For et halvt år siden fik Katinka sin første kæreste: Jeg spurgte ham to gange, om han mente det

Der er ridser i neglelakken. Det er Katinkas. Hun står tungt på scenekanten og synger om idioter:

Så lærte du at leve i tabeller / Gå på linjen, det er det eneste der tæller / De tapetserer alle hullerne her / Forsoner / Idioter!

Det er upoleret og råt, da Katinka Bjerregaard åbner munden i et stort O. Synger Idioooooter til sine folkeskolelærere. Hendes store armbevægelser gør hende grim, mellemrummet mellem benene gaber liderligt. Sådan står pæne piger ikke. Sådan står Katinka.

Den unge sangerinde har holdninger til alt. Det ligger i hendes opdragelse. I barndomshjemmet på Christianshavn har hun opbygget sine meningers mod, her har forældrene ofte diskuteret til langt ud på natten; om politik, om hverdagen, om verdenen. Og argumenterne skulle være i orden.

– De gange, jeg er kommet hjem med nogle semi-autonome, anarkistiske tanker, er jeg bare blevet fuldstændig punkteret af mine forældre, og det kan jeg da huske var så frustrerende, forklarer Katinka og råber højt, hæst, mens hun knytter hænderne mod himlen:

– Kan I ikke bare give mig lov til at være lidt ekstrem for helvede?

Der siver modstrøm gennem Katinkas årer. På stuegulvet i barndomshjemmet, i vindueskarmen fra Torvegade, vendte hun vrangen ud på sig selv, skrev dagbøger, som senere tog form som de krøllede og personlige sangtekster, vi kender hende for i dag. Senere, da hun flyttede hjemmefra, tog hun gulvet i brug i sin lejlighed på Frederiksberg. Katinka skriver med følelserne uden på tøjet:

– Jeg kan bedst lide at lade følelserne skylle ind over mig. Selvfølgelig skal man passe på med at dvæle alt for meget ved følelser, for det kan også ende med at blive en slags mani, men når de kommer, så skriver jeg dem ned i sekundet, og jeg tænker ikke over, om de er for ærlige.

– Og så er det min mavefornemmelse, der bestemmer, om teksterne skal ende i skraldespanden, i arkivet eller... Katinka slår i bordet, så porcelænet synger... på bordet!

Tunge dagbøger og mobning

Det er dagbøgerne, de fleste af Katinkas sangtekster kommer fra. Siden hun var 18 år, har hun skrevet dagbog hver dag, og når de er blevet så tunge af ord, at der ikke har kunnet stå mere, har hun lagt dem fra sig på en hylde.

Lige nu står de i hendes lejlighed på Frederiksberg, side om side, i forskellige indbindinger, alle med hver sin streg. Bladrer man i dem, er der tegnet over, sat et æseløre, revet ud.

Bøgerne fortæller om et levet liv, Katinkas. Om efterveerne fra folkeskolen, hvor hun blev mobbet, tævet, slået. Der står spredt ud over siderne:

De siger, du er smuk, som du er / Så bygger de kloner / Idioter! / Du mister lidt for hvert frikvarter / De grimmeste toner / Idioter!

Sangen "Idioter" har Katinka skrevet som et opgør med sin skoletid, hvor hun oplevede, at der ikke var plads til de børn, der faldt uden for stregerne. Hende selv.

– I folkeskolen levede jeg ikke, jeg overlevede. Jeg følte, jeg faldt udenfor. At jeg var forskellig fra de andre børn, som syntes, at jeg var mærkelig. Lærerne sagde, jeg var overaktiv, og de bad mig om at snakke mindre – og det var måske ikke lige den rigtige måde at tackle det på. Jeg følte mig helt forkert, og det er jeg ærlig om i mine tekster.

Skæve børn vokser også op og lær' at gå lige / og næsten at stå / Det på de lange linjer, jeg farer vild / jeg kan låne, men aldrig få, synger Katinka videre.

– Sårene fra den tid sidder stadig i mig. Det gør jo noget ved én, siger Katinka og forklarer, hvordan det – stadig i dag – kan føles, som om hun er bundet ind i et lag af jord, hvor der skal graves dybt for at finde ind til selvtilliden. Og sådan er der mange skjulte, skæve børn, der har det. De skriver til Katinka, at de finder trøst i sangen "Idioter", og det er hun glad for.

– Det var netop derfor, jeg skrev den sang! Alle har jo skeletter i skabet. Og nogle gange er det altså bare ikke pænt at være ked af det. Det der med at alt skal være så poleret; at være bange for at lyde lidt vred, eller ked af det eller ynkelig. Altså, alle har jo haft de der følelser, så hvorfor kan jeg ikke skrive om det? Hvorfor skal jeg gemme det væk?

