”Hvordan taler vi om de sværeste emner med vores elskede, når vi ikke er enige?”
Kan vi lytte i stedet for at lukke ned, når de svære emner kommer på bordet?
Forleden var jeg sammen med et menneske, jeg har tæt på mit hjerte, og samtalen flød fra emne til emne, ubesværet og åben, som oftest, når vi er sammen.
Lige indtil vi ramte tidens måske sværeste emne, Israel-Palæstina.
Svært, fordi det er en ærkekonflikt, der ikke synes noget lys eller retfærdighed i, uanset hvor dybt eller fra hvilken side man kigger. Allerede i de indledende sætninger kunne vi høre, at vi ikke havde samme perspektiv, og det satte hakker i samtalen på den regnvåde gåtur igennem København. For hvordan taler vi om de sværeste emner med vores elskede, når vi ikke er enige?
Det mindede mig om, da coronaepidemien spredte sig, og hele vaccinedebatten rullede. Jeg var ikke afklaret, og jeg mindes, hvordan jeg sad med en anden elsket person og pludselig kunne mærke, at der ikke var plads til min tvivl i vores samvær. I første omgang trak jeg mig. Jeg havde bestemt ikke lyst til at blive set på som en sølvpapirshat og konspirationsteoretiker. Siden har jeg tænkt, at vi mangler et sprog, der kan få os til lytte, når vi er uenige. I stedet for at lukke ned.
Vi kan naturligvis gøre meget for ikke at blive konfronteret med ubehagelige uoverensstemmelser. Vi kan gemme os i enklaver af mennesker med samme indkomst, arbejdsområde, stil, politiske overbevisninger osv.
Vi kan undgå at lytte og følge forskellige medier og mennesker. Samtidig med at vi deler de mest sårbare rum i os selv med komplet fremmede på SoMe. Vores selvopdagelse er smuk, men vi risikerer også at gro indad og miste vores interesse og empati for dem, der ikke ligner os. Fordi vi ikke længere har et rum for uenighed.
Sådan at vi forstørrer os selv, men krymper i livet.
Sagen er nemlig, at verden konstant bliver et hak mere kompleks, end den var i går. Vi står i en kaotisk tid, der er klima, teknologi, krig og inflation. Det bliver stadig sværere at aflæse, hvem vi deler holdninger og værdier med. Splittelsen ligger lige for, når vi måske ikke engang kan tale frit om det komplekse med vores allernærmeste. Så bliver det ensomt og forvirrende at være til.
Regnen var hæmningsløs, og vi stillede os under et træ, til bygen passerede. Jeg tænkte, at jeg reagerer sådan, fordi jeg selv er født og opvokset under en stadig uforståelig krig. En krig, vi ikke skænker en tanke længere, men den ødelagde i sidste ende det liv, jeg troede, jeg skulle leve. At vokse op i en konstant krigszone er ødelæggende for mennesker ned på celleplan. Og skaber grobund for mere destruktion. Mens et skjult og mikroskopisk fåtal skummer fløden og tjener sig fede på flertallets lidelse. Jeg gav mit perspektiv, der bunder i min emotionelle erfaring, for jeg tror, at det i sidste ende er den, der styrer vores skyklapper.
Det gav modparten lyst til at dele sit perspektiv. Han fortalte om Tel Avivs 9 strande. En strand for muslimske kvinder. En for muslimske mænd. En for homoseksuelle osv. Han fortalte om byens mest besøgte restaurant, der er ejet af en araber. For ham at se har byen formået at være et frirum for mennesker i regionen, der længes efter at være sig selv, men som ikke har friheden i eget land.
Vi løste ikke krigen, men vi forstod hinanden. Det føltes som en sejr i en tid, hvor konflikter splitter os i en frygtindgydende grad.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
