"Min mand levede et dobbeltliv"
Da jeg havde afsluttet telefonsamtalen, blev jeg siddende i min bil og så ind på mit hjem. Det hjem, hvor jeg i mange år havde boet sammen med min mand, som jeg pludselig slet ikke kendte. For John havde åbenbart levet sit eget liv bag min ryg. Jeg følte jeg mig ydmyget og helt utrolig dum. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Jeg havde aldrig været i nærheden af at være så forelsket før, som jeg var det i John. Vi mødtes på mit arbejde i et forsikringsselskab, hvor jeg var hans chef. I månedsvis lynede begæret igennem mig, når jeg så ham. Jeg var 32 og så selv ret godt ud, men det gjorde John, der var jævnaldrende, sandelig også. Høj og lys var han, med levende blå øjne og med masser af charme.
Efter at vi giftede os, blev jeg ved med at avancere og dermed få væsentligt højere stillinger end John. Det havde han ingen problemer med – troede jeg. Tværtimod bildte jeg mig ind, at han fandt det tiltrækkende, at jeg var så selvstændig og ambitiøs. Men måske følte John sig allerede dengang mindreværdig, og det var måske også de komplekser, han senere hævnede. På en eller anden måde trængte det først sent ind hos mig, hvor dominerende John tit virkede på andre.
Veninder sagde til mig, at de ikke kunne holde ud at høre, når John irettesatte mig. Jeg svarede, at det bare var drillerier og understregede hans kærlige sider; at han var så opmærksom en far og stadig så dejlig ud. Bare tanken om at miste ham gjorde mig angst.
Først da vores to sønner, William og August, blev smittet af Johns til tider ret sarkastiske tone overfor mig, begyndte jeg at blive irriteret. Sammen med John fik de for vane at danne en front imod mig og ”drille” mig med, at jeg var for pylret, sparsommelig eller uvidende. Det gik mig på. I al hemmelighed begyndte jeg efter 21 års ægteskab at se mere kritisk på vores forhold.
En aften, hvor John kom hjem fra et sportsarrangement, stod der en særlig duft af moskus omkring ham. Det var med til at bestyrke mig i min spirende mistanke om, at der måske foregik noget bag min ryg, jeg havde nægtet at se i øjnene. De næste uger udviklede jeg mig til en lille detektiv og tjekkede Johns lommer, kalender og mobil, men fandt ingenting.
Noget måtte der dog være galt, for vores erotiske liv var også gået i stå. På det punkt havde vi ellers været usædvanligt vedholdende. Hvis vi var sure på hinanden, havde vi altid kunnet finde ind til hinanden igen i sengen. Nu gik John i seng længe efter mig og stod sent op. Lige så underligt var det, da John glemte min fødselsdag og ikke gjorde det store for at rette op på det. I al hast bestilte han bare en gave over nettet. Han plejede ellers at være utrolig opmærksom og elskede at fejre mig.
Om natten efter min underlige fødselsdag lå jeg og var plaget af den afstand, der var opstået imellem os. Uroen spredte sig, og jeg stod op og tjekkede igen hans mobil. Denne gang fandt jeg nogle meget kærlige sms’er til en Eva. Jeg læste dem flere gange og blev til sidst enig med mig selv om, at de også kunne forstås som trøstende ord til en god ven, der var ked af det. Måske var det ikke så slemt, beroligede jeg mig selv og besluttede at undersøge sagen nærmere, før jeg spurgte John ud om dem.
Jeg begyndte med at spørge en god bekendt, Inge, der var frivillig i samme sportsklub som John, om hun kendte en Eva? Det gjorde hun. Eva var en yngre kvinde, der for nylig var blevet skilt. Inge havde godt set John tale en del med hende i klubben, men hun mente ikke, der var noget imellem dem. Lettet gik jeg videre til min kusine, Jenna, der arbejder samme sted som John og bad hende diskret undersøge, om der gik nogle rygter om ham der.
I mellemtiden gik jeg selv på jagt i Johns gemmer. Det havde jeg aldrig gjort før. I en æske på hans hjemmekontor fandt jeg under andre breve et fra en fælles veninde, Elizabeth. De år, vi boede i en anden landsdel, havde vi set en del til Elizabeth og hendes mand. Det lå nok 12 år tilbage. Brevet var stormende forelsket. Elizabeth skrev, at hun syntes, at hun med sit intellekt og sin passion passede bedre til John, end jeg gjorde. ”Du må indrømme, John, at hun er både kølig og lidt tomhjernet, din kone” skrev hun. Vreden skød op i mig. Det fremgik også, at hun og John havde haft en flirt kørende og i hvert fald én gang havde mødtes på et bestemt hotel.
Brevet gjorde utroligt ondt at læse. Jeg havde betragtet Elizabeth som en veninde og havde gjort meget for hende dengang. Da John og jeg flyttede, sørgede jeg over, at vi ikke magtede at holde kontakten, men det her var naturligvis forklaringen på det.