Knuste drømme, kærestesorger og P6 Beat

Det var aldrig meningen, at teksterne skulle nå længere ud i verden end til kanten af skrivebordsskuffen. For Katinka har aldrig tænkt på sig selv som sanger. Hun er poet. Dengang også en uinspireret lærerstuderende, som var groet fast i knuste drømme, kærestesorger og en eksistentiel krise over, hvad hun egentlig ville med sit liv.

– Efter et højskoleophold, som var en fantastisk tid med gode venner, havde jeg nok taget 5-6 kilo på, jeg svømmede rundt i mine kærestesorger og vidste ikke, hvad jeg ville. Min folkeskoletid vendte tilbage til mig dér. Den ramte mig hårdt, og jeg gennemgik ligesom en proces, hvor jeg besluttede, at den periode ikke skulle definere mig og mit liv.

Så Katinka skrev på smerten. Hun akkompagnerede teksterne med sit ukulelespil, optog det på sin iPhone og sendte sangene til sin venindes musikerkæreste, Simon Ask. For fem år siden begyndte de sammen at indspille sange i hans hjemmestudie, hvor lyde fra hårnåle, støvsugeren, kaffekanden og brusebadet var med til at danne baggrund for Katinkas dagbogstekster.

Det var noget de sagde / noget som stadig følger med / Og jeg som aldrig har kunnet kende forskel / på at blive taget i røven / og kærlighed

Og så skete der noget vildt.

– Da P6 Beat pludselig ringede og sagde: "Vi kunne godt tænke os, I spillede et nummer i radioen, hvad hedder I?", gik jeg helt i panik. Jeg ringede til Simon, og han vidste heller ikke, hvad vi skulle hedde. Så bandnavnet Katinka var ikke liiiiige den allermest bevidste beslutning, men det hele skulle gå så stærkt.

– Havde jeg vidst, at vi ville blive et rigtigt band, så ville jeg nok have valgt et andet. Jeg lyder jo som en kæmpe egoist. Og fuck mand, så er det også virkelig kompliceret at være både en person og et band. Selvom Katinka har succes, så er det, som om Janteloven stadig er gravet ind under min hud, og jeg føler mig ikke altid god nok, siger hun.

Katinka sad på lærerseminariet, midt i en opgave, da sangen spillede for første gang i radioen. Ikke mange havde set hendes tekster før, og hun fik episk ondt i maven, da hendes egne, drivende toner pludselig flød gennem højttalerne:

For de har klippet dig i stykker / Men har glemt at sy dig fast igen / De ser på knuder, ulykker

For børn gør ingen fortræd / Gør de vel?

LÆS OGSÅ: Velvet Volume om deres første festivalkoncert: "Folk troede, at vi var den største joke i verden"

Skal vi være kærester?

Med berømmelsen blev Katinka og Simon enige om at udvide bandet og tage en ven med hver; Katinka kendte Marie Hageltorn Christiansen fra højskolen, og hun blev korsanger. Simon fuldendte rockpopkvartetten med bassisten Lucas Rundblad.

I 2015 vandt bandet DR's talentudviklingsprogram Karrierekanonen, og siden har de spillet på blandt andet Vega, NorthSide Festival og Roskilde Festival.

De seneste måneder har bandmedlemmerne turneret med deres første album "Vi er ikke kønne nok til at danse", som de udgav i foråret, og som blandt andet tæller sangen "Lykkelige løgne".

Og du siger at jeg er smukkest af alle piger / du siger, at jeg fortjener meget mere / end den ene omgang / du giver / Men du siger at mine øjne er isblå / og du er det som jeg har ventet på / og så åbner du min bh

Også på det nye album brænder der en ild i Katinka, mens hun synger om sin fortid fuld af onenightstands og tillidsbrud.

– Jeg er blevet brændt af mange gange, for jeg har altid forelsket mig i de forkerte. Mænd som ikke var til at stole på, siger Katinka.

Men det skulle ændre sig. For et halvt år siden fik fotografen Daniel øje på Katinkas ild. På en røgfyldt bar spurgte han, om de skulle være kærester, Katinkas første.

– Og jeg sagde: Spørg lige igen, og han sagde: "Skal vi være kærester", og jeg sagde: "Spørg lige igen", og han sagde: "Skal vi være kærester?". Og så hoppede jeg op på stolen og vinkede med armene. Vi fik en gratis drinks med lakrids, som smagte forfærdeligt, men det var lige meget, for alt var bare så godt, siger Katinka.

