”Jeg blev chokeret over, hvor meget de hader deres krop"

Vi sidder ved spisebordet i hendes stue. På stolens ryglæn hænger en stram sort kjole med sølvglimmer som et symbol på den fandenivoldskhed, hun for mig allerede repræsenterede som barn midt i rækkehuskvarteret i Aarhus Nord, hvor vi begge er vokset op. På ghettoskolen, hvor vi gik, stak hun ud med sit talent og trangen til at blive hørt. Da hun var færdig på universitetet som 23-årig, fortsatte hun direkte på forfatterskolen. Kjolen vender vi tilbage til.

Jeg husker Stine, som en af de store piger, jeg beundrede. I dag gør jeg det stadig. Men for noget andet end hendes alder. I 2012 udgav hun sin debutroman, "Min mor siger", der blev en bragende succes. Og pt er hendes stuegulv plastret til med kartonfirkanter i fire forskellige farver med ord som "pling", "bryster" og "bestyrelsesmøde". Hun er ved at finde hoved og hale i forløbet i sin anden roman om et par, der flytter i andelsforening.

"Jeg ved, jeg er klam"

Ved siden af arbejdet med sin anden roman har Stine takket ja til at medvirke i et projekt om kroppen for Københavns Kommune i forbindelse med den årlige litteraturfestival KBH Læser, der afvikles lige nu; fra 1.-7. marts.

Projektet tager udgangspunkt i unges kommentarer under emnet "kropshemmeligheder", som de anonymt har kunnet dele på hjemmesiden Cyberhus.dk, der er et online rådgivningsforum for børn og unge.

- Jeg troede, der ville være noget om, at nogen er forelsket i en af samme køn eller, at en dreng kan lide at gå i dameundertøj, men faktisk var det meste jo bare almindeligheder, siger Stine Pilgaard, om at læse de mange kommentarer igennem.

Hun valgte en stak ud, som hun inddelte i emner. Emner, hun selv kunne forholde sig til; uønsket hårvækst, overvægt og strækmærker.

- Jeg valgte eksempelvis fra at skrive om at sulte sig selv eller skære i sig selv, for jeg har aldrig selv haft destruktiv adfærd, og ville have enormt svært ved at skrive om det. Det ville ikke være fair. Ud over det var jeg virkeligt overrasket over, hvor almindeligt meget af det er, og hvor meget de hader sig selv pga. deres krop, siger hun.

Én af kommentarerne lyder blandet andet: "Har strækmærker på lårene. Fuck hvor er det pinligt. Hader dem". En anden går på fedtdepoterne: "Min mavedelle er klam. Jeg er ikke tyk og træner meget. Men min delle på maven vil ikke gå væk. ", en tredje handler om hårvækst: "Ind i mellem får jeg hår på brystvorterne og under hagen, som jeg i smug trækker ud med en pincet. Ingen ved det," og så er der en mere generel, som Stine også fremhæver som særligt trist:

"Min hemmelighed er, at jeg hader min krop. Alle lyver og siger, jeg er pæn. Og jeg smiler, når de siger det. Men jeg ved, jeg er klam".

Stine læser det sidste citat højt og holder en kort pause.

- Generelt synes jeg, det er uhyggeligt med alt det selvhad. Da jeg havde læst dem igennem, var jeg bare så glad for, at jeg ikke er ung mere. Men de er jo oppe i 20'erne nogle af dem. Jeg synes, det er meget voldsomt at sige, at man hader sin krop, for det er jo ligesom den beholder, der bærer vores tanker og vores relationer og vores ord og vores sprog, og det er jo den, vi går rundt i verden med, så hvis man hader den... Den er lidt svær at løbe fra. Det er meget brutalt, siger Stine, der efter at have læst og sorteret indlæggene gav sig i kast med at skrive.