Jeg tog brevet med og gemte det under min madras, mens mit hjerte bankede hårdt. Stadig havde jeg dog ikke lyst til at konfrontere John. Det føltes for overvældende og svært, når historien var så gammel. Jeg var bange for, at vi ville komme til at skændes om dengang, da børnene var små, og John syntes, jeg arbejdede for meget. Jeg var nødt til først at fordøje det hele.
Annonse
Nogle dage efter ringede min kusine Jenna. I det firma, hvor både hun og John arbejdede, havde hun forhørt sig og fået ting og sager at vide. Hun ville helst ikke fortælle mig om det i telefonen, så vi mødtes i stedet på en café. Bekymret spurgte hun, om jeg var klar til at høre sandheden, for hun var unægtelig selv chokeret.
Hun fortalte så, at John for nogle år siden havde fået en påtale for at være nærgående overfor en ung sekretær ved en julefrokost. Cheferne var dog lykkedes med at holde skandalen nede ved at overtale John til at sige undskyld og få ham til love, at han ikke gjorde det igen. Jenna drak med en resigneret mine resten af sin kaffe.
"Alle ovre i hans afdeling synes, det er så mærkeligt, at han prøvede sig frem med én, der tydeligvis ikke ville ham, for andre kvinder springer og hopper, når han viser dem interesse."
Jeg bad Jenna forklare, hvad hun mente. Så indrømmede hun, at John var kendt for at have haft et forhold til flere kvinder på virksomheden.
"Du kan altså ikke blive hos ham," sluttede hun af.
Min kusine havde ret. I løbet af alt for kort tid havde jeg igennem hende og ved at rode i Johns breve indsamlet flere beviser på, at John var mig utro og havde været det i flere år. Hvad hvis jeg ledte lidt mere, hvad ville jeg så finde? Jeg var udmattet og ulykkelig og anede ikke, hvordan jeg skulle tale med John om det.
Indeni skiftede jeg mellem at prøve at finde en god forklaring og vrede og afsky. Da jeg den aften kørte ind i garagen, ringede Inge, den veninde, der var frivillig samme sted som John. Hun sagde, hun nu var helt sikkert på, at John ikke havde haft en affære med Eva, som jeg fandt beskeder fra på hans mobil. Jeg åndede lettet ud.
"Til gengæld er der noget andet, jeg bliver nødt til at fortælle dig," sagde Inge og fortalte så, at hun selv havde haft et forhold til min mand. Det var sket for nogle år siden. John havde lagt op til hende, og hun var blevet stormende forelsket i ham. Hun havde troet, at det skulle være dem, men han havde afsluttet forholdet, fordi han ikke ville gå fra mig og børnene.
Da jeg havde afsluttet samtalen med Inge, sad jeg i bilen og så ind på mit hjem. Det hjem, hvor jeg i mange år havde boet sammen med en mand, jeg åbenbart slet ikke kendte. En fremmed mand, der var gået i seng med mine veninder bag min ryg. Jeg følte mig ydmyget og så utrolig dum. Jeg overvejede at gå ind og pakke en taske og flytte på hotel.
Men så tænkte jeg med en pludselig vrede og beslutsomhed, at nej, det skulle John. Stille gik jeg derfor ind og fandt brevet fra Elizabeth. John sad i sofaen og så tv. Jeg gik ind og smed brevet på bordet og fortalte ham så om alt det, jeg nu vidste.
"Hvad er der mere?" råbte jeg.
John skjulte ansigtet i hænderne.
"Det har du ikke lyst til at høre," hviskede han så.
Jeg bad ham forsvinde med det samme, ellers ville jeg afsløre alt for vores sønner. Rystende nok forsøgte John ikke at forsvare sig. Han rejste sig blot og sagde, at han egentlig havde troet, at jeg ville afsløre ham længe før. Jeg fik en fornemmelse af, at han selv havde lagt sporene ud. Han så ud som en, der trængte til forløsning. Trængte til, at jeg skældte ud.
Annonse
"Undskyld, jeg har været meget egoistisk," sagde han så.
I dag er John i behandling for sin sexafhængighed, men jeg har stadig intet sagt til William og August. Jeg tror dog godt, mine sønner ved, hvad vores skilsmisse handler om. Jeg ønsker kun, at jeg havde haft antennerne slået ud tidligere og dermed også smidt deres far ud længe før, for mine sønner behandler mig med større respekt nu, og vi har det bedre uden John.
John selv vil stadigvæk tilbage. Han har indrømmet alt og sagt, at det var en kraft i ham, han ikke kunne styre. At affærerne gav ham selvtillid, og han tit syntes, jeg var for opslugt af mit arbejde. Jeg tror ham, men føler samtidig, at jeg har fået trukket et slør fra mine øjne.
Nu kan jeg pludselig kun få øje på den lille bekræftelsessyge dreng i John. Og i mig selv ser jeg kun den bekræftelsessyge pige, der ikke var parat til at miste prinsen og sit kongerige og derfor gjorde sig blind og døv. Jeg tror, det varer længe, før jeg er klar til at lukke en mand ind i mit liv igen, men jeg håber og tror på, at det en dag kommer til at ske.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
