Om at rejse gennem livet med plads i kufferten og i loftrummet

"Har du ikke mere bagage end den, og du skal være her en uge?"

Min italienske veninde stirrede overrasket på min kabinekuffert, da hun hentede mig i Roms lufthavn. Så tilføjede hun: "Så har du vel en stor rygsæk gemt et sted?"

Det kunne jeg afvise.

Jeg rejser let, og desuden ankom jeg med lavprisfly, og selskabet sørger for, at man ikke tager flere tasker med end den tilladte.

"Så kan du jo ikke købe noget?" Veninden så anklagende på mig.

Jeg smilede overbærende, for der var stadig en smule plads i min lille kuffert.

Jo ældre jeg bliver, des mindre slæber jeg med på rejser. At rejse kan være strabadserende, hvis man først skal med metro, gennem security og fra lufthavn til hotel, når man når frem, for slet ikke at tale om at skifte fly undervejs. Hvis man også har en masse bagage, bliver det endnu mere besværligt. Man kan klare sig glimrende ved at gå en ekstra dag i sine jeans eller skylle noget undertøj op i en håndvask undervejs. En sort cardigan kan bruges i mange dage.

Mens jeg på lette fjed rullede min lille trolley over Roms brosten, besluttede jeg, at jeg også ville rejse lettere gennem livet og slippe noget af det jordiske gods, som jeg har samlet gennem årene.

Jeg er god til at rydde op. Især i andres ting. Jeg har gennemgået modige veninders klædeskabe og foreslået dem, hvad de skulle smide ud, hvad de skulle forære væk og udpeget, hvad de allernådigst kunne få lov at beholde. Jeg overvejede en kort overgang at lave et firma, der tilbød hjælp til oprydning af loftrum. Det er overvældende, hvad mennesker gemmer på lofter eller i kældre, for det tilfælde at de skulle få brug for det, hvad de sjældent gør. Medmindre de flytter, ender det med, at arvingerne skal rydde op og smide ud, og de har sjældent samme blødsødenhed over for det efterladte.

"Det spiser jo ingen brød", sagde min tante, når hun satte ting i sit pulterkammer og med besvær lukkede døren efter sig. Og så tilføjede hun: "Det kan jo være rart at have, hvis...".

Hun havde oplevet 2. Verdenskrig og knaphed på varer.

Selvom jeg har to loftrum, er jeg begyndt den store oprydning. Jeg inviterer venner til at tjekke, om der er noget, de kan bruge, og mine børn og børnebørn har selvfølgelig fået samme tilbud. Det har tvunget mig til at gennemgå alle tingene, der i årenes løb er blevet sat til side, til hvis... Hvis jeg en dag køber et gods, eller hvis jeg en dag skal indrette et orangeri. Meget af det havde jeg totalt glemt, og når jeg skal være helt nøgtern og usentimental, så skal jeg, efter alle solmærker at dømme, flytte til noget mindre, hvis jeg skal forlade min nuværende lejlighed. Nu kommer tingene ud af skammekrogen og får nye hjem, måske kommer de oven i købet til ære og værdighed, eller også må det videre til genbrug eller udsmidning. Det er ren katarsis. Og så har sorteringen ydermere betydet, at min underbo kunne sætte en arvet kommode, hun ikke nænnede at smide ud, ind i mit loftrum, da hendes eget er fyldt op.

Og hvad mit Rom-ophold angik, så fik jeg shoppet. Da jeg drog hjem, måtte jeg lade et par gamle kondisko stå og iføre mig to trøjer, to halstørklæder og de uundværlige blå støvler, der havde sluttet sig til mig undervejs. Man skal jo ikke slæbe på en kæmpe bagage. 

LÆS OGSÅ: ”Jeg bonder rigtig meget med gamle damer i toget, når de ser mig hive sådan et strikketøj op af tasken”

LÆS OGSÅ: 7 gode cykelvaner, der kan redde dit liv

LÆS OGSÅ: “Jeg fik ofte en følelse af, at jeg havde forbindelse til et eller andet højere”