Kirsten Hammann: ”Jeg har altid set meget negativt på tilværelsen”

Hvad interesserer dig i øjeblikket?

"At jeg faktisk udgiver en bog. Det troede jeg ikke, at jeg nogensinde ville kunne gøre igen. Det har krævet flere års krise. Da jeg var ung, var jeg sulten og kastede mig hele tiden ud i at skrive. Jeg kunne slet ikke lade være og havde ingen forventninger til det. Men det har ændret sig med årene, fordi det mere er en pligt nu. Det har selvfølgelig været forskelligt fra bog til bog, og når man har gjort det i så mange år, som jeg efterhånden har, er det klart, at det ikke kan være lige lystfyldt hele tiden. Men denne gang troede jeg virkelig, at det var slut."

Hvis du troede, at du ikke skulle udgive flere bøger, hvordan kom du så i gang med at skrive alligevel?

"Det var en form for overlevelse. For selvom jeg er bange, kan jeg ikke gøre andet. Alle de værste følelser i mit liv angriber jeg litterært. Og det er det, der får mig i gang igen hver eneste gang."

Hvorfor har det været anderledes denne gang?

"Jeg har altid set meget negativt på tilværelsen, men denne gang har det været værre. Det er nok noget af det, som jeg er mest træt af ved mig selv. At hvis noget går godt, skal jeg altid minde mig selv om, at der også er noget dårligt ved det. Jeg føler ikke, at jeg glæder mig nok over livet og nyder det nok. Den gave, som vi står med hele tiden, er jeg ikke altid taknemmelig nok for.

Eksempelvis er jeg jo glad for at skrive, så hvorfor problematiserer jeg det? Hvorfor er jeg ikke gladere for kærligheden? For livet? For vennerne? Alle siger, at når de ligger på dødslejet, ville de ønske, at de havde nydt det hele mere og været mere sammen med deres venner og familie. Så hvorfor spilde fire år på at sidde og lide med at skrive en roman og lade det forpeste så meget af ens liv? Det hele bliver måske lidt sort-hvidt for mig. Meget ekstremt. Sådan har det været altid. I alle aldre."

Hvad er så det bedste ved den alder, du har nu?

"Jeg har det generelt ikke særlig godt med alder. Jeg har ikke lyst til at blive ældre, og jeg har altid været helt vildt bange for at dø. Selv da jeg var i 20’erne, tænkte jeg ”åh nej”, når jeg blev et år ældre. Så på den måde har alder aldrig været noget positivt for mig. Jeg vil dog sige, at alderen har givet mig en anden ro. Jeg har eksempelvis aldrig været sammen med en mand i så lang tid, som jeg har været nu. Vi har været sammen i ni år, og jeg regner med, at vi skal være sammen altid. Det er alderen, der har lært mig det."

Var det ikke noget, du kunne før – være sammen med den samme person i længere tid ad gangen?

"Nej. Der var meget mere drama, og jeg kom til at søge de forkerte mænd og troede, at man skulle være forelsket hele tiden. Jeg har lært en mere moden kærlighed. Så på den måde har alderen hjulpet mig rigtig meget. Der er mange, der siger, at man med alderen også bliver mere ligeglad med, hvad andre tænker.

Nogle gange kan jeg godt spekulere på, hvorfor de mon siger det, for jeg stadig kan gå rundt og tænke, at jeg har en grim krop eller noget grimt tøj. Men de har jo i virkeligheden ret. Jeg er nok lidt mere ligeglad. For når man i min alder kigger på de unge piger, ved man jo godt, at konkurrencen er slut. Det hele ser anderledes ud, og det kan man lige så godt slappe af med. Det giver også noget ro."

Hvorfra tror du, at det kommer, at du er bange for at dø og blive ældre?

"Jeg er meget mindre bange for at dø i dag, for nu kan jeg se det på en anden måde. Da jeg var yngre, kunne jeg ikke forstå, hvordan folk mon kunne holde ud at være gamle og vide, at de skulle dø om lidt. Men det er faktisk som om, at det skaber en logik, når man har levet et langt liv, og kroppen ældes. Det begynder simpelthen at blive mere naturligt for mig, at der er en ende. Så på den måde forliger jeg mig mere med det.

Jeg tror også, at det har dæmpet angsten lidt, at min søn nu er 22 år. For jeg har været sygeligt angst for at dø fra ham. Han har altid haft et godt forhold til sin far, og vi har også alle tre haft det godt sammen, selvom hans far og jeg ikke har været sammen. Men tanken om, at han skulle miste sin ene forælder ... Det har været en frygt for mig, og det er jo selvfølgelig ikke, fordi jeg har lyst til at dø fra ham i dag, men han er voksen nu. Men egen far døde, da jeg var 13 år, så jeg ved, at det kan ske."

Så du har frygtet, at han skulle miste en forælder, ligesom du selv gjorde?

"Ja. Men man kan sige, at min far var en klassisk 1960’er-far. Han var ikke særlig meget hjemme, arbejdede meget og var ret fraværende. Så det var absolut min mor, der var den primære. Men derfor var det stadigvæk forfærdeligt at miste ham. Det er jo et kæmpe chok i et barns liv. Men havde det været min mor, der var død, var jeg gået fuldstændig i stykker. Det tør jeg slet ikke tænke på."