Julia Lahme: ”Vi er nødt til at se verden – og hinanden”

Det er for nyligt gået op for mig, at det ikke engang er to år siden, verden lukkede op igen efter pandemien.

Inden da havde mennesker på hele kloden siddet hver for sig og marineret i egne sandheder, uden vi for alvor udfordrede hinanden på dem i mere end to år.

Læs også

Søren McGuire: ”Problemet med 40’erne er, at det er der, mange af os første gang indser dette”

Jeg kan huske, hvordan jeg under pandemien tog mig selv i at tænke, at jeg aldrig for alvor ville få brug for at rejse igen. Jeg oplevede, hvordan det at sidde nogenlunde stille havde sin helt særlige poesi, og hvordan det pludselig virkede attraktivt ikke at flytte mig.

Jeg nåede endda at tænke, at det at rejse måske var et forsøg på at fylde sig selv med oplevelser, at man ikke kunne mærke sig selv, og hvordan man virkelig havde det? Måske var der sandheder i alle disse strøtanker, men da pandemien sluttede, og Ukraine blev invaderet, gik det op for mig, at jeg havde taget fejl. At det at rejse ikke nødvendigvis er at leve, og at det at flytte sig ikke handler om at se Venedig eller bade i en varm pool, men om at møde mennesker, der lever anderledes end én selv.

Når jeg ser de nyheder, der strømmer mig i møde fra hele verden, så tænker jeg igen, naivt måske, at folk burde rejse mere. Mødes mere. Være mere nysgerrige. Forlade København oftere og tage til Løgstør og opleve, at selv dem, vi er tæt på geografisk, tit lever anderledes end os selv. Tage til Bali og opdage, at der også er svære liv under palmer og med god chili inden for rækkevidde.

Jeg tænker, at vi skal rejse alt det, vi kan. Jeg tror, vi kan redde verden ved at lære hinanden at kende, også selvom man så rejser med en rygsæk klar til oplevelser og en anden rygsæk fuld af klimaskam, så tror jeg, vi er nødt til at erkende, at vi lever i en verden fuld af mennesker, vi er nødt til at forstå.

Jeg argumenterer ikke for, at vi skal flyve hele verden rundt uden at engagere os, eller at vi alle sammen skal investere i ferieboliger på Mallorca, men blot for, at vi slår erkendelsen til, NÅR vi rejser. At vi suger verden ind, så godt vi kan, og at vi viser vores børn alt det og alle dem, vi skal passe på sammen.

Det behøver ikke være store CO2-udspyende monsterflyvninger, det kan også være en vandretur på Møn. Men fremfor alt er jeg blevet klogere, og det er gået op for mig, at pandemien gjorde mig blind og døv. Ikke bare snottet, feberramt og tåget. Den lukkede verden ned omkring mig, og jeg glemte, hvordan man rækker ud efter den.

Så mens jeg sad der og tænkte, at det hele ville blive meget bedre for delfiner og truede fugle, hvis jeg ikke flyttede mig nogensinde igen, glemte jeg, hvor sundt det er at blive udfordret på alle sine egne sandheder, uanset hvor poetisk det kan virke at gemme sig derhjemme mellem surdej, strikketøj og hjemmedyrkede sandheder. I en verden, hvor katastrofer ticker ind på skærmen hver dag, er det nok vores empati, nysgerrighed og medfølelse, der trænger allermest til træning. Mere end den ro, vi kan skabe hver for sig.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.