Ingen fattede mistanke: "Hvad gemte der sig bag min venindes glade smil?"
Der, hvor min veninde var, var der også altid fest og farver. Med tiden begyndte jeg dog at få en ubehagelig mistanke om, at der gemte sig noget andet bag Tinas konstante trang til at feste. Den fornemmelse viste der sig desværre at være hold i. Dette er en læsers fortælling om at opdage en ung venindes skjulte misbrug.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Tina og jeg klikkede fra første dag, vi mødte hinanden tilbage i folkeskolen. Jeg havde længe manglet en hjerteveninde, og hun var tilflytter og kendte endnu ikke mange i vores lille by.
Tina kom med energi og glæde – og også et rebelsk teenageoprør, som jeg beundrede og følte mig draget af. Hun virkede til at have styr på alt: Drenge, mode, makeup, ja selv i skolen klarede hun sig flot, selvom hun ikke bugte meget tid på lektierne. Hendes forældre var læger, så min mor billigede vores venskab fra første dag. Hun kom jo fra en ”god” familie.
Vi festede meget, og man kedede sig aldrig i Tinas selskab. Hurtigt blev vi uadskillelige. Det fortsatte også efter folkeskolen, selvom jeg begyndte på erhvervsskolen for senere at uddanne mig til frisør, mens Tina begyndte på handelsskolen. Faktisk betød det bare endnu flere fester, for nu skulle vi både hænge ud med hendes og mine klassekammerater.
Det var også sådan, jeg mødte min første rigtige kæreste. Han gik i klasse med Tina og var én af hendes gode venner. Måske slog det i virkeligheden det første skår i vores venskab. Tina havde i hvert fald svært ved at forstå, at jeg skulle være ”kærestekedelig” og gerne ville i biografen med Jens lørdag aften i stedet for i byen. Men rigtige uvenner blev vi ikke. Hun havde mange andre at feste med, for alle elskede Tina.
Selvom Tina klarede sig igennem handelsskolen med relativt flotte karakterer, fandt hun aldrig en uddannelse, der sagde hende noget. Hun flyttede til Aarhus, begyndte at læse til arkitekt, men droppede ud efter et halvt år. Herefter flyttede hun hjem igen og fik arbejde som bartender. Det betød fest nærmest hver eneste aften. Herefter prøvede hun læreruddannelsen, men endte med at springe fra lige før de sidste eksaminer det første år.
Jeg selv blev frisør, åbnede min egen lille salon og mødte Kristian. Eller genmødte ham – vi havde gået i klasse sammen i folkeskolen, men jeg havde aldrig kigget i hans retning. Ikke før han pludselig forvandlede sig fra en irriterende teenagedreng til en rolig, flot ung mand.
Nu, hvor vi boede i samme by, ville Tina gerne genoptage livet fra vores tidlige ungdom med vilde fester lige til en lyse morgen. Det orkede jeg ikke længere. Jeg ville da gerne med på bar en gang imellem, men også gerne hjem i nogenlunde ordentlig tid. Det krævede en del at starte sin egen frisørsalon op. Det brokkede Tina sig over, hun kaldte mig kedelig, og jeg fik skyldfølelse over at sige fra.
Kristian og jeg ville gerne være unge forældre, så lykken var stor, da jeg på min 25-års fødselsdag blev mor til lille Wilma.
Frisørsalonen gik godt, vi havde købt et lille hus, som Kristian, der var tømrer, straks gik i gang med at sætte smukt i stand. Jeg var faktisk lykkelig, men Tina rynkede på næsen. Hun kaldte mig for småborgerlig og dødsyg. Selv blev hun ansat som alt-mulig-kvinde hos byens lokale spillested. Det passede hende glimrende, sagde hun. Så kunne hun spille guitar og møde cool, festlige musikere. Hun blev tilmed kærester med trommeslageren i et ret kendt, dansk band, men forholdet holdt kun et par måneder.
Tina fortsatte i det hele taget sin festlige livsstil, og vores venskab blev sat på prøve. Jeg kunne ikke – og ville heller ikke – gå i byen og vågne op med tømmermænd næste dag, når jeg havde min lille datter derhjemme. Vi begyndte at se mindre til hinanden, og når jeg hørte fra Tina, var det ofte på mærkelige tidspunkter. Hun kunne finde på at ringe klokken to om natten og spørge, om jeg ikke lige kom forbi vores gamle stamværtshus. Eller hun sendte en nærmest ulæselige messenger-besked tidligt om morgenen, hvor hun endnu ikke var taget hjem fra byen.
Kristian og jeg talte en del om Tina. Han kendte hende jo også tilbage fra folkeskolen. En dag sagde han til mig:
Annonse
"Har du nogensinde overvejet, om hun kunne have et alkoholproblem?"
Jeg affejede det straks. Tina var jo bare en festabe. Sådan havde hun altid været. Engang skulle hun nok falde til ro.
Men hans ord blev ved med at spøge, og jeg begyndte at lægge mærke til alle de små tegn. Når Tina og jeg lavede noget sammen, var der altid alkohol involveret.
Hun kunne endda finde på at komme på uventet besøg onsdag eftermiddag med en flaske rosé, ”som vi da lige kunne nyde et enkelt glas af”. Og på hendes opløftede stemning, fornemmede jeg, at hun allerede havde været i gang med at drikke hjemmefra.Det blev tit til, at jeg drak et halvt glas, hun resten af flasken.
