Derfor tror kvinder, at de ikke har behov for sex
Når jeg ofte hører kvinder i min praksis sige, at de ikke har behov for sex, og ikke har haft det i årevis, så ved jeg, at det handler mere om, at de har slukket for deres behov, i takt med at dagligdagen har taget over, og de har kendt deres partner gennem en del år.
Kvinder har nemlig nemt ved at slukke for det seksuelle behov. Det kan godt være, at man oplever ikke at have behov for lige præcis den seksuelle akt, og man er træt fordi man har små børn, eller på anden vis har et travlt liv, men det skyldes alt andet, end et reelt manglende behov for sex og det, der følger med et godt sexliv.
Ellers ville der jo heller ikke være lige så mange kvinder som mænd, der er deres partner utro. Kvinders behov kommer bare mere til udtryk gennem ønsket om at mærke samhørighed, nærvær og glæde i parforholdet, end gennem et decideret behov for sex.
Når sexlivet er ikke nærmest eksisterende, eller noget der bare skal overstås for at få fred, så forsvinder nærheden, rummeligheden og samhørigheden og så er det, at problemerne opstår. Så begynder kvinderne at kæmpe for mere samhørighed, og det sker ofte gennem dialog og udtryk for mere involvering, for ting der skal ændres, og ikke gennem en bevidsthed om, hvor meget et godt sexliv reelt set kan gøre for, at alt øvrigt i parforholdet bliver bedre.
Hvorfor går sexlivet i stå?
Jeg oplever desværre i min praksis, at det er et rigtig stort problem, som mange parforhold lider under. For at kunne løse det, bør vi måske starte med at spørge os selv: Hvad er det, der ødelægger vores sexliv? Eller måske endnu tættere på: Hvorfor tillader vi, at vores sexliv går i stå?
Når vi er forelskede, elsker vi med hinanden i tide og utide, men med tiden forsvinder lysten ud og for manges vedkommende ender sexlivet på nulpunktet når hverdagen sætter ind. Hvorfor tillader vi det? Det er næppe en beslutning, vi aktivt træffer. Det er noget der sker i takt med at dagligdagen tager over og styrer vores liv, og vi har tusinde forklaringer på, hvorfor sex altid er noget der er bedre tid til i morgen. Og fordi vi ikke aktivt fra starten er opmærksomme på, at det gode sexliv ikke må forsvinde.
Hvis du vidste hvor mange gange jeg hører kvinder sige "Hvis han bare...., så havde jeg også mere overskud til sex". Det er så min opgave at hjælpe til en forståelse af, at de begge har et ansvar for at skabe overskud og lyst til et godt sexliv, og at det er nemmere at fokusere på hvad man selv kan gøre, end hvad partneren kan gøre anderledes. Jeg vil våge den påstand, at mange uoverensstemmelser der opstår i parforholdet kunne undgås, hvis sexlivet fungererede bedre, at mange ville undgå at føle ensomhed i parforholdet, og ikke mindst, at mange ville undgå at være deres partner utro.
Derfor er sex vigtigt
Vi bliver glade og tilfredse, når sexlivet fungerer, og derfor skal vi blive ved med at huske at være noget for vores partner. Vi skal blive ved med at flirte, at date, at klæde os lækkert på, gå ud sammen, få børnene passet, så vi kan være kærester uden forstyrrelser – kort sagt: Vi skal være aktive for at bevare såvel vores parforhold, som vores sexliv. Det er to sider af samme sag, som for de fleste hænger uløseligt sammen. Uden et godt parforhold er der ingen sexliv og omvendt.
Vi skal være aktive og arbejde inderligt for at bevare vores forhold, ellers begynder vi at kede os, bliver kede af det, føler os ensomme i vores parforhold og og ubevidst er vores følelsesmæssige antenner slået ud, og der kan alt for nemt opstå følelser for en sød kollega, eller en anden vi møder på vores vej. Langt de fleste, der er deres partner utro siger, at de slet ikke kan forstå, hvordan det kunne ske for dem. Med andre ord kan det ske for de fleste, og det bedste du kan gøre for at undgå det, er at kæmpe for, at du har det parforhold med din partner, som du drømmer om. Kæmp for det hver dag, i stedet for altid at vente til i morgen.
LÆS OGSÅ: Se 10 grunde til, at sex er sundt
LÆS OGSÅ: Sådan tænker mænd, når de har sex - bliver du forarget?
LÆS OGSÅ; Få hemmeligheden bag god sex