"Vi har været kærester i 18 år nu, og vi bliver nok aldrig gift"

Jeg var 19 år og arbejdede i blomsterbutikken på Fanø. En dag i oktober 1996 kom en ung mand ind for at købe blomster til sine forældre, som havde bryllupsdag. Jeg smilede til ham, og der var bare et eller andet, der sagde klik for os begge to. Men vi snakkede ikke sammen. Da han var gået ud af butikken, løb jeg ud på gaden for lige at prøve at se ham en gang mere, og i det samme kørte han forbi. Vi fik øjenkontakt, og jeg tænkte, okay, der var altså et eller andet. Efterfølgende kom han flere gange i butikken for at købe blomster, men vi talte ikke sammen. Kiggede bare på hinanden. Jeg fandt ud af, at han hed Per, boede i Esbjerg, hvor han læste, og at han kørte bus på Fanø, hvor hans far havde Fanø-busserne.

– En dag sagde min chefs datter: "Aj, jeg kender en, der bare er helt vild med dig". "Nå, gør du det", sagde jeg – "han kører ikke tilfældigvis bus, vel?". "JO, det gør han", hvinede hun så og spurgte, om hun skulle sige noget til ham. "Nej, det skal du ikke", sagde jeg, "hvis han vil noget, skal han nok komme til mig".

LÆS OGSÅ: 2 år efter stress: Det har jeg lært af mit sammenbrud 

– Jeg sejlede frem og tilbage mellem Esbjerg og Fanø hver dag, og lige pludselig begyndte Per ret tit at sejle med færgen om lørdagen, når jeg skulle hjem. Det blev til flere lørdage med hjertebanken på vej ned til færgen, fordi: Ville han nu være der? Hans mor har efterfølgende fortalt, at hun undrede sig over, at han pludselig begyndte at komme på besøg så tit om lørdagen, og at han altid skulle hjem igen lige ved middagstid.

– Der gik et par måneder, hvor vi så hinanden på færgen uden at snakke sammen, men en dag skulle min chefs datter også med færgen til Esbjerg. Vi satte os over for hinanden, og så kom Pers lillesøster, som hun kendte, og satte sig hos os og begyndte at snakke. Der var en tom plads ved siden af mig, og pludselig kom Per over og satte sig. Og så kom den bedste replik: "Nå, hvem er du så? Nåeee, det er dig nede fra blomsterbutikken!". Og jeg sad bare og tænkte: Hold nu op! Han vidste jo udmærket, hvem jeg var, og jeg vidste, at han syntes, jeg var sød. Det var simpelthen den dårligste scorereplik!

– Nå, men efter den dag sejlede vi tit på samme tid og talte sammen. På et tidspunkt fortalte jeg ham, at jeg aldrig havde nået at se Fanø, for jeg var jo altid på arbejde, når jeg var der. Og så – sidst i april 1997 – inviterede han mig på en date, hvor han ville vise mig øen. Vi gik en lang tur i skoven, var oppe på Pælebjerg – det højeste punkt på Fanø – og tog så til Sønderho, hvor vi spiste på Kromanns Fiskerestaurant. Da vi gik ud derfra, tog vi hinanden i hånden, og vi har faktisk ikke givet slip siden.

– Vi svinger rigtig godt sammen, og vi er begge to lige skøre, når der er noget, vi brænder for. Så kan vi bare ikke få nok. Vi har det sjovt sammen. Vi har været kærester i 18 år nu, og vi bliver nok aldrig gift. Per synes, at når man har barn sammen, testamente, fælles bolig og fælles økonomi, så er man så godt som gift, og det er jo rigtigt. Men jeg tror nu nok, at jeg ville sige ja, hvis han friede til mig, ha, ha.

LÆS OGSÅ: "Jeg fandt kærligheden i tandlægestolen"

LÆS OGSÅ: Forelsket, gravid, nygift.... og enke 

LÆS OGSÅ:  Anders Agger: "Kvinder er allermest kvindelige, når..."