Hvis vi en sjælden gang imellem var på restaurant, stod den altid på både velkomstdrink, vin og flere drinks bagefter. Jeg bemærkede også, at Tina ikke gad arrangementer, hvor der ikke kunne drikkes, f.eks. biografbesøg. Så skulle den i hvert fald stå på bytur efterfølgende. Samtidig virkede hun til at være helt nede i kulkælderen mandag og tirsdag, hvor man aldrig kunne komme i kontakt med hende. Selv sagde hun, at tømmermændene blev værre med alderen. Alligevel var hun klar til fest om onsdagen igen.
Da jeg først var blevet opmærksom på, at Tina måske havde et problem, kunne jeg ikke lade det fare. Jeg blev nødt til at tale med hende. Jeg blev nødt til at hjælpe hende, for når jeg – en af hendes gamle veninder fra skoletiden – ikke engang havde gennemskuet det, så havde alle andre vel heller ikke? Da hun efter næsten en måneds tavshed skrev: ”Hvad skal du i morgen? Jeg tænker: Bytur!?” svarede jeg, at hun kunne komme herhjem først.
Tina mødte op i festtøj, med strålende øjne og en flaske hvidvin i hånden. Hun betroede mig fnisende, at hun havde endnu en flaske i tasken. Jeg forklarede, at jeg ikke skulle have noget og kunne straks se frustrationen lyse ud af hende øjne.
Jeg forsøgte at spørge ind til, hvordan hun egentlig havde det, men fik ikke noget konkret svar. Hun gled hele tiden af og begyndte til sidst selv at lede efter vinglas i skabene. Jeg fik mere og mere ondt i maven over situationen. Til sidst sagde jeg:
"Tina, tror du ikke, du skal stoppe med at drikke så meget? Det er jo ikke godt for dig. Vi er snart 30 og ikke 17 år længere."
Hjerte bankede helt oppe i halsen på mig. Tina, der nu stod med to vinglas i hånden, vendte sig imod mig. Hun så rasende ud:
"Har jeg et problem? Det er da dig, der er så skidekedelig og aldrig gider lave noget mere. Du lever et dødsygt liv i dit fine hus med din røvkedelige mand. Jeg kan slet ikke forstå, du kan holde det ud!"
Så marcherede hun vredt ud af køkkenet og smækkede hårdt med hoveddøren.
Jeg sad chokeret tilbage. Lidt efter kom Kristian hjem fra arbejde. Han trøstede mig og forsikrede mig om, at jeg havde gjort det rigtige. Men jeg tvivlede – skulle jeg have holdt min mund? Tog jeg fejl? Var jeg i virkeligheden bare blevet kedelig?
Herefter fulgte tre måneder, hvor Tina ikke svarede på mine beskeder, ikke tog telefonen, når jeg ringede og slettede mig som ven på Facebook. Det gjorde afsindig ondt. Jeg følte, jeg burde undskylde, selvom jeg bare havde villet hjælpe.
Annonse
Så en søndag i maj over middag ringede telefonen. Jeg var i gang med at støvsuge, men tog den, da jeg så, at det var Tina. Hun græd, så jeg næsten ikke kunne skelne ordene fra hinanden. Hun savende mig, hun havde det så rædselsfuldt, hun mente, hun havde brug for hjælp.
Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og stod i hendes lejlighed fem minutter senere. Jeg fik et chok! Lugten var uudholdelig, i køkkenet stod opvask fra adskillige uger, der lå snavsetøj og tomme flasker overalt. Tina lignede på ingen måde den sprudlende, livsglade pige, jeg ellers kendte hende som.
Hun havde uglet hår, sorte rande under øjnene og var stadig iført festtøjet fra aftenen før. Hun havde samtidig en stor forbinding om den ene finger og fortalte, at hun var væltet over en tom vinflaske på vej ind ad døren i nat, den var gået i stykker, og hun havde skåret sig slemt, da hun prøvede at samle skårene op.
"Jeg tror, det skal syes… Jeg tror, jeg skal have noget hjælp," sagde hun med gråden i halsen.
Jeg hjalp hende i bad, fik kigget på såret og konstateret, at det bestemt skulle sys. Vi tog på skadestuen, og mens hun blev lappet sammen, ringede jeg til hendes forældre. De blev chokerede, men stod selvfølgelig klar til at hjælpe, så på vejen hjem satte jeg hende af hos dem. Tina protesterede lidt, men jeg stod fast på, at sådan blev det. Herefter kørte jeg hen i hendes lejlighed og begyndte rengøringen.
Tina endte med at komme på afvænning. Præcis som jeg regnede med, havde ingen omkring hende – ikke engang hendes forældre – fattet mistanke. Tina havde jo altid været den glade, friske pige. Hende, jeg stod lidt i skyggen af. Nu fandt jeg ud af, at den festlige livsstil kom med en pris.
I dag har Tina været ædru i næsten et år. Hun er et helt andet menneske, mere rolig og også noget mere trist. Hvad ingen vidste var, at hun siden teenageårene havde kæmpet med angstanfald.
Alkohol dæmpede angsten, men med tømmermændene kom den mangedobbelt tilbage. Derfor blev hun ved med at drikke. Nu fik hun endelig taget hul på sin angst og begyndte at gå hos en dygtig psykolog. Og jeg fik min bedste veninde tilbage.
Selvom jeg havde elsket den glade, sprudlende Tina, holder jeg faktisk endnu mere af hende uden det filter, som alkoholens tåger lagde hen over hende. Så jeg er glad for, jeg reagerede og rakte ud, selvom det føltes grænseoverskridende dengang.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
