Lise mistede halvdelen af sin familie: ”Jeg tænker stadig på dem hver eneste dag”

Lise sidder på bagsædet af en politibil med sin to måneder gamle datter, Svea, i autostolen ved siden af. Regnen pisker ned, så de snegler sig frem på motorvejen.

Det er få minutter siden, at de to betjente bankede på hendes dør og fortalte, at hendes mand, Martin, og ældste søn, Zacharias, var kørt galt på vej hjem fra et fodboldstævne. Hendes yngste søn, Joshua, var også med, men man har kun fundet én dreng på ulykkesstedet.

Læs også

Lærke Bagger fandt en fyldt kurv hos sin afdøde far – og indholdet kom fuldstændig bag på hende

Betjentene ved ikke mere, siger de. Men da Lise fanger den enes øjne i bakspejlet, kan hun se, at det er voldsomt. På skadestuen bliver hun mødt af sin svigermor, der har været sammen med drengene til stævnet. ”Vi mangler Josse!” råber Lise fortvivlet, men hendes svigermor fortæller, at han er kørt med én af fodboldtrænerne.

Joshua var altså ikke med i bilen. Lise ånder lettet op. Han er i live. Men der går ikke mere end halvanden time, før lægerne kommer ud med en ubærlig besked: De kan ikke redde Martin og Zacharias. 

"De kørte de to senge sammen på én stue og slukkede for respiratorerne, og så sad jeg og holdt dem begge to i hånden, mens de døde," siger Lise.

Én vejrtrækning ad gangen

Det var den 17. august 2014, at Lises verden på et splitsekund blev slået i stykker. Hun og Martin havde købt deres murmestervilla i Randers, da hun var gravid med Joshua, og huset havde dannet ramme om deres familieliv siden. Nu var Martin og Zacharias der ikke længere, og huset var i stedet fyldt med familie og venner.

"Den første tid står sløret for mig. Jeg kan bare huske, at der var en masse mennesker omkring mig, og at det væltede ind med blomster. Jeg har nok 300 kort med kondolencer," siger Lise.

Men lige så stillede ebbede blomsterne og besøgene ud, og Lise stod tilbage og skulle håndtere både sin egen sorg og Joshuas, samtidig med at hun havde en lille baby. Som yogainstruktør brugte hun sin viden om åndedrættet til at komme igennem dagene.

"Det var så umuligt at være i, at jeg var nødt til at tage én vejrtrækning ad gangen. Jeg sagde til mig selv, at nu trækker jeg vejret én gang. Og så én gang mere. Og så var der gået fem minutter," husker Lise.

"Jeg kunne ikke bare sætte mig over i et hjørne, for så ville der komme nogen og tage mine børn, og så havde de også mistet deres mor. Det var ikke en mulighed."

Mærkede intet

Kort efter blev hun henvist til en traumepsykolog. Lise blev mødt af en erfaren psykolog i 60’erne, der bad hende sætte ord på, hvordan hun havde det.

"Men det vidste jeg jo ikke," siger Lise.

"Jeg tænkte bare: Er det det? Er det, hvad der kan tilbydes sådan én som mig? Jeg kunne overhovedet ikke mærke mig selv og anede ikke, hvordan jeg havde det. Så efter en halv time gik jeg."

Lise havde med egne ord brug for terapi, der kunne gøre en forskel. Nu.

"Jeg var alene med to små børn, så jeg havde ikke fem år til at sørge i," siger hun.

"Jeg har altid interesseret mig for det spirituelle, så jeg tænkte, at når jeg skulle opleve noget så vildt, måtte det være, fordi der var noget, jeg skulle finde i det."

Lydene lindrede

14 dage efter stødte hun på såkaldt gongmeditation. Ved et tilfælde faldt hun over et tilbud om en workshop med gongmeditation – urgammel lydterapi, som løsner spændinger og forløser traumer. På workshoppen lå deltagerne med lukkede øjne, mens behandleren spillede på forskellige gonger, lydfrekvensskåle og stemmegafler.

Læs også

”Jeg er i dag taknemlig for, at den hest sparkede mig i hovedet”

"Det var så vild en oplevelse, at jeg næsten ikke kunne få mig selv til at lukke øjnene, fordi jeg ville have det hele med. Jeg kunne mærke alle tonerne i kroppen," fortæller Lise og forklarer:

"Enhver tanke og følelse og ethvert traume skaber en vibration og frekvens i vores krop, som vi ikke har adgang til med kognitiv terapi, men som lydterapien kan hjælpe med at bringe i balance. Derfor foregår lydterapi primært på det underbevidste plan."

Gongmester i England

På det tidspunkt kendte Lise dog ikke meget til gongmeditation, men da hun efter workshoppen sad og drak kaffe, kunne hun mærke, at terapien havde løsnet op for noget.

"Jeg tænkte bare: Det her, det kan noget!"

For Lise er der ikke langt fra tanke til handling, så hun besluttede selv at uddanne sig til gong/lydterapeut, fandt en gongmester i England og bookede en række privatlektioner.

"Over det følgende halvandet år begyndte jeg at få det bedre. Undervisningen satte skub i min egen healing af traumet, sorgen, savnet og det kæmpestore tomrum, som Martin og Zacharias havde efterladt – så jeg blev både uddannet og fik healet mig selv," fortæller Lise.

"Lyd forstærker kroppens evne til at helbrede; behandlingen er effektiv, fordi lydene taler til kroppen i dens eget sprog, så man påvirker både det fysiske, psykiske og spirituelle. Det er så simpelt, at det næsten er for godt til at være sandt."

Forelskelse og hjertesorg

I dag har Lise et lille yogastudie i baghaven, hvor hun også tilbyder gongmeditation og lydterapi. Og hun elsker det. Hun møder mennesker med mange slags traumer og er glad for, at hun kan hjælpe andre.

"Jeg tænker, at når der skete noget så vildt for mig, så var det, fordi jeg skulle gøre noget med det. Jeg skulle lære noget af det," siger hun.

Lise tænker stadig på Martin og Zacharias hver eneste dag, men hun forsøger at være taknemmelig for det, hun har, i stedet for at fokusere på det, hun har mistet.

"Det har hjulpet mig at tænke, at jeg jo egentlig ikke har mistet noget, hvis jeg stopper med at ville have mere," forklarer hun.

"Jeg fik ni år sammen med Zacharias. Jeg kommer ikke til at opleve, at han får kørekort; jeg kommer ikke at opleve hans første forelskelse eller hjertesorg. Så kan jeg tænke, at det er da også frygteligt for mig, men faktum er, at jeg ikke kommer til at opleve de ting. Hvad vil jeg så gerne opleve i stedet?"

Sms til himlen

For Lise ligger svaret i hendes egen udvikling – samt i Svea og Joshua, som i dag er otte og 15 år. Hun er ikke bange for døden, og de taler åbent om Martin og Zacharias, som de også har sendt mange sms’er til oppe i himlen.

"Nogle gange siger Joshua for eksempel: Prøv at tænke på, hvis de var kørt bare ti minutter senere … Og så går vi ind i det og snakker om, hvordan de så var kommet hjem, og vi havde spist aftensmad sammen, mens de fortalte om alt, hvad der var sket til fodboldstævnet," siger Lise.

"Det er vigtigt for mig, at de stadig er en del af vores liv, selv om de ikke er her mere."