Anne Sofie Espersen

"Jeg har haft travlt med at lave om på andre, og jeg har forventet, at andre var som mig"

At det hjælper at være åben om alt det svære, ville skuespiller Anne Sofie Espersen ønske, hun havde lært noget før.

Skuespilleren Anne Sofie Espersen har med alderen lært at leve med de fleste af sine selverklærede fejl. Men når det kommer til orden, kommer hun lidt til kort.

– Jeg har en bossy side, hvad angår orden. Jeg bliver uoverskuelighedsramt, hvis der ikke er orden i tingene, både mentalt og rent fysisk. Jeg er jomfru

med jomfru i ascendanten, så der er dobbeltskrue på orden-genet. Hvis der er noget, der ikke er styr på, eller hvis noget står forkert, tager det hele mit

fokus. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og hygge, hvis der er uorden i noget, jeg kan ikke slippe det. Sådan har jeg haft det lige fra fødslen, og min mor er på præcis samme måde, siger Anne Sofie Espersen.

LÆS OGSÅ: Det er aldrig for sent, at stoppe op og sadle om - det rigtige tidspunkt kommer ikke og ringer på døren

Hun er mor til tre, og hendes kæreste har to børn, og med så mange under ét tag bliver hun jævnligt udfordret på sin trang til orden.

– Det er et stort irritationsmoment for andre, men jeg siger ligeud, hvordan jeg har det. Jeg arbejder på at blive bedre til at slippe lidt mere og være i det kaos,

der naturligt vil være i en hverdag.

Da jeg begyndte at arbejde med det, var den største udfordring at acceptere, at andre ikke delte mine normer. Jeg har haft travlt med at lave om på andre, og jeg har forventet, at andre var som mig og skulle opfylde de standarder, jeg havde sat. Det har jeg sluppet, og jeg arbejder på at slippe den der vilde trang til orden selv. I en travl hverdag for hele familien er nærhed væsentligt, og jeg ville så gerne kunne sætte mig ned og være til stede, uden at alt behøver at stå helt rigtigt rundt om os, fortæller Anne Sofie Espersen.

Farvel til pleaseren

Tidligere led Anne Sofie Espersen også af det, som mange andre kvinder lider under: Trangen til at please.

– Alle skulle kunne lide mig. Derfor har jeg været meget udfordret i mit fag, hvor man er på andres nåde. Det er ukontrollerbart, om man er en succes. Jeg blev nemmere slået ud som barn og ung, og i starten af min karriere satte jeg spørgsmålstegn ved mit eget værd og min egen berettigelse, hvis jeg havde fået et afslag på en casting eller en dårlig anmeldelse. Jeg fokuserede meget på, hvordan det hele ville have været, hvis jeg havde fået jobbet, at så havde alt set anderledes ud. Jeg gik meget op i, hvad det var, der var gået galt, og spurgte også ind til det.

–  Det gjorde, at jeg kom til at fremstå supersårbar og uncool, og det var ubehageligt for dem, jeg spurgte, det er jo ikke rart at have en grædende skuespiller i røret, der tvivler på, om hun nogensinde kan bruges igen. Men det varer kun, indtil man lærer spillets regler, siger Anne Sofie Espersen, der selv instruerer og har undervist andre og ved, hvordan det hele hænger sammen.

At et afslag ikke betyder, at du ikke er god, sød og værd at samle på, men at manikke lige passer ind i en sammenhæng og sammensætning.

– Det har jeg kunnet overføre til mig selv. Nu ved jeg, at man ikke dør af det, og at telefonen nok skal ringe igen. Jeg skynder mig at rejse mig op igen og starte på noget nyt, jeg arbejder mig ud af det, siger Anne Sofie Espersen, der som mor til tre børn i alderen otte til 16 år er bevidst om, at hendes børn ikke har skullet se den opgivende side af hende.

LÆS OGSÅ: Hvorfor har vi kvinder så travlt med at dømme hinanden?

– Min datter er gjort af et helt andet stof end mig, hun er virkelig en tough cookie. Hun lader sig ikke slå ud, hvis der er problemer med veninder eller i skolen. Hun tager den selv og facer sine problemer. Jeg er fuld af fortrøstning, når jeg ser på hende, og jeg fortæller hende hele tiden, at jeg er stolt af hende, fordi hun er så modig og har den integritet i en så ung alder. Jeg synes ellers, det er sådan en hård og vurderende verden, de unge vokser op i, med alle de behov for at vise det perfekte liv på Instagram, men det er hun kold overfor.

Udfordret af andres dårlige mønstre

Med alderen er Anne Sofie Espersen blevet blødere i vurderingen af sig selv. Men hun oplever også, at med ansvaret vokser bekymringerne om børn og økonomi.

– Jeg har helt klart et ængsteligt gen, og min vej ud er at handle og have fuld gennemsigtighed og erkendelse. Jeg er blevet god til at bede andre om hjælp og

sige: Her er jeg udfordret og sårbar, så kan du holde mig i hånden, mens jeg facer det her? Det er noget, der er kommet hen ad vejen. Da jeg var yngre, lukkede jeg det inde i en skal og prøvede at lukke øjnene, til det var væk, men det kan man jo ikke i et voksenliv.

Ligesom Anne Sofie Espersen er blevet blødere over for sig selv, er hun også blevet det over for andre. Men hvis hun oplever, at mennesker, der er tæt på hende, bliver ved med at gentage de samme dårlige mønstre, bliver hun "udfordret".

– Fordi jeg selv er sådan en, der rejser mig og handler, hvis noget ikke duer, så har jeg meget svært ved at acceptere, når folk, jeg holder af, fastholder sig selv i en situation, hvor de har det svært eller ikke lykkes. Det er en rød klud for mig, når de ikke handler og ændrer det, og jeg kan godt blive lidt grov, når jeg skal kortlægge, hvad jeg synes, folk skal gøre. "Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke har gjort noget, jeg har jo vist dig vejen derhen", haha.

Men heldigvis er Anne Sofie Espersen heller ikke bleg for at indrømme, når hun har begået en fejl.

– Jeg har lært på mine gamle dage, at man ikke dør af at sige: "Det var en fejl, det er jeg sgu ked af. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, men det vil gerne undersøge." Da jeg var yngre, havde jeg svært ved at forstå, at det var ufarligt at give den til nogen. Som om det svækkede min position, og at det ville betyde noget for eftertiden, hvis vedkommende ville hive den frem ved enhver konflikt. Det håber jeg, at andre lærer tidligere, end jeg gjorde. 

LÆS OGSÅ: 5 ting du ændrer syn på, når du bliver ældre

LÆS OGSÅ: 23 ting, der afslører, at du er i 40’erne

LÆS OGSÅ: 3 råd til dig, der vil have en hverdag, du elsker