Johanne Louise Schmidt: "Det der "keeping up apperances" skal man virkelig lægge på hylden"

Hvornår er du helt dig selv?

– Jeg er fuldstændig mig selv hjemme i min lejlighed med min kæreste og min 1-årige datter. Det er noget, jeg værner meget om. Min kæreste og jeg snakker meget om at give hinanden plads, som egentlig hænger sammen med, at man skal kunne være sig selv og slappe af hjemme på ens base. Selvom vi altid skal forholde os til hinanden, når vi er sammen, er vi gode til at gå ind i hvert sit rum. Men det kan aldrig blive det samme som at være alene, og det elsker jeg også. Bare at sidde og sy eller gå en tur med radio i ørerne.

Hvornår har du været mest bange?

– Det er et kompleks spørgsmål for mig, for det er klart, at da jeg fik min datter, kom der en anden form for angst ind i mit liv, og det er ikke ensbetydende med, at jeg er bange for at miste hende. Det er selvfølgelig én ting, men jeg tror egentlig mere, at det handler om, at jeg gerne vil skabe et stabilt hjem for hende. Tingene skal fungere, og jeg tror, at alle mennesker kender til at være bange og have angst. Jeg prøver hele tiden at arbejde med ikke at være bange, selvom tanken godt kan ramme: Hvad hvis jeg mister mæglet og kontakten til livet?

Hvordan skal man være for at blive din ven?

– Det er først noget, jeg har fundet ud af indenfor de seneste par år, men da jeg var yngre, var mine venskaber lidt uærlige. Vi fortalte ikke – og det gælder også mig selv – hvordan vi egentlig havde det. Det der "keeping up apperances" skal man virkelig lægge på hylden, for det gør et venskab fattigt. Et venskab kræver ærlighed, men det handler også om tillid. Man skal hjælpe hinanden som venner, både den ene og den anden vej. Der er perioder, hvor man er presset, og så skal man ikke beslaglægge hinandens tid hele tiden, men det handler også om at bede om hjælp, for det gør andre folk glade. Jeg bliver glad, når andre beder om min hjælp.

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

– Det vidste jeg i 2005, da jeg kom ind på Skuespillerskolen. Jeg har altid haft en kreativ åre og var i tvivl om, om jeg skulle gå på Musikkonservatoriet eller på Skuespillerskolen. Jeg kommer ikke selv fra en kunstnerisk familie, så jeg har altid tænkt: Kan man leve af det? Men da jeg kom ind, følte jeg, at jeg havde fundet min rette hylde, og det var også først der, at mit liv begyndte. Jeg syntes ikke, at skolen og gymnasietiden var særlig sjov. Festerne var fede, men det andet kunne jeg ikke lide. Men med alderen har mine drømme også udviklet sig. Jeg vil altid være skuespiller, men jeg har også fået øjnene op for andre grene, jeg har lyst til at udforske. Jeg kunne godt tænke mig at skrive manuskripter til film og teater, skrive musik og måske holde foredrag.

Hvis du kunne vælge – død som levende – hvem vil du så tilbringe en dag med?

– Det er siiiindssygt svært. Men jeg gad godt at møde Obama. Han er virkelig sej og virker som sådan et ordentligt menneske, reflekteret og humoristisk. Det må være det vildeste job at være præsident og nogle helt sindssyge beslutninger at sidde med, så jeg vil gerne spørge ham om, hvordan han håndterede at have sådan en post. Hvordan kunne han sove om natten? Hvordan har han mentalt kunne træne sig op til det? Jeg ville dø af stress bare den første dag.

Hvis du kunne ændre en ting ved dig selv, hvad skulle det så være?

– Som udgangspunkt omfavner jeg det, jeg har, og den, jeg er, men jeg arbejder med at prøve at give slip på mine bekymringer. Det kan være i alle afskygninger, men jeg prøver at finde en balance mellem at være ambitiøs, både i forhold til mig selv, min familie og mit arbejde og samtidig give slip.