Når manden begår selvmord

Den aften, Carsten falder på knæ i stuen, er Kathrine ikke i tvivl. Han er manden i hendes liv. Selvfølgelig skal de giftes. Carsten er det mest kærlige og uselviske menneske, hun nogensinde har mødt. Og da de står side om side ved alteret i Volstrup kirke i 2004, kan Kathrine ikke i sin vildeste fantasi forudse, at hun om fire år vil sidde i selv samme kirke. Ved Carstens kiste.

Sommeren 1982

Kathrine er otte år og bor i Birkerød. Hver eneste sommer besøger hun sin onkel på hans gård i Nordjylland. Her er så stort og roligt. Helt modsat livet i københavnerforstaden. Denne sommer er der flyttet en dreng ind på gården, for Kathrines onkel har fået en kæreste, og hun er sammen med sin søn, Carsten, flyttet ind. Selvom han er fire år yngre end Kathrine, nyder de hinandens selskab, og den lille, mørkhårede dreng lærer hende at spille skak.   

Efteråret 2000

Der går et sug gennem Kathrine, da Carsten træder ind i festlokalet. De har ikke set hinanden i tre år, og nu har han taget turen fra Nordjylland for at deltage i en familiefest i Birkerød. Han er blevet høj. Flot. Bredskuldret. Håret er helt kort, og under de mørke bryn har han et par milde, grønne øjne. Han er blevet voksen. De falder hinanden om halsen, slår sig ned ved samme bord og snakker sammen hele aftenen. Flere gange tager Kathrine sig selv i at gå ud på toilettet og tjekke, at hun ser nogenlunde godt ud. En varm fornemmelse i maven fortæller hende, at hun gerne vil være, hvor Carsten er, og en følelse af at være forbundet slår gnister imellem dem.

Dagen efter tager Carsten tilbage til Nordjylland, hvor han stadig bor på gården med sin mor og Kathrines onkel. Han har altid drømt om at blive dyrlæge, men nu er han altså i gang med at uddanne sig til landmand, så han en dag kan overtage det store foretagende på gården.

Kathrine og Carsten sms’er konstant sammen, og de begynder at besøge hinanden i weekenderne. Carsten er helt fantastisk til at tage sig af Kathrines 2-årige søn, Daniel, som hun har fra et tidligere forhold. Og da Kathrine og Carsten for første gang kysser hinanden i hendes hoveddør, flyver hun på en euforisk sky af lykke.

Kathrine: „I starten af vores forhold var det mest fysisk tiltrækning fra min side, men det voksede bare. Det var ligesom at tage i rutsjebane med glatte bukser på – det kunne ikke stoppe. Jeg var så forelsket i ham, at jeg næsten ikke kunne være i min krop. Og det var gengældt. Selv om jeg altid har været meget selvstændig, nød jeg at trykke mig ind til hans brystkasse og lade hans store, ru hænder holde om mig.“

Men Carsten er lig med Nordjylland, ved Kathrine. Sådan er det bare. Han står til at skulle overtage den store gård, og hele hans mentalitet er så nordjysk, at han formentlig ikke ville føle sig godt tilpas hos hende i København.

Foråret 2001

Mens deres langdistance-forhold står på, ligger Carstens stedfar for døden. Det er derfor Carstens ansvar at passe gårdens store svinebesætning, samtidig med at han går på landbrugsskole og plejer den spirende forelskelse i Kathrine. Han knokler fra tidlig morgen til sen aften.

