig at have fundet sammen med? Og ud fra samme devise: Er det sådan, at har man ikke lyst til sex, er det også den andens ansvar at levere dét, et selvpålagt cølibat for den andens skyld?

Uanset hvor mange oprigtige og dybe følelser et parforhold har rod i, uanset hvor ægte, erotisk kemi, der er til stede mellem de to mennesker i forholdet, kan det monogame parforhold ikke løbe fra sit paradoksale og foruroligende budskab: Jeg vil kun leve med dig, min elskede. Altså har jeg ret til din krop.

LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige

For mig fungerer det budskab ikke. Jeg får antilyst af det. Tanken om, at det er mit ansvar at stille min mands behov for sex, fungerer som cirka den mindst erotiske fantasi, jeg kan komme i tanke om. Lyst avler lyst, så for lystens skyld har jeg kun sex, når jeg faktisk har lyst. Den beslutning indebærer imidlertid en vigtig mellemregning. Hvis min mand ikke kan forvente, at jeg partout vil have sex, når han vil, så kan jeg heller ikke forvente, at han ikke skal have sex. Jeg har sagt til ham: Hvis du ikke får noget sex, er det dit, ikke mit, ansvar.

Med den besked følger selvsagt en risiko for, at han dyrker sex med andre. Sker det, vil jeg synes, det er alt på en skala fra virkelig svært til forfærdelig smertefuldt. Men hvad er alternativet? At insistere på min egen ret til kun at dyrke sex, når jeg har lyst? Og ikke være villig til at give ham samme råderet over sin egen lyst?

Min mand siger, at jeg kun er i stand til at give ham det carte blanche, fordi jeg ved, at han ikke har lyst til at gå i seng med andre end mig. "Jeg er jo fra Albertslund," siger han. "Der gør vi ikke sådan noget." Måske har han ret. Det tror jeg faktisk, han har. Men ikke desto mindre virker det. Og han slipper for fad pligtsex, der alene sker med tanke på husfreden. Det bilder jeg mig ind, at han sætter umådelig pris på. Det gør folk fra Albertslund nemlig.

LÆS OGSÅ: Sådan kan du styrke dit parforhold på 20 minutter hver dag

LÆS OGSÅ: Derfor tror kvinder, at de ikke har behov for sex

LÆS OGSÅ: Her er tabuet der ødelægger dit sexliv