”Jeg kunne ikke have veninder med hjem til min mor, for det var så uforudsigeligt”

Sodavand, kagekone og en lille pige, der er centrum for kammeraternes fødselsdagssang. Hun får lov at puste lysene ud på kagen, som mor eller far har båret ind til bordet. Alle smiler. Alle er glade. Men ikke alle får lov at opleve det.

"Jeg holdt aldrig børnefødselsdage hjemme hos min mor. Enten drak hun, eller også kunne hun ikke overskue det," fortæller Jasmin Naja Heilmann.

Hun er 20 år og fortæller sin historie om at være et svigtet og anbragt barn, fordi historien ender godt. Inden i hende bor den lille pige, som ikke blev fejret, stadig, men den voksne Jasmin har lært at passe på sit indre barn. Derfor har hun en opfordring:

"Alle jer, der skammer jer. Gemmer jeres smerte ved at skære i jer selv eller misbruge. Jer og andre vil jeg gerne række ud til. Der er hjælp at hente, så tag jer mod til det!"

Ordene kommer med eftertryk fra Jasmin, da hun skal forklare, hvorfor vi sidder i hendes lejlighed i Bedsted, Thy, og taler om et liv, der lige så godt kunne være gået skævt.

Faktisk skulle Jasmin statistisk set ikke have haft den hf-eksamen, som hun hentede hjem sidste år. Hun skulle heller ikke have en realistisk, drøm om at komme på universitetet, for med Jasmins baggrund er det langt fra en selvfølge.

"Jeg er der, hvor jeg er i dag, takket være programmet ”Lær for Livet”. Før var jeg usikker og havde ingen selvtillid, men jeg fik værktøjer til skolearbejdet, og senere fik jeg hjælp til at arbejde med det sociale og det personlige," fortæller Jasmin.

”Lær for Livet” er et program, som er opfundet af Egmont Fonden, og som støtter unge, der har svært ved at få en uddannelse. Især børn, der er anbragt uden for hjemmet, er udsatte i forhold til at falde igennem samfundets net. Sådan et barn var Jasmin.

"Jeg kom i aflastning, da jeg var fem måneder. Min mor drak, mine forældre var skilt, og min storebror var bortadopteret. Min mor og jeg boede sammen, til jeg var ni år. hun kunne ikke finde ro, så vi boede mange forskellige steder. Min mor prøvede i årevis at få en plejefamilie til mig, for hun havde noget selvindsigt og kunne godt se, at hun ikke magtede det," fortæller Jasmin.

Mon mor er fuld?

Hun mindes fornemmelsen af at være anderledes. I skolen og i forhold til de andre elever, der blev hentet af deres voksne og spiste aftensmad med deres familier.

"Jeg ville ikke have veninder med hjem til min mor, for det var så uforudsigeligt. Jeg vidste ikke, om hun var fuld, eller om der var rodet, og så følte jeg, at det var så pinligt. Det lyder måske som små ting, men det er stort for et barn."

Jasmin fortæller om sin baggrund på en måde, så man mærker, at hun har arbejdet meget med sig selv.

"Som barn var jeg ikke udadreagerende. Jeg var måske for artig en pige, men mine plejeforældre hjalp mig til at tage imod den hjælp, jeg kunne få. Jeg har gået til psykolog og fået hjælp til at håndtere min baggrund," fortæller Jasmin.

Hjælpen kom også i form af en sagsbehandler, der introducerede ”Lær for Livet”. Som 11-årig kom Jasmin på sommercamp med andre børn, som hun kunne spejle sig i.

"Det gik rigtig godt! Vi var 19 børn afsted og lavede blandt andet plakater, hvor der stod ting som ”100 procent positiv” og andre udsagn, der støttede fællesskabet og vores selvtillid. I dag er der over 100 børn og unge på lejr hver sommer, og jeg har været med som rollemodel, hvilket jeg har været meget glad for," fortæller Jasmin.

Vejen videre

Drømmen var at blive landmand, men da hun fik mulighed for at prøve det af efter 10. klasse, vågnede hun.

"Jeg kunne slet ikke mærke glæden."

Sammen med sin mentor fra ”Lær for Livet” lavede Jasmin en liste med de muligheder, der ellers var.

"Så tænkte jeg, at en hf kunne jeg nok lige klare," mindes Jasmin med et smil.

Smilet er der, fordi hun kan se, at hun undervurderede sig selv.

"Jeg kunne sagtens klare det! Det ville have hjulpet, hvis mine omgivelser havde haft flere positive forventninger til mig fremfor at sige, ”det går nok ikke”. Jeg er så glad for, at jeg fik en mentor, som troede på mig. For mig var det vildt, at der var et menneske, der var der for mig uden at få penge for det. Alle andre i mit liv fik jo penge for at være der," konstaterer Jasmin.

Jasmin flyttede fra sin plejefamilie, da hun var 17 år, fordi hun skulle i gymnasiet i Thisted. I dag har hun ikke kontakt til sin plejefamilie. Hun har boet alene i et par år og blev sidste år kæreste med Hjalte, som hun i dag bor sammen med.

"Jeg har fortalt ham stort set alt om min fortid, så han kan forstå, hvad jeg kommer fra. Jeg vil ikke have medlidenhed; det har jeg ikke brug for, men han skal have mulighed for at forstå, at det kan være svært for mig at være i en relation, fordi jeg er vant til, at relationer forsvinder. Det er noget, jeg skal arbejde med resten af mit liv – finde fred med, at det er sådan, mit liv er!"

Jasmin ser ikke bekymret ud. Tværtimod ligner hun en, der er tilpas i sit liv, og det er netop derfor, hun stiller sig frem – og siger:

"Jeg ved, hvor svært det er at føle sig anderledes! Hvor pinligt det føles at have problemer i familien, men det er vigtigt at bearbejde det. Tag imod den hjælp, du kan få, og find fred med din barndom, for du kan sagtens komme ud på den anden side."