Kathrine: „Jeg kan huske, at jeg var enormt imponeret over, hvor flot han tacklede det store pres, det må have været. „Hold op, hvor er han bare en stærk og selvsikker mand. Han kan jo bare klare det hele. Lidt af et overmenneske,“ tænkte jeg. I dag kan jeg se, at det var naivt af mig at tænke sådan.“

Kathrine er i syv sind – skal hun virkelig forlade København, sit gode job som sekretær på Christiansborg og sin nærmeste familie for at rejse til Nordjylland? Ja, Carsten er det værd, tænker hun. Så hun og sønnen Daniel flytter ind på gården hos Carsten. Han er på det tidspunkt 23 år og Kathrine 27 år. Gården hedder Ottestrup, en skøn hvidkalket slægtsgård fra 1600-tallet med en stor kampestenslade. Omkring gården strækker sig et smukt landskab af støvgule marker, og tre kilometer derfra ligger den lille landsby Hørby. Carsten begynder at renovere stuehuset, isolerer og lægger gulvvarme i køkken og stuen. Senere skal alle stuehusets værelser have en tur. Han gør sig også store planer om haven, der er tilvokset. Der skal laves en stor sø med fisk, og Kathrine skal have en enorm fold med hvidt hegn til sine heste. Store planer. Imens passer han gårdens jord og 500 søer. Daniel falder godt til, og Kathrine bliver gravid.

Læs også: Anna Thygesen: Har valgt at respektere forældres selvmord

Efteråret 2003

Da Carsten får sin nyfødte søn i armene på Hjørring Sygehus, fyldes hans øjne med tårer. Han har altid drømt om en kæmpe børneflok, og med både Daniel og den nye søn er de allerede godt på vej. I det hele taget er familiens første to år på gården fantastiske. Kathrine og Carsten nyder hinanden og drengene. Hun får job på Aalborg Universitet, og næsten hver weekend er familien sammen med venner eller kører over Storebælt for at besøge Kathrines familie i Birkerød. Carsten arbejder for hvad, der svarer til to en halv fuldtidsansat, og han ansætter en medhjælper, der kan lette lidt på arbejdsbyrden. Selvom han stadig har arbejdsuger på langt over 50 timer, klager han aldrig. På en måde bliver det en del af hans identitet at være „sådan én, der knokler“. Gården, huset og omgivelserne skal være perfekte for den lille familie. Hver morgen står han op sammen med solen, går ud og fodrer den store besætning og kommer så ind og kysser Kathrine farvel over morgenmaden og giver knægtene et farvelkram.

Kathrine: „Som person virkede Carsten dejlig og rolig. Han var vellidt og hvilede i sig selv. Samtidig var han i mine øjne indbegrebet af en nordjyde: Lidt firkantet og ærekær. Havde en ven gjort ham en tjeneste, skulle Carsten gengælde den hurtigst muligt, for han hadede at skylde nogen noget. Det imponerede mig, at han var så meget mand på alle punkter: Han var begavet, han kunne lægge gulvvarme, og han kunne passe på mig og ungerne. Udadtil virkede han enormt robust, men når ungerne gjorde noget sødt, kunne han sagtens blive rørt. Han forgudede dem.“

2005

Da deres søn Rasmus er et år, bliver Kathrine gravid igen. Carsten ønsker sig inderligt en lille pige, og han får sit ønske opfyldt, da datteren Julie kommer til verden på Hjørring Sygehus. En fin lille pige med mørke krøller. Men da Carsten igen sidder med et nyfødt barn i favnen, synes Kathrine ikke, at hans reaktion er lige så hjertelig, som da Rasmus blev født. Et par dage efter fødslen giver Carsten pludselig udtryk for, at han har dårlig samvittighed. Kathrine måber lidt, indtil Carsten forklarer, at han har det dårligt over, at Kathrine står alene med børnene og alt det praktiske i hjemmet. I princippet er Carsten der jo også, men han arbejder så meget på gården, at han praktisk talt ikke har tid til at hjælpe med at tage sig af børnene. Tre børn virker pludselig som meget for ham. Det eneste tidspunkt, han ser ungerne lidt længere tid af gangen, er, når de kommer ud til ham i stalden eller springer med op i en af maskinerne. Lille Julie sidder flere timer med sin far i traktoren i sin autostol. Carsten ser det som sin fornemmeste opgave at forsørge sin familie. De skal ikke mangle noget. Flere gange siger han til Kathrine: „Jeg bygger det hele op til os.“ Efterhånden tager Carsten alle weekender i brug, så han aldrig har tid til at høste frugten af sine anstrengelser.

