"Jeg elsker også at være den lille kvinde"
Vicki Berlin om det alvorlige job at være sjov og trangen til at være kvinde i en mandefavn.
Hvad er den sværeste beslutning, du har truffet?
– Det var en stor beslutning at købe hus. Pludselig følte jeg mig meget voksen. Der var flere gange i processen, hvor jeg var ved at fortryde. Også bagefter. Men nu er jeg glad for det. Det er de store skridt, der får mig til at vokse som menneske, og det utroligt vigtigt.
Hvad kan gøre dig vred?
– Når folk behandler dyr dårligt. Så bliver jeg simpelthen så rasende. Den holdning, der er i Danmark om, at dyr bare er dyr og så kan man behandle dem, som man vil, gør mig så dårlig! Dyr er netop et kæmpe ansvar, fordi de ikke har stemmen til at sige stop.
Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
– Jeg er alt for perfektionistisk. Jeg har det svært, hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af, og jeg hænger mig alt for meget i, hvis jeg laver fejl. Hvis jeg læser hundrede positive og en negativ anmeldelse, er det den negative, jeg husker. Det er da for dumt. Og så er jeg ikke særligt tålmodig. Men jeg arbejder på det.
Hvad er du bedst til?
– Jeg er en god hundemor. Det siger min mand i hvert fald. Og så elsker jeg at få folk til at føle, når jeg optræder. Både at få dem til at føle glæde og latter, men også at berøre dem.
Hvilken dag har betydet mest i dit liv?
– Den dag jeg vandt min ”Dirch”, prisen for året revykunstner. Det var kæmpestort! Men da jeg fik mine hunde, og den dag, min mand friede, ligger altså også ret højt på listen.
Hvad er det bedste ved at være kvinde?
– Jeg kan godt lide mange ting ved at være kvinde. Det at være moderlig, beskyttende og empatisk på den feminine måde holder jeg meget af. Jeg sætter pris på at være selvstændig og mener aaaaltid, at jeg kan klare mig selv. Men når jeg er ked af det, og min mand tager mig i sin bjørnefavn, så elsker jeg også at være en lille kvinde.
LÆS OGSÅ: Erik fik ny kæreste en måned efter sin kones død
Har du et ar, der fortæller en historie?
– Jeg har et ar på mit håndled, efter at jeg faldt midt på kørebanen med en kæmpe stak pizzaer. Jeg skulle krydse vejen. Der var mad ud over det hele, og jeg fik et stort sår på både håndleddet og stoltheden.
Hvad ville du aldrig give penge for?
– Pels! Jeg hader pelse! At dyr skal lide for vores pyntesyge, det er frygteligt, og det ville jeg aldrig betale til. Vi er så privilegerede og har så mange alternativer. Så fatter jeg ikke, hvorfor nogle vælger at støtte dyremishandling.
Hvad er det vigtigste, en anden har sagt til dig?
– Min mors onkel sagde til mig på min konfirmationsdag, ”Gør altid lidt mere, end hvad folk forventer af dig”. Det har jeg levet efter lige siden, og det har fået mig langt.
Hvad overrasker folk, når de lærer dig at kende?
– Jeg har tit fået at vide, at folk bliver overraskede over, at jeg er så ambitiøs. Det er, som om mange tror, at man bare er et fjollehoved. når man arbejder med humor. Men humor er svært. Det kræver øvelse og timing, og det er faktisk meget alvorligt at være sjov.
Hvilken kamp har været dit livs sværeste?
– Helt klart kampen for at få lov til at leve af det, jeg brænder for. Det har taget mange år, mange afslag, mange tårer og mange frustrationer at nå hertil. Men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle lave, som kunne gøre mig lykkelig, så jeg måtte bare kæmpe videre.
Hvad inspirerer dig?
– Dygtighed og talent! At arbejde sammen med dygtige og arbejdsomme kollegaer eller se talent på scenen eller lærredet inspirerer mig til at blive bedre og arbejde endnu hårdere. Jeg er vild med det!
LÆS OGSÅ: "Det virker vilkårligt, hvem der bliver slået ihjel"