Julie R. Ølgaard: ”Jeg følte, at jeg skulle leve for to og få det meste ud af alt”
Som 12-årig mistede skuespiller Julie R. Ølgaard sin storebror. Tabet har haft stor betydning for den, hun er blevet, og har givet hende en stor drivkraft, som hun med alderen har forstået er unik.
Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
"Første gang tæppet blev revet væk under mig, var jeg 12 år og mistede min storebror. Det var i en trafikulykke en måned før hans 18-års fødselsdag, hvor hans ven kørte galt.
Det har haft betydning for alt, som jeg nogensinde har rørt ved eller gjort og for det menneske, jeg er blevet. Det næste livsændrende var, da jeg flyttede alene til Los Angeles, hvor jeg boede, fra jeg var 18, til jeg fyldte 20 år.
Og det næste store var at få mine børn. Jeg var 35 år, da jeg fik min søn, så jeg var ikke helt ung, og det har bare været det helt rigtige for mig. Jeg havde fået en karriere op at stå. Jeg vidste totalt, hvem jeg var, og jeg havde på alle mulige måder fået løbet hornene af mig. Jeg tror ikke, at jeg havde haft roen til at hvile i det at få børn tidligere, fordi jeg altid har løbet så stærkt.
I dag har jeg stadig gang i alt muligt, men alt det, jeg laver og gør, er for min børn. De er mit livs centrum."
Hvordan kan du mærke, at din brors død har ændret dig?
"Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan jeg var blevet, hvis det ikke var sket. Det kunne jeg godt tænke mig at vide. Først var jeg selvfølgelig bare vred og ked af det, men samtidig fik jeg pludselig et enormt drive, fordi jeg følte, at jeg skulle leve for to og få det meste ud af alt. Neel og Laura (Rønholt og Christensen, red.) har altid drillet mig med, at der ikke er noget, der hedder fra tanke til handling med mig. Jeg handler bare. Det har vi grint meget af.
Men det er først senere gået op for mig, hvad det betyder. For det er nok også det drive, der gør, at jeg nu har lavet min egen spillefilm og produceret den i mit eget selskab, og alt det er jo selvfølgelig sket i samarbejde med andre. Men jeg har bare fundet ud af, at jeg har en drivkraft, som jeg først med alderen har forstået er ret unik.
Jeg har nok også prøvet at vende nogle af de sider, som jeg ellers har set som mine dårlige, til, at det er sådan, jeg er, og at jeg ikke behøver være som alle andre."
Hvordan håndterer du bedst hjertesorg og kriser?
"Netop fordi jeg mistede min bror så tidligt, tror jeg, at jeg har været ret god til at give plads til min følelser, når jeg er blevet forladt af en kæreste eller har været i en krise. Især da jeg var yngre. Så rev jeg bare en dag ud af kalenderen og gav mig selv lov til at crashe fuldstændig og lod de store følelser komme ud.
Der gik så heller ikke særlig lang tid, før jeg samlede mig selv op igen og tænkte, jeg kan ikke bruge det til en skid at ligge her og være ked af det. Videre!"
Annonse
Er du så reelt videre i de situationer?
"Ja, det er jeg faktisk. Jeg kan så også handle ret drastisk. Da forholdet sluttede mellem mig og min sidste rigtige kæreste inden Gustav, som jeg boede sammen med, var jeg megaked af det, selvom det var det eneste rigtige. Det var bare voldsomt, for det er jo ens bedste ven. Så jeg crashede.
Da han kom tilbage i lejligheden ugen efter, kunne han ikke kende stedet, fordi jeg var gået i sådan et handlingsmode, hvor jeg havde rykket om på alting. Jeg havde brug for en ny start. Det er ikke, fordi jeg vil slette mennesker, jeg har bare brug for at se fremad i de situationer. Jeg dvæler ikke så meget. Det får jeg ikke noget ud af. Jeg er bedre til at agere i øjeblikket, og der bliver jeg så sindssygt ked af det eller rasende.
Du er ikke i tvivl om, hvordan jeg har det. Og så er det, som om der er renset ud i systemet bagefter. Jeg er også god til at sige, at nogle ting sker, fordi der skal ske noget andet – også selvom jeg måske ikke lige kan se det i øjeblikket. Alle de kærestesorger, som jeg har været igennem, har jo ledt op til, at jeg skulle ende med Gustav. Og det er jeg så taknemmelig for. Jeg tror ikke, at der findes et bedre menneske for mig end ham."
Du laver podcasten 'Jagten på en ven' sammen med Neel Rønholt, så hvad lægger du selv vægt på i et venskab?
"Neel og Laura er ikke kun mine venner. De er nærmest mine livsvidner. Det, tror jeg, er meget sigende for de mennesker, der virkelig kommer ind under huden på mig.
Lige så ekstrem jeg er med alle mulige ting, lige så store følelser har jeg, når det kommer til mine venner. Selvom det er en kliché at sige, så er loyalitet bare nummer et for mig. Det betyder, at mine tætte venner kan regne med mig.
Altid. Og det forventer jeg også af dem. Ikke at jeg bruger det, for jeg er rigtig dårlig til at række ud, men det betyder meget, at jeg ved, at de er der. Og det ved jeg bare med Neel og Laura.
Jeg vil aldrig stå i en situation, hvor de ikke bare vil tale mig højere end skyerne. Nærmest uanset om vi så var blevet dødeligt uvenner. Og den connection og loyalitet går jo også den anden vej. Den er bare så vigtig for mig. Jeg tror, at det er, fordi mine tætte venner er lidt som familie, og familie betyder alt."