Kathrine: „Han havde nok en depression allerede på det tidspunkt, for jeg mistede indimellem følingen med ham. I dag kan jeg tænke: „Hvorfor var jeg ikke mere indsigtsfuld?“ For jeg har altid opfattet mig selv som et empatisk menneske, der er god til at læse andres følelser. Men jeg slog det hen med, at han var presset på grund af arbejdet, og sagde til mig selv, at det hele ville blive bedre, når han var færdig med at renovere stuehuset og haven.“

Selvom det er hårde år for landmænd, klarer Carsten det flot med vækst og økonomisk overskud.

2007

Langsomt bliver Carstens sociale liv mindre og mindre. Han udvider gården og svinebesætningen, men ansætter ikke en ny medhjælper. Med det ekstra arbejde er der ikke noget at sige til, at han konstant er træt. For det er han. Men alligevel sover han elendigt om natten, bemærker Kathrine. Hun tror, det er stress, og langsomt får hun små bitte erkendelser af, at der er forandringer i hans adfærd. Lige foran hendes øjne har han gennem de sidste måneder forandret sig fra at være noget velkendt, trygt, én hun begærede, til at være nærmest ukendt. Hans firkantethed bliver mere udtalt. Han bliver faktisk lidt tvær. Og mut. Samtidig tror han, at alle vil ham noget ondt – han kan for eksempel bilde sig selv ind, at hvis et par mænd står og griner sammen i den lokale brugs, så må det var ham, de griner af.

Kathrine:„Hvor er den positive mand henne?“ spurgte jeg mig selv. Carsten var ikke længere den mand, jeg havde forelsket mig i. Jeg begyndte faktisk at blive en smule utryg ved ham, og det er mærkeligt, for han gjorde aldrig mig eller børnene ondt, men han virkede psykisk uligevægtig og lidt utilregnelig. Jeg tænkte, at det bare var mig, der var for fintfølende.“

Når Kathrine spørger ind til hans humør, affejer han hurtigt emnet. Der er intet galt, påstår han. Hun snakker med familie og veninder om, beslutter sig for at se tiden an og give Carsten lidt plads.

Læs også: Ung kvinde måtte kæmpe i årevis for diagnose

17. februar 2008

Det er Carstens 30-års fødselsdag. Han er ude at arbejde, mens Kathrine forbereder aftenens middag. Hun havde håbet, at han ville holde en stor fest, når han nu fylder rundt – lidt naivt havde hun troet, at det ville gøre det hele godt igen. Men faktisk ville Carsten slet ikke fejres. Kathrine insisterede, og kompromiset blev besøg af et vennepar om aftenen. Der er god stemning over middagen, og Kathrine registrerer, at Carsten for første gang i lang tid virker oprigtigt glad. Han snakker og griner. Pludselig læner han sig over mod Kathrine og hvisker:

– Jeg ville ønske, den her aften aldrig sluttede.

Og det ville Kathrine også, hvis hun havde vidst, at han dagen efter igen ville være den mutte og indadvendte Carsten. Sådan fortsætter dagene. Som altid kommer han ind og kysser sin familie farvel om morgenen og forsøger at tage del i snakken over aftensmaden. Men han er ikke sig selv, kan Kathrine mærke.

Kathrine: „Jeg tror, han har kæmpet indædt for at fastholde normaliteten, men har ikke kunnet helt. Jeg gik i et konstant stadie af usikkerhed og ubehag. Hvad sker der, når et menneske, du kender, ændrer sig gradvist? Elsker du så det nye menneske? Nej, men det føler du, at du bør.“

En aften konfronterer hun ham for alvor og påpeger, at noget er galt. Han er nødt til at gøre noget. Hun foreslår, at han tager til psykolog, eller at de begge tager af sted, hvis det er nemmere for ham. Der skal bare ske noget. Men Carsten er urokkelig. I hans optik er man ikke en rigtig mand, hvis man har brug for hjælp.

