“Jeg fik ofte en følelse af, at jeg havde forbindelse til et eller andet højere”

Nogle måneder efter jeg havde født min søn, begyndte jeg at trække på benet. Og pludselig kunne jeg ikke bruge min venstre arm. Jeg kunne ikke gå op ad trapper uden at holde fast i noget, og hvis jeg skulle ind i en bil, måtte jeg tage fat i benet og løfte det med. Da jeg hos lægen ikke kunne noget så simpelt som at sætte fingeren ind til næsen og gå på en lige linje på gulvet, vidste jeg, at der var noget helt galt. Jeg havde fået sklerose.

− Det betød, at jeg måtte droppe ud af min drømmeuddannelse på konservatoriet og holde en pause fra mit studiejob som kirkesanger. Jeg troede på Gud uden overhovedet at være missionsk, og ofte havde jeg hørt præsten prædike over store eksistentielle emner som sygdom og død. Alligevel ramte det hårdt, fordi jeg tænkte: "Hvad er meningen med at blive alvorligt syg som nybagt mor?"

− Jeg var enlig mor til min søn, så vi flyttede hjem til mine forældre for at få praktisk hjælp, og i lang tid så jeg ingen glæde eller mening ved min situation. Jeg syntes, det var uretfærdigt, og det handlede sådan set bare om at komme igennem. Men efterhånden lærte jeg at forholde mig til min krop på ny, planlægge mig ud af tingene, og så begyndte jeg at bede til Gud. Jeg kom i tanke om et råd, præsten engang havde givet under en af mine vagter som kirkesanger: "Der er altid en, du kan snakke med. Du er aldrig alene, for Gud er der. Han sidder ikke ved siden af dig, men han er der i ånden."

LÆS OGSÅ: Skal du også i kirke på søndag?

− Det hjalp faktisk, og da jeg efter nogle år vendte tilbage som kirkesanger, syntes jeg for alvor, at tingene vendte, for lige pludselig kom jeg tilbage i det fællesskab, en kirke og tro også er. Det virkede stærkt på mig at sidde i kirkerummet igen, og jeg fik ofte en følelse af, at jeg havde forbindelse til et eller andet højere.

− Man kan godt have lyst til at give Gud skylden, men det ville være for nemt. Jeg tror ikke på en fuld og fast skæbne, hvor jeg er i en låst situation, fordi Gud har bestemt, at det skal være sådan – jeg har stadig selv et ansvar for at handle. I dag lever jeg med det usynlige handicap, som sklerose i dvale er. Jeg forsøger hver dag at være i nuet i stedet for at tænke på hindringerne. I princippet er der altid en risiko for, at jeg ikke kan stå ud af sengen næste morgen, men jeg prøver ikke at tænke for meget over det. Og den afslappethed har kirken hjulpet mig hen imod.

LÆS OGSÅ: “Man kan ikke forberede sig på, hvad døden betyder, før man står med den foran næsen”

LÆS OGSÅ: TV-vært Rikke Gøransson: “Jeg oplever fred og kærlighed, når jeg sidder i kirken”

LÆS OGSÅ: “Jeg mødte Jesus”