Skattekort uden en skat

Det er blevet til tre tekster om kroppen, hvor vi møder jeg-personen og hendes to veninder. I "Appelsinhudsblues" er de taget i Kongens Have for at nyde solen:

Skål, siger Sofie og Malene og deres tandpastasmil reflekteres af solens stråler. De er glatbarberede, kridhvide marmorstatuer, deres smil er stivnede og indridsede i hårløse kroppe. Sofie og Malene er i bikini, de smører sig ind i fed hvid solcreme, og jeg tænker på salatmayonaise og store burgere. Jeg slæber rundt på min krop hver eneste dag og nu har jeg lagt den på et tæppe, udstillet i lyset. Min mavedelle bevæger sig bølgende gennem verden og lårene under appelsinhuden holder mig oprejst, strækmærkerne på min ryg er neonfarvede og lyser igennem min bluse. Det er verdens længste strækmærker, det er racerbaner, lynhurtige fartstriber, langstrakte pile, der peger rundt på min krop, jeg er et omvandrende skattekort uden en skat. Statuerne peger på mine lår, de hæver deres plukkede øjenbryn. Mit løse hud vibrerer i eftermiddagens brise, det krymper sig under deres blikke. Malene foreslår målrettet træning, for at tage det i opløbet.

- Der er jo mange, der taler om kroppen lige nu. Det virker til at blive et mere presserende emne. Jeg synes, det er frygteligt tabuiseret at have en krop. De seneste 10 år er der kommet flere visuelle muligheder med internettet osv. Vi er blevet mere vant til at se på en flade og se os selv i 2D. Det er mere forskønnende ligesom i bladende og på skærmen, og vi mimer meget den facade, vi ser der. Men jeg tror også, at det har skabt en længsel efter kroppen som andet end en flade. Jeg vil gerne forholde mig til kroppen som en dybde - mere end en flade. Folk bliver jo stressede af, at de skal være perfekte. Det stresser også mig. Det er klart, siger Stine.

"Vi er blevet mere vant til at se på en flade og se os selv i 2D"

Nej, fandme nej!

Kommentarerne satte også Stines tanker omkring sin egen krop i gang.

- Jeg har altid tænkt, at jeg prøvede at holde mig væk fra det, der gav mig dårlige nerver og alligevel kender jeg jo godt det, de skriver om. Jeg ville nok ikke sige, at jeg hader min krop, for jeg er så glad for alt det, den kan og gør muligt for mig, men alligevel tænkte jeg, at jeg godt kan følge, hvad de mener. Man ser sig gal på et eller andet. Det har jeg tænkt en del over, og efter jeg begyndte at skrive på det, har jeg diskuteret det med mange veninder, siger Stine, der i den forbindelse kom i tanken om et tegn på, at hun før har set sig ond på et bestemt sted på kroppen.

- Jeg har haft en kjole liggende, jeg har købt en gang, da jeg var tyndere end jeg er nu, og som er rigtig flot, men som jeg ikke har brugt, fordi jeg havde en mavedelle. Men så tænkte jeg "nej, fandme nej" og så tog jeg den på, siger Stine og rejser sig op for at hente den fra soveværelset.

-Jeg vidste godt, den har siddet bedre, end den gør nu, men det var stadig en flot kjole, og jeg havde det bare sådan "fuck det!" og det var bare en vildt fed fornemmelse at have den på til den fest. Jeg følte mig mega lækker, fordi jeg havde besluttet, at jeg ville. Jeg tror, folk ligger meget mere mærke til, om du har det godt. Hvis du selv føler, du er lidt grim, så ser folk det. Jeg havde en periode, hvor jeg gik og gemte min mave ved at holde armen ind over, siger hun og ligger armen ind over maven, som hvis den var brækket og hang i en lavere end gennemsnittet slynge.

- Det var helt åndssvagt, og jeg har jo set ud af helvede til. Ikke pga af dellen, men fordi jeg gik sådan, siger Stine og laver et løfte til sig selv om snart at hoppe i kjolen igen.

Stine har i alt skrevet fire kropstekster og indspillet en video, hvor du kan høre hende læse histoerierne højt. Den er tilgængelig på Cyberhus.dk.

- Jeg håber, de på en eller anden måde, kan være med til at rokke lidt ved nogle unge og vise dem, at de på ingen måder er alene med det, de tror, skal være en dyb hemmelighed. Det er mit håb.

LÆS OGSÅ: Derfor er det blevet in med rynker