– Jeg har ikke brug for nogen sjælesørger, siger han og trøster Kathrine med, at hun overfortolker hele situationen.

Det er, som om den snak sætter et punktum for Carsten. I tiden efter virker han apatisk. Sløv. Ligeglad, faktisk. Han passer sine pligter på gården og sidder med til bords under måltider, men hans øjne er blottet for håb. Han ligner én, der er på besøg i sit eget hjem.

11. marts 2008

Kathrine og Carsten ligger i sengen om aftenen. Hun siger, at de er nødt til at finde ud af, hvad der er galt med ham. Carsten ser på hende og siger:

– Jeg kan ikke forstå det, Kathrine, for jeg har jo så meget at være glad for, men jeg er bare ikke glad.

Kathrine: „Det var første gang, jeg tænkte ordet „depression“. Indtil da havde jeg troet, det var stress, men det var efterhånden kørt så langt ud, at jeg var ligeglad med, hvad det hed. Der skulle bare gøres noget.“

13. marts 2008. Morgen

Carsten og Kathrine står op klokken 6.30 og vækker ungerne. Det er en morgen som alle andre. I sit brune arbejdstøj siger Carsten farvel og ønsker god dag. Kysser Kathrine, kysser Julie og aer Daniel og Rasmus over håret. Kathrine afleverer børnene og kører selv til Aalborg for at deltage i et lederkursus. Klokken 9.38 blinker Carstens navn på displayet på hendes mobil, og kun fordi de tilfældigvis holder kaffepause på kurset, svarer Kathrine.

„Jeg vil bare sige farvel.“

Det er Carsten. Hans stemme lyder rolig.

„Hvad snakker du om?“ siger Kathrine.

Hun rejser sig hurtigt og går ud af lokalet.

„Alt er klart. Jeg skyder mig selv. Og der er ikke noget, du kan sige for at stoppe det. Jeg ringer bare for at sige, at jeg elsker dig og børnene over alt på jorden, men jeg kan ikke klare livet længere. I er bedre tjent uden mig.“

Tusindvis at tanker farer gennem Kathrine.

„Nu må du stoppe, Carsten. Hvor er du? Sæt dig ind i stuen, og så bliver du der, og så kommer jeg.“

Carsten fortæller så, at han har lagt skødet på gården frem, nævner hvilken ejendomsmægler Kathrine skal kontakte. Og til sidst siger han:

„Nu lægger jeg på, Kathrine. Farvel.“

Og ganske rigtigt. Han lægger røret på. Straks ringer Kathrine til Carstens kammerat, som arbejder tæt på gården. Han skynder sig derhen. Selv løber hun ud i bilen og kører de 55 km fra Aalborg til hjemmet i Hørby. Adrenalinen pumper igennem hende, men hun er fattet. Det er ikke sikkert, hun har mistet Carsten. Da hun svinger ind på gårdspladsen, registrerer hun flygtigt flere politibiler og ambulancer, men hendes øjne søger mod laden. Straks ser hun nogen komme ud derfra med en båre, hvorpå der ligger et menneske. Overdækket af et hvidt klæde. Et desperat skrig undslipper Kathrines læber, mens hun løber hen for at rive klædet væk og se Carsten, men to politibetjente holder hende tilbage. For Kathrines egen skyld lader de hende ikke se ham. Han har skudt sig selv med et oversavet jagtgevær og er død på stedet.

13. marts 2008. Middagstid

Kathrine sidder som forstenet på sofaen. Aldrig i sit liv har hun forestillet sig, at Carsten ville tage sit eget liv. Aldrig har hun troet, at selvmord ville ramme en helt almindelig familie som hendes. Huset er fuldt af venner, som er kommet for at støtte og hjælpe. Nogle laver kaffe, andre ringer til børnenes institutioner. Tankerne farer rundt inden i Kathrine. Både om skyld.