I dag er hun stadig nyforelsket og forsøger at få kærestelivet til at gå op med det travle tourliv og sangskriveriet. Men det kan være svært, når man "egentlig savner hinanden hele tiden".

– Vi er stadig ikke nået over det der stadie, hvor det nærmest gør fysisk ondt at være væk fra hinanden. Derfor kan det også være svært at få det hele til at gå op, og vi kan heller ikke altid få det til at fungere, men vi prøver, siger Katinka.

Så for at holde liv i gløden mødes de hver søndag, deres fredag, på en bodega og drikker et par flaskeøl, kigger hinanden dybt i øjnene og spørger: Ok, hvad har vi så lavet i den her uge?

– Og så må man jo indrette sig. Når jeg ikke kan sove, fordi der kribler sangtekster inde i mit hoved – og det er til at blive sindssyg af, fordi det bare skal ud – kan jeg jo ikke bare tænde natlampen, som jeg gjorde før, siger Katinka.

Så lister hun over Daniel og sætter sig ind på lejlighedsstuegulvet for at printe ordene fra hendes tankespind ned på dagbogspapiret. Skriver:

Jeg ville ønske jeg kunne se, hvad du ser i mig / Det er kun flasken i min hånd / der flasker sig.

Et opgør med kvindeglansbilledet

Katinka er kendt for at skrive de melankolske, lidt tunge tekster. Men nu hvor sangerindens liv er mere farverigt, nu hvor der er styr på både karriere og kæreste, kan hun så overhovedet finde inspiration til nye sange, der passer ind i hendes eget tekstunivers?

– Jeg har tænkt på det samme. Men jeg håber også, folk ved, jeg kan skrive om andet end det melankolske. Det nye album indeholder flere følelser; hver sang indeholder en følelse, som gør albummet til et menneskeligt følelsesregister, siger Katinka.

Jeg har valgt nu at kæmme dig ud af mit hår / Jeg ka' se dine ben, men jeg ved ikk', hvor du står / Du si'r, du intet ka' føle, mens du ta'r på mit lår / Du er et ansigt på en skærm

Sangene på det nye album æder sig stadig ind på én. Prikker til huden. Med tiden er produktionen blevet mere professionel, men musikken er stadig karakteriseret ved at være eksperimenterende og rå. Det samme er Katinka. På den måde er hun blevet et modsvar til det polerede billede af kvindelige sangere, som er syet ind i tidens musikmiljø.

– Jeg kan godt lide at være lidt grim. Også på en scene. Jeg har aldrig følt, at "nu skal jeg lige lade være med at rage mig selv i skridtet". Det er sådan, det fungerer for mig, siger Katinka.

LÆS OGSÅ: Veronica Maggio til sit 13-årige jeg: Hold op med at please andre og tænk mere på dig selv

At være grim

Så rå og liderlig, ærlig og menneske har hun over sommeren hoppet rundt fra scenekant til scenekant, på tour med sit nye album, hvor hun gør en dyd ud af at gøre plads til både de grimme og de smukke følelser.

Men nu hvor kroppen har aborteret følelsen / og rusen er forbi / så sidder jeg her så nøgen / at det eneste jeg er / er det jeg kan se

– Jeg elsker at bruge grimme ord, og det er "abortere", men det er ærligt, og for mig er det et manifest af, at ja, der er sket et par svupsere med tiden, og dem vil jeg lige få skrevet ned, og så kan jeg forhåbentlig komme lidt videre, siger Katinka.

Hun har ingen problemer med at være ærlig. Tværtimod; hun har gemt sine følelser væk så længe, at det er en befrielse at få det ud. Også de grimme følelser, selvom det ikke er pænt. Og så har Katinka intet imod at stå og røvsvede på en scene.

– Jeg er ingen model, jeg er musiker og for helvede ikke noget andet. Kvindelige sangere skal altid være så yndige, de skal frasere rigtigt og ligne modeller. Men hvad skal man så gøre, når man har en G-skål? Der er da en masse mennesker, som gør noget succesfuldt uden at tage pænt tøj på. Og jeg er ikke pjattet med, at vi putter kvindelige musikere ned i den kasse. Det har provokeret mig lige fra den første dag, jeg trådte ind på scenen. Jeg vil være et modsvar til det. 

Her kan du møde Katinka

Fra august til november 2017 spiller Katinka blandt andet i København, Randers, Esbjerg, Ringkjøbing, Køge, Sønderborg, Slagelse og Lyngby. Tjek koncertdatoerne på Katinkas officielle facebookside.