Og fornægtelse. Men først og fremmest overvejer hun, hvordan hun skal fortælle det til børnene. En af de fremmødte foreslår hende at sige, at det var en traktorulykke, der slog Carsten ihjel. Men nej, Kathrine insisterer på at give børnene sandheden. Den er de bedst tjent med. Da hun henter Daniel i SFO’en sætter de sig sammen om på bagsædet.

„Daniel, der er sket noget forfærdeligt. Carsten er død,“ siger hun til ham.

Daniel ser overrasket ud.

„Død? Hvordan?“

„Han skød sig selv med et gevær,“ fortæller Kathrine.

Det kommer helt instinktivt til hende at fortælle sandheden, selvom den er barsk. Det er det eneste rigtige.

Læs også: Mor til barn med Downs: Fravalg er for nemt

13. marts 2008. Aften.

Samme aften sover Kathrine og børnene i den store dobbeltseng i soveværelset. Da ungerne er faldet i søvn, begynder tårerne at trille ned ad Kathrines kinder. Daniel må være vågnet af hendes hulk, for pludselig mærker hun hans lille hånd stryge hende over håret.

Kathrine: „Jeg var gal og ked af det og sur på Carsten. Mine børn har skullet forholde sig til en hård livssandhed meget tidligt i deres liv. Det kan ikke undgås at føle skyld, men jeg siger altid til mig selv og børnene, at den eneste, der har skylden, er Carsten. Det var ham, der trykkede på aftrækkeren. Jeg er blevet lidt overbeskyttende og har i dag et succeskriterium som mor, der er ud over normalen: Det skal i hvert fald ikke være mine børn, der har en dårlig madpakke med, og det skal ikke være mine børn, der går i gammelt tøj. Det kan godt være, deres far har skudt sig, men de skal ikke føle sig anderledes på flere punkter. De har fået nok.“

Dagene efter Carstens død husker Kathrine kun i brudstykker. Hun er handlekraftig og begynder at rydde op i hans ting. Desperat leder hun hans skabe, stalden, laden og maskinrummet igennem. Præcis hvad hun leder efter, ved hun ikke, men hun håber at finde noget, der kan give hende svar. Hun finder intet. Carsten efterlod sig ikke noget afskedsbrev – opkaldet til Kathrine var hans farvel. Både Kathrine og børnene får bearbejdet tankerne hos psykologer og sorggrupper. 14 dage efter Carstens død må livet gå videre for den lille familie, og Kathrine begynder igen på arbejde, ligesom børnene tager hul på hverdagen på ny. Et elsket familiemedlem mindre, men en stærk erfaring rigere.

Kathrine: „Jeg frygter, at børnene tænker, at Carstens kærlighed til dem ikke var stor nok til at leve. Men når de bliver større, vil jeg fortælle dem, at deres far på en måde også tog sit eget liv af kærlighed til os. Han sagde jo til mig under vores sidste telefonsamtale, at vi var bedre tjent uden ham. Det er jeg ikke enig i, men det var hans opfattelse. Han kunne ikke klare livet mere, fordi han ikke kunne se sig selv være far for sine børn på den måde, han ønskede. Jeg har aldrig set hans valg som egoistisk. Han handlede inden for sin forståelsesramme – det lå så indgroet i ham, at hvis man havde brug for psykologhjælp, kunne man lige så godt give op. I dag er jeg ikke vred på Carsten. Han står stadig for mig som det bedste og mest uselviske menneske, jeg nogensinde har mødt.“

Efterskrift

Kathrine har aldrig fået et helt klart svar på, hvad der fik Carsten til at begå selvmord. Hun og børnene bor i dag i et parcelhus i Sæby, og Kathrine har fået en kæreste, som netop er flyttet ind hos familien. Det er aldrig et tabu at tale om Carsten derhjemme.

Artiklen har været bragt i et tidligere nummer af ALT for damerne.